På anløbsbro kan du klæde dig ud som viking, gå ombord i en kopi af en vikingeskib og skrive dit navn i runer.

Anløbsbroen - et oplevelsesrum

I Vikingeskibshallen finder du Anløbsbroen. Her ligger to store modeller af vikingeskibe til kaj. Handelsskibet, der er tungt lastet med varer fra vikingernes verden, og krigsskibet, som er klar til at drage på togt. På knagerne hænger vikingedragter med pels og bånd til små og store, så du kan klæde dig på og gå om bord som en ægte viking!

Prøv at sætte dig på krigsskibets tofter - robænkene - og forestil dig, hvordan det vil være at sidde der på brættet i ugevis, som vikingesømændene gjorde. Imens kan du på storskærmen se filmen om vikingeskibet 'Havhingsten', der med 60 mand om bord i 2007-2008 gennemførte en forsøgsrejse fra Roskilde til Dublin og retur - men pas på søsygen! Skulle tiden falde lang om bord, kan du også forsøge dig med at skrive med runer eller prøve at spille vikingernes brætspil.

I sommersæsonen og alle danske skoleferier er museets dygtige formidlere klar med spændende historier om vikingernes liv og togter. De åbner også skibskisterne og fremviser sværd, hjelm, ringbrynje, økser, hvalrostand, skøjter lavet af knogler, drikkeglas og meget mere.

Anløbsbroen er åbent alle dage i museets åbningstid. En del af Vikingeskibsmuseets skoleundervisning foregår på Anløbsbroen. Derfor kan der forekomme perioder, hvor rummet er optaget af klasseundervisning - men alle gæster er velkomne til at bruge de dele af rummet, som ikke er optaget.