Historier fra lokale

I samarbejde med Roskilde Avis har vi efterlyst gode historier fra lokale borgere - minder fra fjorden, fortællinger om besøg ved udgravningen og oplevelser fra museets første år.

Læs de indsendte historier her:

Peberrenden, september 1962 af Jørgen Kjær, Jyllinge

I slutningen af udgravningen fandt vi ud af, at der skulle nedsættes en sidste øl inden omsen. Det skulle gøres med maner. Der blev skrevet en seddel og lagt i plastslange med den 'sidste øl', og svejst i begge ender. Det blev gentaget flere gange, så vi har sikre på, at den var vandtæt. Posen blev sat i den dybe del af udgravningen og nogle store sten rullet ned, så de dannede et lille gravmonument.
Under den rullen med store sten - vi var 2- 3 stykker til at skubbe - fik jeg ikke flyttet min langefinger, så den var imellem, da to sten stødte sammen med et knald. Neglen pegede vinkelret ud fra fingeren og blodet løb. Jeg blev slæbt op på Ole Crumlins kontor og sat på et stol, med det resultat, at de bagerste ben på stolen brækkede (de andre sagde, at jeg besvimede). Jeg vågnede op nede på gulvet, fik en kop af noget på omkring 40% (fra Skotland) både indvortes og på fingeren, en forbinding og så ned i udgravningen igen.

Den sidste øl inden omsen står stadig midt i det gamle udgravningsfelt, og neglen på min finger har siden været tynd og knækker let.

 

Jeg fandt noget spændende af Bjarne Lindegaard, Snekkerup

Som barn sejlede jeg meget i Roskilde Fjorden. Min morfar havde en motorbåd og i weekenderne, hele sommerhalvåret, sejlede vi fjorden tynd. Vi lagde til kaj i de små havne eller med anker i de mange skønne bugter langs fjorden. Min far og jeg stangede ål fra den jolle vi havde på slæb eller strøg rejer, når det var sæson for det. Vi havde et utroligt sammenhold i familien. I skumringen sad vi i agterenden og pillede rejer.
Jeg var ca. 9 år gammel da vi en sommerdag lagde til kaj i den lille Skuldelev havn. Det var varmt og havblik, så jeg sejlede om på nordsiden af Skuldelev nær Peberrenden for at stryge rejer. Jeg vidste fra tidligere, at der var et område med store sten og blæretang - et godt sted at fange rejer. Det lykkedes mig også at redde aftensmaden!
På vej hen til jollen, der lå for anker, nærmest faldt jeg over noget, der ved nærmere øjesyn viste sig at være stævnen fra en båd eller jolle. Jeg flyttede nogle sten og da det uklare vand havde lagt sig, så jeg en form for slange eller dragehoved rage op. Jeg tog bestik af stedet og roede over til Ninon, som den 7 tons tunge motorbåd hed.
Jeg fortalte, hvad jeg havde fundet og sagde, at jeg godt kunne bruge den som knage i mit værelse. Fjorden dage senere besøgte vi atter stedet, denne gang havde jeg medbragt en sav. Det var særligt lavvande og derfor ikke noget problem at få 'trofæet' med hjem. Min morfar monterede det på en plade og det kom op på væggen. Jeg havde nu en flot atypisk knage til mit revolverbælte og røde cowboyhat.
Efter nogle år ændrede jeg interiøret i værelset og knagen blev, sammen med andre ting, anbragt på loftet. her opbevarede jeg aflagt legetøj mv. Der var efterhånden blevet lidt rodet på loftet, så min morfar bad mig flere gange om at rydde op. Det er jo ikke det mest spændende arbejde, så det trak ud. Da jeg en dag kom hjem fra skole
konstaterede jeg, at morfar havde fået en til at tømme hele loftet. På det tidspunkt var det ikke den store ulykke; det var jo ikke ting jeg brugte mere.

Et par år senere hørte jeg om fundet af vikingeskibene i Peberrenden og pludselig gik det op for mig, at den afsavede stævn ikke stammede fra en hjemmelavet jolle/båd, som jeg havde troet, men fra et vikingeskib. Hele familien ærgrede sig over, at det var røget ud af huset.
Senere i livet er det gået op for mig, at det var et stykke kulturhistorie, der gik tabt. I dag erkender jeg, at det er en pinlig historie. Det er imidlertid på opfordring af familie og venner, der har læst avisartiklen, at jeg nu, som 68-årig skriver denne gamle historie. Ja, man kan vel sige den ældste, der omhandler vikingeskibene.

 

 

Besøg i Brede af Karsten Krabbe, Roskilde

Som gymnasieelev på den gamle Roskilde Katedralskole ved Domkirken var vores klasse på tur til kunstmuseet Louisiana, hvorfra vi gik gennem Dyrehaven til Brede (Nationalmuseets Bevaringsafdeling).
Vores klasselærer Michael hauser havde fortalt os, at det var en tur på 12 kilometer - det grinede vi meget af, for det troede vi ikke på. Men ak og ve, det var sandt! 
I Brede var der i grunden ikke så meget at se - og alligevel var det på sin vis nærmest et historisk besøg. Inde i nogle lagerbygninger så vi på nogle store kar, hvor der lå tykke skibsplanker og svømmede rundt. Det var de fundne skibsplanker fra Skuldelev, der lå i et særligt bad, hvor de blev hærdet med en plastikmasse, så de senere kunne modstå almindelig luft unden at gå til grunde. 'Vandet' i karrene var også opvarmet.
jeg synes også, at jeg kan mindes, at der lå andre planker i nogle lange gennemsigtige plastikposer, som var lukket til i enderne. Året har sikkert været 1967 eller 68.

I grunden var der jo ikke så meget at se. Blot nogle træplanker i et stort kar med væske. Men det giver alligevel en ekstra dimension, når man idag 40 år senere besøger Vikingeskibsmuseet og ser de flotte skibe. Man kan godt fornemme, at der er en plastikhinde over plankerne.
Vikingeskibsmuseet selv gjorde vi os ikke de store tanker om dengang. For det åbnede jo først det år vi blev studenter i 1969, og Roskilde Katedralskole var flyttet ud på 'landet' med lærkesang og åbne marker hele vejen ud mod Svogerslev.

 

En lille historie om mit møde med Vikingeskibsmuseet i 70'erne af Claus Hansen, Kbh. NV

Jeg var en skoledreng på 14, som havde kastet min interesse på historie og arkæologi. Interessen medførte, at jeg efter skoletid og i weekender var kustode på det lokale museum i Grindsted i Midtjylland.
På museet kom der, med jævne mellemrum, en konservator fra - tror jeg - Ribe. Han tilså samlingen af især jydepotter. Denne konservator syntes, at det var sjovt med denne dreng, der var så optaget af arkæologi, og da han hørte, at jeg skulle på sommerferie i bla. Roskilde tilbød han, at kontakte den daværende direktør for Vikingeskibsmuseet Ole Crumlin og introducere mig.
Jeg skulle på en aftalt dag møde op og fortælle, hvem jeg var. Så ville der blive taget hånd om mig. Som aftalt mødte jeg op ved skranken, og der blev ringet op til Ole Crumlin, der kort efter kom og tog imid mig. Derefter blev jeg vist rundt i udstillingen og fik en fantastisk fortælling om fundet af vikingeskibene og udgravningen af dem. Vi kom også 'om bagved' og så værkstederne, hvor man dengang var i gang med at konserverer skibene.
Afslutningen på denne fantastiske rundvisning var, at jeg fik en lille forseglet plastikpose med et stykke vikingeskib på størrelse med en 2-krone. Ole Crumlin mente godt, at danmarkshistorien kunne overleve med dette stykke i privateje i Grindsted.

Desværre fik min nysgerrighed mit til år senere at åbne posen, for at røre ved 'historien'. Resultatet var, at min del af historien smuldrede totalt og blev til støv. UNDSKYLD!!!