Kommentarer fra Skrivebordet

Skuldelevfundet omfatter fem vikingeskibe, der repræsenterer fem forskellige skibstyper. Tilsammen giver de et mangfoldigt indtryk af vikingetidens skibsbygningskunst, søfart, handel, forsvar og krigsfærd. 

I anledning af 50-året for udgravningen af Skuldelevskibene har vi stillet en række eksperter indenfor vikingetids historie, arkæologi og søfart spørgsmålet:
"Hvad har fundet af Skuldelevskibene betydet for vores viden om vikingetiden?"


Læs svarene her:

Anton Englert, museumsinspektør ph.d. og forskningskoordinator, Vikingeskibsmuseet

Skuldelevskibene er et nøglefund til forståelsen af samfundets transportbehov og specialisering i senvikingetiden. Ved et, for os, heldigt tilfælde blev der i Skuldelevspærringen sænket skibe, der repræsenterer to byggemåder (i løvtræ og i nåletræ), tre oprindelsesområder (Danmark, Norge og Irland) og fem forskellige transportbehov (fiskeri og andre daglige ærinder, korte og længere handelsrejser, lokalt forsvar og overregional magtudøvelse). De fem skibe giver vidnesbyrd om et internationalt orienteret samfund, der samtidigt var begyndt med en arbejdsdeling i fiskere, bønder, håndværkere, købmænd og stormænd - en arbejdsdeling, der kendetegner det efterfølgende middelalderlige danske kongerige med Roskilde som et vigtigt verdsligt og gejstligt centrum".

Arne Emil Christensen, arkæolog og tidligere leder af Vikingskipshuset i Oslo, Norge

Før utgravningen av Skuldelevskipene var vikingskip ensbetydende med de tre norske skipene fra Oseberg, Gokstad og Tune.  De er alle fra den tidlige delen av vikingtiden og ser ut til å representere samme skipstype, antakelig universalskip, brukbare til krigstokt, handel med lite plasskrevende luksusvarer eller kolonisasjonsferder til Vesterhavsøyene og Island. Med Skuldelevfunnet fikk vi skip fra sen vikingtid, eksempler på flere skipstyper til mer spesialisert virksomhet, det være seg handel eller krig.  Det var det umiddelbare resultat. At skipene fikk sitt eget museum, og etter hvert en stor og mangfoldig organisasjon rundt museet har ført til positive ringvirkninger på mange plan, og her er det på sin plass å fremheve Ole Crumlin-Pedersens virksomhet. Ikke bare hans egen forskning, men det vi kan kalle hans vitenskapelig gründervirksomhet. Den forskningsvirksomhet som har vært drevet i 50 år, med «Det etterliknende eksperiment» som en viktig nyskapning,  har gitt ny konkret kunnskap om vikingtidens båtbygging, seilmakeri og seilas, og lagt grunnen for mange nye tanker om vikingtidens samfunn. Samtidig har formidlingsvirksomheten  gitt de nye kunnskapene videre til en lang rekke mennesker. De første 50 år har plassert Skuldelevskipene og Vikingeskibsmuseet på toppen av listen over nyskapende forskningsinstitusjoner. Jeg er ikke i tvil om at skipene og miljøet rundt dem vil fortsette å bidra med ny viten i de neste 50.

Claus von Carnap-Bornheim, Professor, Dr. Direktør for Archäologisches Landesmuseum, Schloss-Gottorf i Slesvig, Tyskland.

Det er helt uden tvivl: Skibene [her er ment skibe i det hele taget] er den forhistoriske arkæologis dronninger i Skandinavien og derudover i hele Europa.
Hvorfor? Skibsfundenes udsagnspotentiale er enormt. Vi iagttager teknisk excellence, social interaktion og den effektive erobring af havet som et landskab, der ellers er lukket for mennesker grundet deres biologi. Disse potentialer kan dog kun udnyttes, når de behandles med videnskabelige og museale midler. Og her er den yngste historie af Skuldelevvragene vejvisende, fordi det lykkedes Vikingeskibsmuseet i Roskilde at bearbejde disse fund på ligefrem paradigmatisk vis. Her er vragene blevet udforsket og præsenteret på en fremragende måde. Dermed er museet i Roskilde gået en helt særlig og enestående vej. Vikingeskibsmuseet forbinder forskningen ved selve genstanden med en eksperimentalarkæologisk tilgang, især med spektakulære fuldskalarekonstruktioner. Samtidig betragtes arbejdet med disse fartøjer som et middel til bevaringen af en kulturarv, der rækker fra vikingetiden langt ind i vor tid, så at sige fra ”Havhingsten” til folkebåden. Dette er et enestående bidrag til den europæiske forskningskultur, og dermed er skibene fra Skuldelev ikke kun af afgørende betydning for vikingetidens fortolkning, men for hele Nordeuropas og verdens fælles kulturarv.

Else Roesdahl, Professor, Aarhus Universitet, forhistorisk arkæologi

Skuldelevskibene gav os fem forskellige vikingeskibe med hver sin fascinerende historie. De gav os også et museum, hvor skibene blev synlige, og værksteder, hvor man kom tæt på teknologien. Vi fik kopier af alle skibene, så man kunne opleve at sejle med skibe fra vikingetiden og samtidig få konkret viden om deres sejlegenskaber.

De gav et flot og frisk pust til vikingetiden. Skuldelevskibene blev udgangspunkt for et vibrerende marinarkæologisk forskningscenter i verdensklasse, som efterhånden også dækkede de forhistoriske perioder og middelalderen, og som har ydet bistand til mange undersøgelser andetsteds i verden. Her var en usædvanlig vellykket symbiose mellem forskning, praksis og eksperimentel arkæologi, som igen gav inspiration til marinarkæologisk forskning, uddannelse og formidling andetsteds i verden. Det blev en vigtig sidegevinst, at Skuldelevskibene, som i sin tid blev sænket for at skabe en søspærring til forsvar for Roskilde, gav ny opmærksomhed mod denne type af militære anlæg. Skuldelevskibene blev udgravet på tidspunkt, hvor den generelle interesse for vikingetiden var voksende, og de bidrog hertil. De fem skibe viste sig at være bygget vidt forskellige steder: i Danmark, i Vestnorge og i Irland, og den vidtfavnende forskning omkring dem gav helt ny indsigt i vikingetiden – dens krigsførelse, handel, rejser, teknologier, ressourcer, dynamik og internationale forbindelser. Skuldelevskibene og skibe i det hele taget blev på nye måder integreret i perioden. En fornem række af videnskabelige publikationer gjorde rede for grundlaget, og de blev fulgt op af alle former for formidling. Skuldelevskibene er blevet en del af den danske kulturarv. Ole Crumlin-Pedersens navn er uløseligt forbundet med dem, med udviklingen af dansk marinarkæologi og med Vikingeskibsmuseet i Roskilde.  Nu har nye generationer taget over, og i år fylder Vikingeskibsmuseet 50 år. Varmt tillykke og alle gode ønsker for fremtiden!

Jerzy Litwin, Direktør, Polish Maritime Museum i Gdansk, Polen.

Opdagelsen og den succesrige udforskning af vragområdet nær Skuldelev, hvor fem vikingetids skibe blev fundet samt den efterfølgende forskning, konservering og udstilling af vragene, bidrog med inspiration til skibshistorikeres og museumsspecialisters vigtige aktiviteter - ikke bare i Danmark, men også i mange andre lande. Det mest værdifulde resultat blev uden tvivl den øgede viden om den sene vikingetids skibsbygning og skibsfart.
En anden kilde til inspiration for museumsspecialister og skibshistorikere var den hurtige udvikling af Vikingeskibshallen i Roskilde, en filial af Nationalmuseet i København. Til trods for en tilsyneladende begrænsning i specialiseringen, blev denne institution hurtigt et verdensførende forskningscenter inden for skibsbygningshistorie og eksperimentalarkæologi, takket være omfattende studier i oldtidens skibsbygning (også i forhold til ikke-europæiske teknikker) ledet af Ole Crumlin-Pedersen, der var en fremragende ekspert på området. Resultatet af studierne er publiceret internationalt og har inspireret forskere i mange lande til at følge eksemplet. Roskilde blev også et vigtigt center for udviklingen af eksperimentalarkæologi. Byggeriet af rekonstruktionerne af Skuldelevskibene var ikke alene et fantastisk reklamefremstød, men også en måde at udvide kendskabet til skibsbygning og skibsfart i vikingetiden.
En større bedrift i de første 30 år af Vikingeskibsmuseets aktiviteter var etableringen af Nationalmuseets marinarkæologiske forskningscenter og marinarkæologiske undersøgelser finansieret af Danmarks grundforskningsfond. De to institutioners aktiviteter, der fandt sted fra 1993-2003, fik stor betydning. Set i bakspejlet kan man roligt sige, at det var en gylden tid for udviklingen af studier i skibsbygningens- og skibsfartens historie. Forskere fra forskellige lande husker uden tvivl med stor glæde tilbage på den gæstfrihed, de oplevede under deres besøg på forskningscenteret. Den viden, de opnåede her, blev taget med hjem og fik, på verdensplan, indflydelse på udviklingen af marinarkæologien og sat fokus på videnskabens hovedformål – gamle skibsvrag.
Fundet af Skuldelevskibene og aktiviteterne under Vikingeskibsmuseets første direktør, Ole Crumlin-Pedersen blev værdsat og blev - så meget som det dengang var muligt – fulgt i Polen. Allerede en autoritet indenfor vikingetidens skibsbygning, besøgte Ole Crumlin-Pedersen Polen i 1964, hvor han vurderede skibsvragene fundet i 1933-34 og fastslog deres slaviske oprindelse. Det var en yderst vigtig konklusion, set i lyset af gentagne påstande om skibenes nordiske eller tyske oprindelse. Fremført siden fundet. Det er i dag en ubestridt kendsgerning, at skibsvrag, dateret til 9 – 13. århundrede og fundet langs sydkysten af det Baltiske hav, fra Hedeby til Gdańsk, er rester af slaviske skibe.
Specialister fra Polish Maritime Museum, især de med interesse i at studere skibsbygning, har gennem de sidste 40 år ofte besøgt Roskilde. Ikke bare for at deltage i konferencer og seminarer, men også med henblik på længere studieophold. Takket være finansiering fra den danske regering har flere medarbejdere fra Polish Maritime Museum (inklusive undertegnede), inviteret af Vikingeskibsmuseets direktører gennem tiden gennemført undersøgelser på denne kendte institution. Disse besøg har både ført til medarbejdernes personlig udvikling og  udvikling af museologien på Polish Maritime Museum, især inden for marinarkæologi og konservering af genstande fundet i våde omgivelser.
Som et eksempel på inspiration hentet fra Vikingeskibsmuseets aktiviteter står Polish Maritime Museum’s etablering af det marinarkæologiske museum i Puck (en by ved Gdańsk-bugten). I området omkring Puck er der fundet flere skibsvrag fra vikingetiden, foruden et vrag, der indeholder to skibsbygningsteknikker – slavisk og skandinavisk. Vraget (P-2) er et bevis for kontakt mellem vikingetidens to skibsbygningstraditioner. I dag, hvor Ole Crumlin-Pedersen ikke længere er iblandt os, og to centre for studier af oldtidens skibsbygning er lukket forventes det, at mesterens elever vil fortsætte med at udvide Vikingeskibsmuseet – og, at flere skibsvrag, inklusiv de fundet ved konstruktion af museumshavnen, afventer rekonstruktion. Videnskabelige studier af disse skibe vil uden tvivl udvide vores kendskab til middelalderens skibsbygning og demonstrere nødvendigheden af en yderligere udvidelse af Vikingeskibsmuseet – institutionen skabt til Skuldelevskibene.

Niels Lund, Professor Dr. Phil, Københavns Universitet, Saxo-Instituttet, Historie

Da jeg for over halvtreds år siden begyndte at studere på vikingetid, lærte man, at der var én, universel type vikingeskib: Gokstadskibet. Med Skuldelevfundet fik man pludselig forskellige typer til forskellig brug, store og små handelsskibe, store og små krigsskibe og måske en fiskerbåd eller færge. Det betød, at vi måtte til at gentænke påstande som den, at vikingerne den ene dag optrådte som fredelige handelsmænd, den næste som pirater. Skibe som Skuldelev 2 og Skuldelev 5 har man ikke transporteret meget gods i for at sælge det langt fra fædrelandet, og skibe som Skuldelev 1 og Skuldelev 3 har man ikke styret op ad Seine for at gå på rov i Paris, eller sejlet til Lindisfarne for at trampe på relikvier eller hugge det guld, munkene havde til at udsmykke deres fine manuskripter med. Dendrodateringerne har ganske vist betydet, at Skuldelevfundene fortrinsvis belyser skibene i det 11. århundrede; vi har ikke tilsvarende fund af dagligdags skibe fra 9. eller 10. århundrede. Det er imidlertid absence of evidence, ikke evidence of absence.

Tilbage til toppen...