De fem vikingeskibe - Skuldelevskibene

I den sene vikingetid etableres et system af spærringer i Roskilde Fjord, der gør det muligt at kontrollere søvejen til en af Danmarks største konge- og kirkebyer.
Tre udtjente skibe slæbes ud til det smalleste sted ud for landsbyen Skuldelev. Skibene fyldes med sten og sænkes i Peberrenden, den mest direkte rute til Roskilde. Efter 20 år forstærkes spærringen med endnu to skibe. Der er skabt et effektivt forsvar i fjorden.

Tusind år senere rammes en spunsvæg af jern ned i fjordbunden omkring spærringen. En af de mest betydningsfulde udgravninger i Danmark kan begynde...

Vikingeskibshallen

Den ældste del af museet, Vikingeskibshallen, er bygget som en montre omkring de fem vikingeskibe, fundet i Roskilde Fjord. Tilsammen giver de et mangfoldigt indblik i vikingetidens maritime kultur: Skibsbygning, søfart, handel, forsvar og krigsfærd - og muligheden for at søge ud i verden og udforske nye horisonter.
En rå og enkel arkitektur sætter skibenes linjer og æstetik i centrum. Og et stort vinduesparti danner baggrund for udstillingen, der med dybe kig udover fjorden igen forbinder skibene med vandet. Oplevelsen er uforstyrret og giver rum til fordybelse og fantasi.

De omgivende, permanente udstillinger udfolder det historiefortællende fund: Hvad blev skibene brugt til for 1000 år siden? Hvilken rolle spillede de i datidens samfund? Og hvordan var livet om bord?

De fem vikingeskibe fra Skuldelev

Skuldelev 1

Havskibet

Skuldelev 1 er et stort havgående fragtskib fra Sognefjorden i Vestnorge. Skibet er bygget med kraftige planker af fyrretræ og har fyldige former, der giver stor lasteevne og høj sødygtighed på Nordatlanten.

Skuldelev 2

Det store langskib

Skuldelev 2 er en krigsmaskine, bygget til høj fart og transport af mange krigere. 
Med en besætning på 65-70 mand har det hørt til de stormandsskibe, der prises i skjaldekvad og sagaer.

Skuldelev 3

Kystfareren

Skuldelev 3 er et lille, elegant og solidt handelsskib, bygget til fragt af varer i de indre danske farvande og i Østersøen.
Skibet er det bedst bevarede af de fem vikingeskibe, fundet i Roskilde Fjord.

Skuldelev 5

Det lille langskib

Skuldelev 5 hører blandt til de mindste langskibe i en krigsflåde og er ideelt til sejlads i de indre, danske farvande og i de korte, krappe bølger på Østersøen.

Skuldelev 6

Fiskerbåden

Skuldelev 6 er en fiskerbåd, bygget ved Sognefjorden i Vestnorge, på samme tid og sted som havskibet.

Udgravning af Skuldelevskibene i 1962

Udgravningen

Miraklet fra Roskilde Fjord

For 60 år siden begyndte en af Danmarkshistoriens mest banebrydende arkæologiske udgravninger, da de nyfundne vikingeskibe skulle op fra bunden af Roskilde Fjord.