Bådebyggerne henter træ til Gislingebåden

Arbejdet på Gislingebåden begyndte allerede tilbage I det tidlige forår 2015, hvor vores bådebyggere tog på skovtur, for at finde og fælde dét træ, som skal bruge til at rekonstruere den lille gårdbåd fra 11-hundredetallet. Båden bygges næsten udelukkende af eg, og til kølstykket valgte vi et langt, lige træ. Køltræet blev fældet med tidens værktøj og derefter transporteret til værftspladsen, hvor arbejdet med at forme træet til, de klinkbyggede bådes karakteristiske T-form begyndte.

Gislingebåds Projektet går ud på at rekonstruere båden så tæt på den oprindelige som muligt, samtidigt med at vi bygger med det oprindelige værktøj. Derfor brugte bådebyggerene ikke save (hverken med eller uden motor) til at fælde træet.

Når vi rekonstruerer en båd fra tidlig middealder skal der bruges træ i mange forskellige former og størrelser. Kølstykket er kun ét blandt mange. Til for- og agterstævnene, planker, knæ og spanter er det vigtigt at vælge træ med de rette karakteristika. Til knæ og spanter skal der bruges træ med fibre der følger skrogets form og derfor går vi efter stykker fra træernes krogede kroner, hvor det naturlige fiberforløb giver konstruktionen øget styrke og fleksibilitet. Den efterhånden ret store samling af træ til byggeprojektet ligger nu på værftspladsen, hvor vi begyndte at arbejde på kølen i midten maj. Målet er at blive klar til søsætning af båden i løbet af efteråret.

Skrevet af Silas Tavs Ravn