Vikingeskibsmuseet har aktiviteter skræddersyet til børn.

Et museum for hele familien

Vikingeskibene bragte mennesker og varer tværs over have og oceaner. Skibene kunne komme med fred og spændende vare fra fjerne egne - eller de kunne komme med krig og frygtelig ødelæggelse.

Vikingernes imponerende skibe er grundlaget for selve vikingetiden, og fortællingen om hvordan de blev bygget og sejlet rummer historier, der fascinerer piger og drenge i alle aldre.

I Vikingeskibshallen kan du se de næsten 1000 år gamle rester af fem skibe. Ikke alt er bevaret til i dag, og derfor bygger vi nøjagtige rekonstruktioner, der ligger i museets havn eller på land for vinteren.

Året rundt kan du gå om bord i to store skibsmodeller. Handelsskibet er fyldt med varer fra vikingernes verden og Langskibet er udrustet til kamp. Begge skibe ligger til kaj ved Anløbsbroen i Vikingeskibshallen, hvor du også kan skrive med runer og prøve vikingedragter.

På Museumsøen kan du besøge bådeværftet på alle hverdage året rundt. Fra 1. maj - 30. september er der åbent hver dag. Her kan du se vikingernes værktøj og få mere at vide om, hvordan de bygge skibene.

Ferieaktiviteter særligt for børn

Vikingeskibsmuseet tilbyder særlige ferieaktiviteter i alle skoleferier med skiftende temaer.
Hold øje med kalenderen, så du ikke går glip af noget.