MØD NORDISKE HÅNDVÆRKERE
Oplev den fællesnordiske kulturarv og de traditionelle maritime håndværk! Bådebyggeren, smeden, rebslageren, sejlmageren, pilefletteren, løbbinderen, træskæreren og væveren er i gang hele dagen og står klar til en snak om materialer, værktøj og teknikker. 

FYR OG FLAMMER
Medlemmer fra kulsvierlaug i Aggerbo og Eskilstrup mødes for sammen at afbrænde trækulsmiler.
Vi udvinder jern fra myremalm i ovne og viser, hvordan vikingerne for 1000 år siden skaffede sig et af datidens mest eftertragtede materialer, som smeden forarbejder til skibsnagler og værktøj.
Bronzestøberen bruger vikingernes teknikker og materialer til støbning af smykker.

MØD VIKINGERNE
Træd ind i vikingetiden og oplev vikingetidens lyde og lugte ved hjælp af klæder, telte og udstyr, der er så autentiske som muligt. I vikingeboderne viser vikingerne forskellige håndværk og sælger deres smukke produkter. Mød også krigerne, der viser kampens håndværk.

SMAG PÅ VIKINGETIDEN
Vi har inviteret producenter, der arbejder for at fremme det gode måltid. Du kan komme forbi til en lærerig snak, smage deres udvalgte produkter og købe det hele med hjem til madlavning i dit køkken. Råvarerne, der bliver brugt, er kendt fra vikingetiden.

ROSKILDE TRÆBÅDSRÆs - BYG DIT EGET SKIB
Kan du lide at klippe, hamre og bygge fantasifulde og skægge ting? Du kan forvandle naturmaterialer som bark, træ og tov til fantastiske skibe. Deltag også i Roskilde Træbådsræs for fantasifulde skibe. 

BÅDEVÆRFTET
Vikingeskibsmuseets bådebyggere hugger planker til Skuldelev 3, der er en rekonstruktion af et mindre handelsfartøj. Kom i lære på bådebyggerens værksted. Arbejd med frisk egetræ og vikingernes værktøj. Besøg også værftspladsen på Museumsøen.

SEJL UD
Vikingeskibsmuseet inviterer dig om bord til en unik sejlads med råsejl på nordiske bådtyper, som har været brugt til handel, fiskeri og transport i tusind år. Tag din familie eller venner med på en helt speciel oplevelse under sikre og historiske rammer.  

MEST FOR BØRN
I Vikingeskibshallen kan børn i alle aldre prøve en vikingedragt, skrive med runer, spille vikingespil og høre om vikingernes liv. På museets værksteder kan du slå din egen mønt, male et skjold og dekorere en torshammer eller lave kæder med glasperler. Nogle aktiviteter kræver betaling.

TRÆF FJORDENS TRÆBÅDE
I år danner Vikingeskibsmuseet rammen for det årlige træbådstræf, hvor både fra Roskilde Fjord mødes, vises frem og konkurrerer i den traditionsrige kapsejlads.

PETER & SOLVOGNEN
I forbindelse med Kulturministeriets, Nationalmuseets og DR’s store projekt ”Historier om Danmark” har Vikingeskibsmuseet lørdag besøg af Peter & Solvognen, som finder lokalhistorisk guld blandt Træf Fjordens Træbådes deltagere. Se særskilt program på Værftspladsen.