Det genskabte skib

Der er to måder at genskabe fortidens genstande på. De kan kopieres eller rekonstrueres. En kopi af et skibsvrag viser, hvordan det så ud, da man fandt det. En rekonstruktion er et bud på, hvordan skibet så ud, da det blev bygget. Det sidste er det mest krævende, og udfordrer også i højere grad vores syn på fortiden. På Vikingeskibsmuseet blev der i perioden 2000-2004 bygget en rekonstruktion af langskibet Skuldelev 2, Havhingsten fra Glendalough, takket være en donation fra Tuborgfondet.

Langskibet 'Havhingsten fra Glendalough' roes af 60 mand.

Bygningen af vikingetidens langskibe var en større affære. Det må have involveret de fleste familier i området at tilvejebringe og bearbejde de mange materialer, der skulle til. Arbejdet spredte sig ud i hele landskabet, og det har krævet god og effektiv organisation at få alle ender til at mødes på byggepladsen.

 

Olav Trygvessons saga fortæller, at mange mennesker deltog i byggeriet af Ormen Lange. Bygmesteren havde det overordnede ansvar. Under sig havde han en stævnsmed, der havde ansvar for stævn og køl, mens skibssmedene stod for bygningen af skibet. I sagaen omtales også dem, der fældede træ, plankehuggere og glathuggere samt dem, der flyttede tømmer og der slog søm i.

 

Ormen Lange blev bygget på en vinter. Vikingeskibsmuseet brugte ca. 27.000 effektive arbejdstimer på bygningen af skroget til Skuldelev 2 rekonstruktionen. Hvis vi kalkulerer med en bygmester, 10 “skibssmede” - som med rimelighed kan arbejde på skibet samtidig - og de omtalte medhjælpere, ville skibet kunne bygges på 7 måneder. Sideløbende måtte der produceres tjære, tovværk, sejl osv.

 

Det krævede magt og rigdom at bygge, udruste og bemande et langskib. De skibe, vi kender fra kilderne, blev alle bygget på kongens bud eller af stormænd. Udrustningen stod ikke tilbage i værdi for selve skibet. Sværd, skjolde, langbuer, pile, hjelme, økser og ringbrynjer skulle ombord sammen med proviant, drikkevarer, tæpper, telte og personligt udstyr. De fleste kom formentlig med eget våbenudstyr, men i princippet involverede udrustningen af skibet våbensmeden, buemageren, bødkeren, bryggeren, slagteren, fiskeren og væveren. Og ikke mindst alle de familier, der skulle stille en våbenfør mand.

Havhingsten fra Glendalough

Det at genskabe et skib rejser en lang række spørgsmål. Vi bevæger os rundt om teknologi- og håndværkshistorie, ressourcer, materialeegenskaber og landskabshistorie, organisation og tradition. I lange perioder bringer undersøgelsen skibet langt ind i skoven. Men perspektivet er naturligvis at sætte det på vandet og afprøve dets sejlegenskaber under realistiske forhold.

 

Sejladsforsøg med andre rekonstruktioner har for længst bekræftet, hvad sagaerne og andre skriftlige kilder fortæller os: Vikingernes skibe var sødygtige i de farvandsområder, de var skabt til. Sejlegenskaberne var gode; skibene kunne sejle op mod vinden, og krigsskibene kunne tage årerne til hjælp i vindstille og modvind.

 

I 2007 skal rekonstruktionen af Skuldelev 2 sejle fra Roskilde til Dublin, hvor det originale skib blev bygget i 1042. Målet er at afprøve og dokumentere skibets sødygtighed og manøvreevne på åbent hav og langs kysten. Samtidig vil vi undersøge den organisation, de færdigheder og de praktiske arrangementer, der var nødvendige for skibets og besætningens funktion under roning, under sejl og i land.

 

Langskibet var blandt de vigtigste transport- og kommunikationsmidler, der var til rådighed for vikingetidens konger og stormænd. En belysning af skibets manøvreevne og fartpotentiale under forskellige forhold vil dermed også belyse vilkårene for at opretholde kontakten mellem vikingernes kongedømmer rundt om Nordsøen og Det irske Hav.

 

Forventningerne til skibets fart er på forhånd store. Det slanke, smidige skib med den lange vandlinie er bygget til fart. Det er fuldblod på havet.