Spor på havbunden
Af Ole Crumlin-Pedersen Fhv. Centerleder, dr.phil.h.c. og Tinna Damgård-Sørensen, Historiker og Museumsdirektør Vikingeskibsmuseet, Roskilde 2006
Hvorfor vil Vikingeskibsmuseet i Roskilde sende et langskib til Irland næste år? Hvorfor bruge tid og ressourcer på at rekonstruere det største af Skuldelevfundets skibe med de metoder, vikingerne brugte? For at fange mediernes opmærksomhed? For at lokke penge ud af fonde og firmaer til at realisere en drengedrøm? Eller er der gode forsknings- og formidlingsmæssige grunde til den dristige sejlads nord om Skotland?
Der er faktisk en dybere mening med det, der sker på museumshavnen i Roskilde. Det er ét af flere udtryk for en forsknings- og formidlingsindsats, der i en årrække har givet Danmark en plads blandt de førende i den internationale udforskning af menneskets samspil med havet i forhistorisk tid og middelalder – i det fagområde, der kaldes marinarkæologi.
Udgravningen ved Skuldelev
Den systematiske marinarkæologiske udforskning af de danske kyster og farvande begyndte, da Nationalmuseet i 1962 udgravede resterne af fem skibe, der i 1000-tallet var blevet sænket som en spærring i Roskilde fjord ved Skuldelev. Da skibene i 1969 fik deres eget museum i Roskilde, var tiden kommet til at inddrage andre undersøiske fund som primærkilder til fortidens samfund. Her var nok at tage fat på, for de danske farvande har i alle perioder været farlige at besejle med skjulte rev og grunde, der tog deres part af de mange skibe, som sejlede igennem vore stræder, imellem landsdelene eller lokalt med fiskere, handelsfolk eller sørøvere.
Det er igennem århundrederne blevet til tusindvis af skibsvrag, hvoraf mange er bevaret i havbundens mudder og sand, indtil de eventuelt dukker op ved erosion eller uddybning. Danmark har faktisk, p.g.a. tilsanding og fraværet af pæleorm i Østersøen og i de danske fjorde, nogle af de allerbedste forhold i Europa for bevaring af vrag af skibe, der strander ved kysterne eller forliser til søs. Dermed har vi også en forsknings- og bevaringsforpligtelse for denne maritime kulturarv, der rummer såvel nationale som internationale perspektiver. Skuldelevskibene viser klart disse potentialer.
Til Irland
Her kommer langskibets Irlands-rejse ind i billedet. Vikingeskibsmuseets og Nationalmuseets forskere har i fællesskab lagt brikkerne til et puslespil, der giver os væsentlig viden om skibets historie. Ved hjælp af de nyeste dateringsmetoder har det været muligt at bestemme såvel fældningstidspunktet som voksestedet for de træstammer, der er anvendt ved bygningen af skibet: Træet kommer fra omegnen af Dublin i Irland, og fældningsåret 1042 fremgår af et større tømmerstykke, der er bevaret helt ud til barkkanten. Det kan måske undre, at et vikingeskib er bygget i Irland - men det var bosættere fra Norden, der i vikingetiden anlagde de irske byer, og hvis efterkommere i århundreder befolkede dem som håndværkere, handelsmænd og krigere.
Det kan også undre, at et irsk/nordisk langskib i slutningen af 1060erne fandt vej til Danmark og et årti senere endte på bunden af Roskilde Fjord. Men også her er der en mulig forklaring, som inddrager de dramatiske begivenheder, der fulgte i kølvandet på invasionen af England i 1066. Vilhelm Erobreren og hans normanniske tropper besejrede dengang den engelske konge Harald Godwinson, og dennes voksne sønner måtte flygte til Dublin. Siden dukkede to af sønnerne op hos den danske konge Svend Estridsen. Hvis de to prinser var ombord på Skuldelev 2-langskibet, var deres mission måske netop at koordinere det knibtangs-angreb mod Vilhelms tropper, der rent faktisk fandt sted i 1069 – med fremstød fra Dublin i vest og fra Danmark i øst, hvorfra Svend Estridsen sendte en flåde på 240 skibe.
Højteknologi
Når rekonstruktionen af skibet står ud fra Roskilde med kurs mod Dublin i juli 2007, vender det så at sige tilbage til sin oprindelige hjemhavn. Som kulminationen på mange års forskning. Det har været en udfordring at rekonstruere dette højt specialiserede fartøj, der repræsenterer vikingetidens absolutte højteknologi, og som er skabt til fart og til transport af mange mænd i strømfyldt farvand og over åbent hav. Processen har konfronteret os med en række spørgsmål, der ikke blot berører selve skibet, men også vedrører vikingetidens materialekundskab, formforståelse, organisation osv. F.eks. måtte museets bådebyggere gennemtrave de danske skove for at finde og udvælge materialer til skibet fra mere end 300 egetræer af den rette kvalitet. Det var svært. Og når man tænker på, at skoven også har leveret materialer til bl.a. trætjære, lindebasttov og brændsel til smedens produktion af de mere end 7.000 jernnagler, søm og spiger, må man erkende, at trækket på skovens ressourcer har været enormt, og man spørger sig selv, hvordan vikingetidens skov så ud, hvordan den blev plejet, og hvordan udnyttelsen af dens produkter blev reguleret.
Rejsen til Dublin skal efter planen gå over Nordsøen, nord om Skotland og ned gennem det irske hav. Formålet er at afprøve og dokumentere skibets sødygtighed, fart og manøvreevne under realistiske forhold og i de farvandsområder, som det oprindelige skib blev bygget til at besejle. Resultaterne afhænger i høj grad af den 65 mand store, frivillige besætning, der er sammensat af mennesker fra mange lande. De skal kunne håndtere skibet og fungere ombord i et åbent fartøj med meget begrænset plads, uden privatliv. Til gengæld får de mulighed for at møde nogle af de samme udfordringer og vilkår, som mødte deres forgængere på vikingetidens langskibe, og som tvinger den enkelte til at finde og bruge de almenmenneskelige egenskaber, der har båret søfolk over havet til alle tider.
Når rejsen afsluttes med skibets tilbagevenden til Roskilde i 2008, vil vi forhåbentlig være meget klogere på vikingetidens langskibe og på den organisation og logistik, der var forudsætningen for at udruste, bemande og sejle disse sagnomspundne fartøjer.
Ligesom det irske langskib kan analyseres som primærkilde, der giver ny viden om den tid, det kommer fra, kan de fire øvrige Skuldelevskibe bringe ny vigtig erkendelse. De stammer fra regioner i Norden, hvorfra samtidige skriftlige kilder knapt eksisterer. Skibenes egne vidnesbyrd bliver derfor særlig vigtige, og de har kastet nyt lys over mange sider af vikingetidens og den tidlige middelalders historie - en tid, hvor alle former for sejlads spillede en afgørende rolle for samfundets organisering, byernes opkomst, handel og ufred. Det har krævet en forskningsindsats igennem årtier at nå så langt, og resultaterne er indhøstet i en vekselvirkning med andre forskere og fund.
Skuldelevskibene er vel nok det bedst kendte skibsfund fra Danmark. Men det er langt fra det eneste fund af betydning. Siden 1960erne er en lang række skibe fra vikingetid og frem til nyere tid blevet undersøgt, og Danmark råder i dag over en af de største og mest varierede samlinger af arkæologiske fartøjer i Europa. De fleste af disse fund er bevaret på fundstedet, under konservering eller i magasin, men de hidtidige analyser viser materialets rigdom og betydning for både dansk og europæisk historie, og i mange tilfælde kan de skriftlige kilder sætte navn på de skæbner, der ramtes af forlis.
Det var derfor lykkeligt, at Danmarks Grundforskningsfond i perioden 1993-2003 afsatte betydelige midler til oprettelse og drift af Marinarkæologisk Forskningscenter under Nationalmuseet, placeret i Roskilde i et nært symbiotisk samvirke med Vikingeskibsmuseet. I disse ti år blev der spillet på alle tangenter inden for marinarkæologien: skibet som symbol, skibet som spejl af periodens teknologiske stade, besejling og bebyggelse, militærorganisation mv. Ældre fund (Hjortspring og Ladby) blev taget op til ny vurdering, og nye udgravninger gennemført i Nydam og andetsteds. Også bronzealderens billedverden og stenalderbopladserne på havbunden blev taget op, og udvikling af metoder til at beskytte og konservere fundene på fundstedet eller efter optagning blev prioriteret højt.
Ekspertisen er efterspurgt
Med en international stab fik Danmark i denne periode en placering som et fyrtårn inden for dette forskningsfelt. Der kom et sådant fokus på Danmark, at vores ekspertise blev stærkt efterspurgt i andre lande: Blandt andre Norge, Sverige, Tyskland, Holland, England, Spanien og Italien. Kildematerialet var imidlertid langt fra udtømt, ej heller var alle resultater publiceret, da centerperioden udløb i 2003.
Siden 2003 har Nationalmuseet især satset på at videreføre arbejdet med bevaring. Vikingeskibsmuseet har haft mulighed for at fastholde andre af forskningscenterets medarbejdere, og har inden for de seneste år gennemført flere internationale forskningsseminarer og har i øvrigt fortsat den eksperimentelle udforskning af fortidens skibe og håndværk, der krones af den omtalte sejlads med det irske langskib. Samtidig udfører (enkelte) andre danske museer marinarkæologiske undersøgelser, og senest har Syddansk Universitet oprettet en uddannelse i marinarkæologi. Ikke desto mindre er det et faktum, at det økonomiske fundament for den marinarkæologiske forskning er svækket væsentligt. Indsatsen hviler nu primært på skiftende fondsbevillinger, og på disse vilkår er det mildt sagt svært at fastholde ekspertisen i det lille specialiserede fagmiljø.
Danmark har alle muligheder for igen at blive internationalt førende inden for marinarkæologien, og for at bidrage væsentligt til forståelsen af dansk og europæisk historie gennem udforskning af de velbevarede marinarkæologiske fund. Potentialet til et dansk fyrtårn i forskningen er dermed tilstede, og får vi midler dertil, brænder vi for at indløse forventningen.