Vikingetidens mennesker

Vikingernes grave og gravgaver har givet os et godt billede af hvordan vikingerne så ud.

De mangeartede fund af skeletter og genstande fra vikingetiden er grunden til at vi i dag har et godt billede af hvordan vikingernes krop så ud.
Bevarede skeletter viser, at de i gennemsnit var 8-10 cm lavere end vi er i dag og de blev sjældent mere end 35-50 år gamle. Kvinderne blev ofte lidt ældre end mændene. Sådan er det også i dag.

Slidgigt var almindeligt, og mange havde slidte eller manglende tænder. Huller i tænderne var til gengæld ualmindeligt, da man ikke spiste så meget sukker. Kun få skeletter har spor af overfald og vold.

Enkelte genstandsfund fra vikingetiden forestiller mennesker, der er så detaljerede, at de kan fortælle noget om vikingernes hår og tøj. Det gælder bl.a. små bronze- og sølvfigurer samt billedtæpper, der portrætterer kvinder med smukt opsat hår og lange kjoler. Mændene er vist med velplejet hår, overskæg og eventuelt hageskæg.

Vikingernes beklædning

De arkæologiske fund kan desværre kun berette om de riges beklædning, fordi der har været bedre bevaringsforhold i de riges grave og flere gravgaver.
Størstedelen af de bevarede stofrester er tilsyneladende fremstillet af groftvævet uld. Der forekommer også fint vævet kamgarnsstof, og man importerede silke der blev brugt til halstørklæder og huer.

Der er bevaret talrige textilstykker fra Dublin og undersøgelser har vist, at der ofte var tale om eksotiske stoffer af høj kvalitet, blandt andet mønstrede silkestoffer og guldsnore.

Der er fundet redskaber der har været brugt til fremstilling og syning af tøj. Det er blandt andet, tene, spindler, sakse og nåle. De eneste bevarede vævedele er vævelodder af sten.

Tøjet kunne være kjoler, kofter, bukser og kapper af uld og hør, nogle gange pyntet med bånd og pelsværk. Sko og støvler samt "regntøj" blev lavet af læder. De rige vikinger farvede tøjet i stærke farver.

Bearbejdning af uld fra får og geder var et vigtigt arbejde, og redskaberne, der blev anvendt til at spinde, væve og sy er fundet i stort antal. Læder blev anvendt til eksempelvis sko, hatte, skeder til sværd og knive.
 

Vikingemandens tøj

Mandens tøj var en kofte, bukser og kappe. En kofte minder om en langærmet skjorte som går helt ned til knæene. Over skulderen bar manden en kappe, som blev lukket med et spænde. På fødderne havde manden lædersko eller støvler.

Om vinteren gik de med en hue, som var lavet af stof eller skind.

Vikingekvindens tøj

Kvinderne gik med en kjole der blev holdt oppe af to korte stropper foran og to længere på bagsiden af kjole. Stropperne blev samlet foran med store skålspænder der sad fast ved hjælp af en nål på bagsiden. Imellem skålspænderne kunne kvinderne bære flotte halskæder med perler af rav, sølv, ben eller glas i forskellige farver.

På fødderne havde hun lædersko.

Pynt

Vikingerne må have været interesseret i deres hår, for et af de hyppigste fund fra vikingetiden er kamme af træ eller ben.
Både mænd og kvinder pyntede sig med smykker: Brocher, armbånd, halskæder og halsringe er især karakteristiske for Skandinavien, men også importeret glas blev brugt til perlehalskæder.

Mange af de ringspænder, som især mænd bar på højre skulder for at holde kappen sammen, er inspirerede af irske spænder og udformet af vikinger i Norge og på de Britiske Øer.

Gevir og ben blev  brugt til knivskafter, kamme, spillebrikker, hårspænder, bæltespænder, pyntelister på æsker samt skeer.
Man lavede skøjter af benknogler fra heste.
Hvalknogler blev brugt til at lave klemmer med, og smykkevedhæng blev lavet af hvalrostand.
Man smykkede sig også med amuletter og vedhæng udformet som Thors hammer af gevir og træ.
Fingerringe blev fremstillet af rav, fossilt kul, kobberlegeringer, sølv og guld.

Krigeren bar ud over sit tøj våben. Det kunne bestå af økse, sværd, hjelm, spyd, lanse og et rundt skjold. Jern var dyrt i vikingetiden, og det var langt fra alle, der havde fuldt våbenudstyr.

Historiske Personer

I sen vikingetid, da krigsskibet Skuldelev 2 sejlede fra Dublin til Roskilde, var der flere både danske og udenlandske konger der forsøgte at få magten over England. Dette førte til store kampe og interne magtkampe, de forskellige konger imellem. I vikingetiden var man kun konge sålænge ens modstandere lod en leve, og ikke. Derfor blev mange af vikingetidens konger slået ihjel af modstandere og regerede ikke særlig længe.

Her kan du læse mere om de forskellige konger og andre historiske personer, der satte et stort præg på vikingetidens Danmark og England.

Kongerne er opdelt efter hvornår de er født, og ikke hvornår de regerede.

Konger

- konge af Danmark (1018-1035), England (1016-1035) og Norge (1028-1030).

Knud var søn af kong Svend Tveskæg (960–1014) og deltog allerede som ganske ung i faderens vikingetogter i England. Efter Svends død i 1014 blev Knud tilbage i England som leder af den danske hær, men måtte dog flygte tilbage til Danmark, hvor hans bror, Harald lige var blevet kronet. Harald hjalp Knud med at samle en kæmpe flåde som han kan generobre England med. Så i 1015 sejler Knud til England med en flåde på 160 skibe og flere tusind krigere. To år sene ved den engelske kong Æthelreds død, blev han konge over England.

Imens var hans bror Harald II konge af Danmark, men da han døde i 1018, blev Knud også kronet til konge af Danmark. Han formåede at beholde magten i begge lande og i en periode kontrollere han også dele af Norge og Sverige. Ved Knuds død i 1035 overgik den danske trone til sønnen Hardeknud og den engelske til sønnen Harald Harefod, som regerede England indtil 1040.

Født: 996
Død: 1035
Begravet: Winchester Cathedral
Konge:  Danmark 1018 - 1035, England 1016 - 1035, Norge 1028 - 1030 
Forældre: Svend Tveskæg og Gunhild
Ægtefælle: Emma af Normandiet
Børn: Svend Alfivasen (med Ælgifu), Harald Harefod (med Ælgifu), Hardeknud (med Emma) og Gunhild (med Emma)

- konge af England 1042-1066.

Edward var søn af den normanniske Emma og den angelsaksiske konge Æthelred. Edward, blev som ganske ung sendt til Normandiet efter at den danske konge, Knud den Store havde overtaget hans fars kongemagt og giftet sig med hans mor. Efter næsten 30 år i eksil vendte Edward hjem til England, hvor han i 1042 blev kronet som konge af England. Edward var gift med Edith fra den magtfulde Godwin slægt, men de fik ingen børn, og den engelske trone blev derfor givet til Ediths bror Harold Godwinson, da Edward døde i 1066.

Men overdragelsen af den engelske trone til Harold Godwinson gav problemer. Edwards mange år i Normandiet kom til at præge hans styre, og han blev kendt for at tale mere fransk end engelsk, for at omgive sig mest med franske rådgivere, og for at bruge normanniske tropper i England. Det kan måske være årsagen til, at Vilhelm Erobreren ved Edwards død i 1066 påstod, at han var blevet lovet den engelske trone af Edward.

Født: 1003
Død: 1066
Begravet: Westminster Abbey
Konge: 1040 - 1066
Forældre: Ethelred den Rådvilde og Emma
Ægtefælle: Edith af Godwin slægten

- konge af Norge 1046-1066

Harald Hårderåde kaldes gerne for "den sidste rigtige viking" og er måske, hvad mange forstår ved en rigtig vikingekonge. Han blev født i 1015 som søn af stormanden Sigurd Syr, og han har haft krigen i blodet, fra han som 15-årig deltog i Slaget ved Stiklestad i 1030 til han døde under den norske invasion af England i 1066.

Harald udmærkede sig i Slaget ved Stiklestad, der stod mellem den danske konge Knud den Store og Haralds  egen halvbror; den senere norske kongehelgen Olav II Haraldsson (Olav den Hellige). Men da Harald var på den tabende side i slaget, måtte han flygte. 

Han rejste først til Kiev, hvor han fandt beskyttelse hos fyrst Jaroslav; en efterkommer af de vikinger, der bosatte sig ved Kiev. Så til Konstantinopel, hvor han kæmpede i den såkaldte varæger-garde. Det var en eliteenhed i den byzantinske hær, som bestod af vikinger, englændere og normannere. Han nåede vidt omkring og kæmpede i Middelhavet, Lilleasien, Sicilien, det Hellige Land, Bulgarien og i selve Konstantinopel.

Rig på kamperfaring og penge vendte han tilbage til Skandinavien i 1046, hvor han hurtigt blev en del af de hjemlige forviklinger. Her kæmpede den norsk-danske konge Magnus den Gode mod den danske jarl Svend Estridsen. Harald og Svend slog sig sammen, men da Magnus tilbød Harald at blive medkonge, svigtede han Svend.

Kort efter, i 1047, døde Magnus. Muligvis af de kvæstelser han pådrog sig, da han forfulgte Svend efter et slag på Sjælland og efter sigende faldt af hesten. Magnus gav Norge til Harald og Danmark til Svend.

Harald og Svend mødtes mange gange i kamp, de følgende år; både til lands og til vands. Harald plyndrede og brændte Hedeby i 1049, ligesom han hærgede mange andre steder i Danmark. Skuldelev-spærringen over Roskilde Fjord, hvis første del menes at være fra ca. 1060, tolkes ofte som et forsøg på at sikre Roskilde mod Haralds overraskelsesangreb. Selvom meget af Haralds hærgen virkede planløs, var han nok for stor en strateg til blot at tage på tilfældige plyndringstogter. Måske var formålet at vise, hvordan Svend ikke kunne beskytte sine kyster, og dermed fjerne danskernes støtte til ham. 

På trods af at Svend Estridsen tabte stort set alle slag mellem ham og Harald, lykkedes det ham at holde på magten, og de indgik forlig i 1062 eller kort derefter. Krigerkongen Harald må have indset, at han skulle finde nye jagtmarker, og efter Edward Bekenderens død i starten af 1066 invaderede Harald England. Her døde han dog samme efterår i Slaget ved Stamford Bridge mod den nye engelske konge, Harold Godwinson.

Født: 1015
Død: 1066
Begravet: Elgester Kloster, som nu er nedlagt. 
Konge: 1046-1066
Forældre: Sigurd Syr og Ästa Gudbrandsdatter
Ægtefælle: Ellisiv af Kiel, Tora Torbergsdatter
Børn: Olav Kyrre (med Tora), Magnus Haraldsson (med Tora), Maria Haraldsdatter (med Ellisiv), Ingegerd Haralsdatter (med Ellisiv)

- konge af Danmark 1047-74.

Svend (1020-1074) var søn af kong Knud den Stores søster Estrid og hendes norske mand Ulf Jarl. Da den norske konge Magnus blev dansk konge i 1042 blev Svend udnævnt til jarl; ligesom hans far, Ulf Jarl havde været det under Knud den Store. I 1043 deltog Svend i Slaget ved Lyrskov Hede, hvor en stor vendisk invasionshær blev slået tilbage (Venderne boede i områderne ved Østersøens sydkyst). Svend vandt stor anerkendelse i slaget, og den danske hær kårede ham til konge på Viborg Ting. 

Begivenheden bragte Svend i konflikt med Magnus, og det kom til flere kampe om den danske trone. I 1047 stod et stort slag på Sjælland, hvor Svend led nederlag og måtte flygte. Magnus satte efter ham, men i jagten styrtede hans hest og Magnus døde efterfølgende af kvæstelserne. På dødslejet overlod han den norske trone til sin onkel Harald Hårderåde og den danske til Svend .

Svend måtte flere gange som dansk konge se sig udfordret af Harald Hårderåde, men ved et forlig i 1062 anerkendte de to hinanden som konger af henholdsvis Danmark og Norge.

Da den engelske konge, Edward Bekenderen, døde i 1066, så Svend sig selv som mulig efterfølger på den engelske trone. Den blev dog overtaget af Harold Godwinson som samme år blev dræbt i kamp mod Vilhelm Erobreren. Da Harold Godwinsons børn herefter kom til Roskilde for at søge hjælp hos Svend, som var deres fars fætter, valgte han i 1069 at støtte sin bror Asbjørns togt til det nordlige England.

Asbjørn tog sammen med to af Svends sønner til den dansk-venlige by York for at finde støtte til at rejse en hær imod Vilhelm. For at skræmme indbyggerne til ikke at støtte Asbjørn i et oprør, havde Vilhelm i mellemtiden brændt marker og huse af i området. Danskerne måtte opgive togtet og dermed muligheden for at erobre den engelske trone. Svend Estridsen døde i 1074 og blev begravet i Roskilde Domkirke.

Født: 1019
Død: 1076
Begravet: Roskilde Domkirke
Konge: 1047-1076
Forældre: Ulf Jarl og Estrid Svendsdatter
Ægtefælle: Gunhild Sveinsdatter, Gyda Anundsdatter, Thora Thorbergsdatter
Børn: Svend Korsfarer (med Gunhild), Knud Magnus (med Thora)
Med andre: Harald Hen (Konge af Danmark 1076-1080), Knud den Hellige (Konge af Danmark 1080-1086), Oluf Hunger (Konge af Danmark 1086-1095), Erik Ejegod (Konge af Danmark 1095-1103), Niels-(Konge af Danmark 1104-1134), Bjørn Svensen, Sigurd Svendsen, Svend Tronkræver, Benedikt Svensen, Guttorm Svendsen, Ømund Svendsen, Ulf/Ulv Svensen, Thorgils Svensen, Gundhild Svendsdatter, Ragnhild Svendsdatter, Sigrid Svendsdatter, Ingrid Svendsdatter  

- konge af England 1022-1066.

Harold (ca. 1022–1066) var søn af jarl Godwin, som fra begyndelsen af 1000-tallet havde været en af Englands ledende mænd.

Jarl Godwin var gift med Gyda som var søster til Ulf jarl. Ulf jarl var Knud den Stores svoger og stedfortræder i Danmark. Godwin havde været Knuds mest betroede mand i England, men efter Knuds død og Edward Bekenderens kroning, blev familien fordrevet fra landet og måtte søge tilflugt i Dublin. Da Edward i 1052 lod familien vende tilbage til England genvandt Godwin kongens tillid og fik sit jarledømme i Wessex tilbage.

Da jarl Godwin døde, overlod han hele sit jarledømme til sønnen Harold, og som nyt overhovedet for familien blev Harold en af Englands mægtigste mænd. Datteren Edith blev også gift med kong Edward Bekenderen.

I 1065 støttede Harold kong Edward i kampen mod oprørere fra Northumbrien. Oprøret var ledet af Harolds egen bror Tostig, der var jarl i området, og kampene endte med at Harold opfordrede kongen til at landsforvise Tostig.

Kong Edward, der igennem længere tid havde været ramt af sygdom, døde i januar 1066, og Harold, der i praksis allerede havde styret landet, påstod, at Edward havde lovet ham tronen på sit dødsleje. Allerede dagen efter Edwards død, lod han sig krone til Harold II, konge af England.

Født: 1020
Død: 1066
Begravet: Waltham Abbey Church 
Konge: 1066-1066 (5. januar til 14. oktober)
Forældre: Godwin og Gyda Thorgilsdatter
Ægtefælle: Ealdgyth, Edith the Fair
Børn: Magnus Haroldsson, Gytha Haroldsdottir, Ulf Haroldsson, Godwin Haroldsson, Edmund Haroldsson

Vilhelm (ca. 1027–1087) var søn af Robert I af Normandiet og tip-tip oldebarn af vikingehøvdingen Rollo, som i 911 ved et angreb på Frankrig og efterfølgende fredsforhandlinger blev hertug af det nordfranske område.

Efter utallige magtkampe mellem grevskaber i Frankrig blev Vilhelm selv hertug af Normandiet i 1046.

Den Angelsaksiske Krønike omtaler med meget få linier, at Vilhelm i 1051 besøgte Edward Bekenderen i England:

Jarl Vilhelm kom fra hinsides havet med stort følge af franskmænd og kongen modtog ham og så mange af hans ledsagere, som det syntes ham vel, og lod ham rejse igen.

Det skulle angiveligt være ved dette besøg, at Edward, som Vilhelm senere påstod, lovede ham Englands trone. Da den engelske trone ved Edwards død i 1066 i stedet blev givet til Harold Godwinson erklærede Vilhelm krig mod den nye konge. Bayeux Tapetet viser hvordan Vilhelm den 28. september ankom til Sydengland med en stor flåde og næsten 7000 mand. Den 14. oktober mødte den normanniske hær de engelske tropper i Slaget ved Hastings, hvor Harold Godwinson blev dræbt og Vilhelm startede sin erobring af England.

I de efterfølgende måneder plyndrede og nedbrændte Vilhelm flere byer i Sydengland og overtog herredømmet. Derfor fik han tilnavnet Erobreren. Juledag samme år blev Vilhelm kronet til konge af England i Westminster Abbey i London. Han sad på tronen til sin død i 1087.

Vilhelms halvbror Odo var Biskop i Bayeux. Kirken blev indviet i 1077 og flere kilder mener, at Bayeux Tapetet, som beskriver Slaget ved Hastings og Vilhelms indtog i England, blev udarbejdet hertil.

Født: 1027
Død: 1087
Begravet: Abbey of Saint-Etienne, Caen, Frankrig
Konge: 1066 - 1087
Forældre: Robert I og Harlette de Falaise
Ægtefælle: Matilda Of Flanders
Børn: Henrik 1. af England, Vilhelm 2. af England, Robert 2. af Normandiet, Richard af Normandiet, Cecilia af Normandiet, Adeliza af Normandiet, Adela af Normandiet

Andre historiske personer

Ansgar (ca. 800–865) var missionær for ærkebispesædet i Hamborg-Bremen, som havde Norden som missionsområde.

Der har nok været en del tyske/frankiske missionærer i Norden, men Ansgar er en af de få vi kender, især fordi der blev skrevet en såkaldt levnedsbeskrivelse om ham (en beskrivelse af hvad han har lavet og hvordan hans liv var). Man ville gerne have ham kåret til helgen efter hans død, derfor var det vigtigt at få nedskrevet hans livshistorie og alle de gerninger og bedrifter, han havde begået. Derfor skal man nok være lidt forsigtig med at tro på alt, hvad der står; måske har man overdrevet for at gøre det lettere at få ham helgenkåret.

Ansgar missionerede blandt saksere, daner og svenskere. Udover, at munkene selvfølgelig gerne ville omvende så mange som muligt til kristendommen, var det også vigtigt for den frankiske kejser at få omvendt nordboerne. Måske ville disse krigeriske naboer give færre problemer, hvis de var kristne.

Ansgars første missionsrejse var i 826, hvor han udbredte kristendommens budskab blandt saksere og muligvis danere i Sønderjylland. Men kort efter, ca. 830, rejste han til Sverige, hvor han især fik fodfæste i Birka. Ifølge Ansgars Levned omvendte han mange dér, og fik tilladelse til at bygge en kirke. Det er i så fald den første kirke i Norden.

Hjemme i Hamborg igen blev han efter et par år udnævnt til ærkebiskop over Hamborg stift, der også havde Norden som ansvarsområde. Herefter fungerede han især som diplomat, snarere end egentlig missionær, mellem den danske konge og den frankiske konge/kejser. Han fik tilladelse til at bygge kirke i både Hedeby og Ribe. 

Ved Ansgars død i sygeseng i 865, havde kristendommen ikke fået noget egentligt fodfæste i Norden. Det var først med Harald Blåtand, (konge fra 958-986) at kristendommen virkelig fik fat. 

Så når Ansgar er blevet kaldt for ”Nordens Apostel” er det nok lidt overdrevet.

Adam af Bremen (ca. 1040-1081) var en tysk munk, som var tilknyttet domkirken i Bremen. Deraf navnet. Han skrev værket De Hamburgske Ærkebispers Historie, men udover det ved man ikke meget om ham.

De Hamburgske Ærkebispers Historie er fra ca. 1070 og det er en af de vigtigste kilder til de geografiske, politiske og kirkelige forhold i Nordtyskland, Danmark og resten af Norden i perioden fra ca. 870-1070. På trods af titlen handler det om meget andet end Hamborg-Bremen Ærkebispesædes historie. Det skyldes, at Ærkebispesædet af Paven havde fået ansvaret for at udbrede den kristne tro i Norden. Derfor havde man en stor interesse for alle forhold i dette område.

Det er ikke helt sikkert, om Adam nogensinde selv rejste rundt i Danmark. Han skriver, at han brugte den danske konge Svend Estridsen som kilde. Men han kan blot have talt med Svend under kongens rejser i Sønderjylland. Udover Svend, som Adam fik masser af viden fra, har han sikkert talt med sømænd, rejsende og købmænd.

Der er mange oplysninger i værket; beskrivelser af handelsruter, beretninger om krige, om kristne og hedninger og meget andet. Men der er også ting, der er lidt mere mærkelige. For eksempel skriver han, at der i Norden bor amazoner og monstre som cynocephali – mennesker med hundehoveder. Han har næppe hørt folk fortælle, at de har set disse mennesker i Norden. Derimod kan han i meget ældre tekster - nogle så gamle som 200 f.Kr. - have læst, at der skulle leve sådanne skabninger i Norden.

De Hamburgske Ærkebispers Historie er oprindeligt skrevet på latin: Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum. Adam kaldte det selv: Historia Hammaburgensis Ecclesiae

 

Litteratur

Adam af Bremens krønike. Oversat og kommenteret af Allan A. Lund. 2000.

853 - ca. 871 Olaf 

863 - 867 Auisle 

ca. 871 - 873 Ivar I 

873 - 875 Eystein Olafsson 

877 - 881 Bardr 

883 - 888 Sigfred 

888 - 893 Sihtric I (afsat) 

893 - 894 Sigfred jarl 

894 - 896 Sihtric I (genindsat) 

896 - 902 Ivar II (fordrevet) 

917 - 921 Sihtric Cáech (konge af York 921 - 927) 

921 - 934 Guthfrith (konge af York 927) 

934 - 941 Olaf Guthfrithsson (konge af York 939 - 941) 

941 - 945 Blacaire 

945 - 980 Olaf Sihtricsson (abdiceret; konge af York 941 - 944, 949 - 952) 

980 - 989 Járnkné Olafsson 

989 - 1036 Sihtric Silkeskæg (abdiceret) 

1036 - 1038 Echmarcach mac Ragnaill (afsat) 

1038 - 1046 Ivar Haraldsson (afsat) 

1046 - 1052 Echmarcach mac Ragnaill (genindsat, afsat; konge af Man 1052 - 1064) 

1052 - 1070 Murchad mac Diarmata

1070 - 1072 Domnall mac Murchada eller Diarmit mac Máel

1072 - 1074 Gofraid (afsat) 

1074 - 1086 Muirchertach ua Briain

1086 - 1089 Enna eller Donnchad 

1091 - 1094 Godred Crovan (fordrevet; konge af Man 1079 - 1095) 

1094 - 1118 Domnall mac Muirchertaig ua Briain (afsat; konge af Man 1096 - 1098

 

Kursiv = konger af ikke-nordisk oprindelse.