Vikingernes jul - jul på Vikingeskibsmuseet

Er det tid til en ny juletradition? Vikingeskibsmuseet holder åbent i dagene mellem jul og nytår fra den 26. til den 30. december med rundvisninger tilrettelagt for børn og voksne. Så ta' familien med på Vikingeskibsmuseet og få nye, fælles oplevelser.

Rundvisning på dansk

Juleferieprogrammet har kl. 13.00 en særlig rundvisning tilrettelagt for børnefamilier. I løbet af den særlige rundvisning fortæller vi om vikingernes jul. Hvad var det egentlig de fejrede? Fortællingen kommer også til at dreje sig om vikingernes hverdag og togter, handel og rejser til fjerne egne og livet i Norden for 1000 år siden. Børnene inddrages aktivt, så det er ikke kun ørerne, der skal tages i brug. Undervejs åbnes der poser med spændende indhold, der skal lugtes til og smages på. Der bliver også mulighed for at røre ved vikingernes ting og sager. Smagen, duften og oplevelsen af at få vikingetiden i hænderne, sætter billeder på historien og gør den konkret. Rundvisningen varer ca. 45 min.

Rundvisninger på engelsk

Julen er også gæstetid, og derfor har vi rundvisninger kl. 11.30 og kl. 14.00 på engelsk. Har du udenbys gæster, er der her rig mulighed for at give dem spændende historier om de verdensberømte vikingeskibe med hjem. Deltagerne hører om vikingernes maritime kultur og skibenes betydning for vikingetiden.

Når sulten melder sig

Café Knarr holder juleåbent i dagene mellem jul og nytår, så melder sulten sig efter dagens aktiviteter, kan du få en bid mad og varme dig på en varm kop kaffe eller kakao i caféen.

Café Knarr ligger på Museumsøen med udsigt til bådeværftet og de mange smukke træskibe, der ligger på land for vinteren.

Fakta:

Særlige jule- og nytårsaktiviteter 26. – 30. december 2016
Juleåbningstider: 26. – 30. december: 10.00 – 16.00

• Rundvisning på engelsk kl. 11.30 & 14.00
• Julerundvisning på dansk kl. 13.00

Omvisningerne tager ca. 45 min.
NB! Museet er lukket 24., 25. og 31. december.