Fyr og flammer

Medlemmer fra kulsvierlaug i Aggerbo og Eskilstrup mødes for sammen at afbrænde miler. Slutproduktet vil være trækul.
Trækul fremstilles af træ, som afbrændes i en lukket mile. Kulsvierne styrer brændingen og får først alt vandet, som er i træet, til at fordampe. Derefter udvikles brændbar luft, som optages i kullet. Trækul er nærmest et superbrændsel sammenlignet med almindeligt brænde.   

Fra myremalm til jern

Jernudvinderen har afluret vikingerne kunsten at fremstille jern af myremalm ved milebrænding. Under festivalen udvinder vi jern fra myremalm i ovne og viser, hvordan vikingerne for 1000 år siden skaffede sig et af de mest eftertragtede materialer. 

Fra jern til nagler

Smeden håndsmeder værktøj og flere hundrede nagler, der holder plankerne sammen på museets rekonstruktioner. Der er gjort mange fund af velbevaret smedeværktøj fra vikingetiden. Dengang, som nu, var det vigtigste udstyr: ambolt, hammer, tang og mejsel.
Det er hårdt, varmt og beskidt arbejde, når det glødende jern skal omdannes til forskellige genstande. 

Bronzestøbning

Mange af vikingernes smykker var fremstillet af bronze. Bronzestøber Ken Ravn Hedegaard, med sans for at smelte tin og kobber sammen til bronze, bruger vikingernesenes teknikker og materialer. Det er en lang proces og ikke alt kan ses den samme dag. Ken viser dele af processen og fortæller om bronzesmykkernes tilblivelse.

Fakta:

'Fyr og flammer' er en del af del af Vikingeskibsmuseets 'Håndværk og Vikinger Festival 2017'

Hvor: Ved Vikingeskibshallen. Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Hvornår: Weekenden den 19. og 20. august 2017 kl. 10.00 - 17.00

Entré til Festivalen og Vikingeskibsmuseet: Gratis entré for børn 0 - 17 år. 130,00 DKK for voksne.

Sejlture kan tilkøbes for 100,00 DKK pr. gæst. Begrænsede pladser til børn, der minimum skal være 4 år.