Bordplanker

Stævne og køl Stævne og køl Stævne og køl Bordplanker Spanter Spanter Biter Biter Årekejper Årekejper Ror og vidjer

Gå på opdagelse i Gislingebådens skrog. Klik på de grå markeringer med musen,
og læs mere om skrogets opbygning

Den kløvede planke

Man brugte ikke save til at fremstille planker i vikingetiden, man kløvede plankerne ud, som det vises på tegningen til højre. Når planker til både skal kløves ud, er det vigtigt at finde det rigtige træ i skoven med den rette størrelse og kvalitet. Træet skal være retvokset og knastfrit - og det skal være stort. 

 

Det yderste splintved - der er lysere end kærneveddet - rådner for hurtigt og kan ikke bruges. Det midterste af stammen - også kaldt marven - er for uroligt vokset, og har en tendens til at flække, så den må også hugges bort. Illustrationen til venstre viser egetræets forskellige vedtyper. Træet skal derfor have en vis overstørrelse. For at få mange brede planker ud af ét træ, skal diameteren være væsentlig større end bredden på de ønskede planker. 

I egetræ går margstrålerne, eller spejlet, fra margen til træets yderkant, som eger i et cykelhjul. Det vises også i illustrationen i venstre kolonne.

Når egetræ kløves, sker det langs spejlet og langs træets fibrer. Hvis træet er snoet, vil kløvet også sno. Som regel kan bådebyggerne se på barken, om fibrene snor eller, om træet er retvokset. Til bådebygning er et retvokset træ langt at foretrække, da det er lettere at hugge planker, der er lige tykke, hvis kløvestykerne ikke snor sig. En snoet planke er dog lige så stærk som en ret planke, så længe bådebyggeren følger snoningen og ikke hugger fibrene over.

Efter udkløvning bliver stykkerne grovhugget med en retøkse. Til sidst bliver bordplankerne hugget til med en bredbil, der i kraft af sin lange æg udjævner overfladen på bordplanken. På nogle originale både ses værktøjsspor fra øksen, på andre ses høvlspor.


En planke hedder 'et bord' når det er færdighugget og sidder på båden.

 

Kløvning af planker til Gislingebåden

 

I løbet af foråret havde bådebyggerne været ude i Vallø skov, for at udvælge træer til Gislingebåden, og i starten af maj, blev en mægtig 180 år gammel eg leveret på værftspladsen. Den hygget sig tålmodigt der i et par uger, mens bådebyggerne arbejdede på bådens køl og stævne.

Kølen og stævnene var næsten færdig, så bådebyggerne flyttede deres opmærksomhed over på fremstilling af Gislingebådens bordplanker. Selvom små save fra vikingetiden og den tidlige middelalder er blevet fundet ved arkæologiske udgravninger, er sav-spor aldrig fundet på skibsfund fra den periode. Køller og kiler, frem for sav, blev brugt til at kløve træ og forme de planker, spanter og andre dele der tilsammen udgør skroget. Kløvning forgår ved brug af kiler, køller, økser og ren muskelkraft, til at flække egetræet langs fibrene, først i halve, så i kvarte, ottendedele, sekstendedele og indimellem 32-dele. Herefter hugges de færdige til de endelige planker.

Mandag d. 15 juni, blev området omkring den store egetræskævle afskærmet, og bådebyggerne begyndte at tage det værktøj frem, de havde brug for. Der blev brugt tid på de sidste overvejelser, inden kløvning kunne begynde. De startede ved rodenden, og de første spor til kilerne blev lavet med en økse, for at markere den linje i marvstrålerne, som bådebyggerne havde valgt at følge. Små kiler af egetræ blev banket ind i dette spor, og dermed blev den første separation af træets fibre skabt. Det lyder måske enkelt, men det er stort set kernen af kløvningsprocessen: Stille og roligt blev kilerne banket længere ind i enden af stammen, og træet begyndte langsomt at flække på langs.

Efter et kvarters tid, begyndte Niels, bådebyggerlærling på værftet, at hugge barken af langs siden af stammen, så den linje som kløvning fulgte kunne observeres. Martin og Ture tog nogle større kiler i brug på rodenden, og de rytmiske hammerslag forsatte uafbrudt, bortset fra de korte pauser der måtte til, for at tage et skridt tilbage og vurdere arbejdet. Efter en time begyndte Ture at sætte nogle små kiler ind langs stammens side, og efterhånden blev de større kiler også bragt i spil, og kløvningen gik fremad. Stående op på stammen, brugte Lene en stikøkse til hjælp for at separere fibrene langs splinten.

Nu var alle bådebyggerne inddraget i kløvningen, og de arbejdede i skift med at sving de tunge køller og holde øje med kløvningens fremgang, mens stammen knagede og bragede under protest. Blot to timer efter de startede, nærmede slutningen sig. Den midterste del af stammen var lidt mere stædig, end de havde regnet med. Det nedsatte hastigheden i et stykke tid, men langt om længe overgav den sig til kraften fra bådebyggernes slag. Stammen begyndte ’at snakke’ mere og mere, og man kunne høre fibrene flække, dybt ind i stammens kerne. Flere kiler blev sat ind i siden af stammen, og med en fornyet energi og med støtte fra en voksende flok tilskuer, fortsatte bådebyggerne støt, slag for slag, indtil stammen endelig flækkede hele vejen fra bund til top. Nogle af fibrene holdt stadig fast, så Martin og Asger tog fat i de to del af rodenden og rokkede dem frem og tilbage, indtil den endelig gav op (Du kan se en kort film klip af den store øjeblik her…)

Efter et par minutters pause, var bådebyggerne i gang igen. De fortsatte med at kløve videre til kvarte- og ottendedele.