Tovværk

Arkæologiske fund og skriftlige kilder viser, at tovværk i vikingetid, middelalder og frem til nyere tid blev fremstillet af lindebast, hør, hamp, lyng, fyr, hud, hår mv. Hvalroshud blev brugt til drag, vant og stag (rosmalreip, svarðreip). Desuden brugtes hudreb af sæl, hjort, elg eller okse. Hår fra hest (simereip) blev brugt til sejlets ligtov (liksima), eller til skøder, boline, braser mv. Reb af kohalehår, dækhår fra får eller hår fra gris (bustreip) har også været anvendt.

Hvilke kombinationer af tovværkstyper de enkelte skibs- og bådetyper har haft, er naturligvis meget vanskeligt at afgøre, da lokale forhold spiller en stor rolle. Ved at afprøve de forskellige typer på en skibsrekonstruktion, indhentes afgørende viden om styrke og anvendelighed.

I øvrigt er det vigtigt at huske på, at der i skriftlige kilder og traditioner materialemæssigt ofte skelnes mellem reb (reip) og tov (tog). Reip er af dyrisk materiale og tov af plantefibre. Når der arbejdes med skriftlige kilder, som fx. sagaer og lovtekster, er det derfor altid nødvendigt at kontrollere oversættelserne på og gå tilbage til originalteksten.

Det er usikkert, i hvor stort et omfang, hudreb har spillet en rolle i skibene i forhold til fx. basttov - og ikke mindst, hvor meget det har varieret efter geografiske forhold, skibstype, farvand, tidsperiode, ændrede ressourcer mv. I den norske ledingslovgivning, både Gulatingloven og Frostatingloven, indgår reb af såvel hår som hud i rig og sejl, som noget selvfølgeligt. Skibsreb af hvalros kan følges i litteraturen, som en norsk specialitet til især hovedtove (vant) og ankerstrenge (ankertove). Disse kunne også være af basttov. Hudreb var eftertragtet i udlandet, men i hvor stort et omfang er også uklart.

Museets reblægger, Carsten Hvid, vil fremstille reb af lindebast, hestehår, sælskind og uld til Gislingebådens rig.