Gokstadbåden

Vi, dvs. bådebyggerne Birger Andersen, Maik Riebort, Martin Rodevad Dael, Asger Rørdam og bådebyggerlærling Malthe Solhøj, bygger den største af de tre småbåde, der lå i gravskibet fra Gokstad, Norge.

Længde: 9,77 m. Bredde: 1,86 m. Sejlareal: 14 m². Årer: 5 par

I begyndelsen af 900-tallet blev en 40-50 årig mand begravet i et 23,8 m langt skib ved Gokstad, Oslofjorden, Norge. Den dødes identitet er ukendt, men hugspor på skelettet viser, at han døde i kamp. Vi ved også, at han må have været en betydningsfuld person. Gravkammeret i agterskibet var udsmykket med guldbroderede vægtæpper, og gravudstyret var overdådigt. Bordservice og køkkenudstyr, en slæde, seks senge, en kiste, en saddel, forgyldt seletøj, 64 skjolde, 12 heste, otte hunde, to påfugle mm. På dækket lå desuden tre både; en lille, en mellemstor og en stor båd. Bådene var forsætligt slået i stykker, og stumperne lå blandet med hinanden.

Fundet blev konserveret efter udgravningen i 1880, og i 1929 begyndte arbejdet med at restaurere skibet og rekonstruere de tre småbåde. Frederik Johannesen, der var skibsingeniør, genskabte først Gokstadskibets linjer, Dernæst samlede han stumperne af den største og mindste båd ved at sammenligne pynteprofilerne på de enkelte båddele. Den mellemste båd blev rekonstrueret af Terje Planke og Svein Erik Øya i 2002. 

Båden har fem bordgange, som holdes sammen af håndsmedede jernnagler. Spanterne er fastgjort til bordene med trænagler. Plankerne er spejlkløvede og plankløvede, og spanterne er fremstillet af krumtræ. Kløveteknikken sikrer, at træfibrene følger formen på det færdige emne. På den måde bevarer træet sin naturlige styrke og smidighed.

Båden bliver udstyret med en håndlagt lindebastrig og et håndvævet uldsejl, og vi skal bruge den færdige båd til at formidle vikingeskibets historie i ind- og udland. 

Klik på billederne for at gøre dem større.

Gokstadbåden er bygget fortrinsvis af eg, men det øverste bord er fyrretræ.

Dette smukke egetræ til de spejlkløvede bord stod i Jægersborg Hegn. Der er mange store, fine ege i den del af skoven, der støder op til Nærum. Skovstykket er bestemt en udflugt værd.

Arkæologiske skibsfund viser, at der må have stået relativt mange af disse træer i vikingetidens skove. I dag er de store 1. klasses ege svære at finde.

Egetræet skal helst være knastfrit og retvokset, så får vi lige så gode bord i den nye båd, som der var i den originale båd.

I træets krone var der meget krumvokset træ, som skovarbejderne tog ned, for at det ikke flækkede og blev ødelagt, når træet blev fældet. Det krumvoksede træ skal bruges til bådens spanter.

Et flot fældesnit lige efter bogen. Da træet var så stort, skar skovarbejderen et "hjertesnit" for at kunne nå helt igennem med motorsavens sværd. Hjertesnittet kan ses i midten af forhugget som et lille snit med kædesaven.

Træet måles op, det blev ikke mindre af at komme ned at ligge... Selv 8 m. over jorden målte træet 85 x 85 cm.

Vi huggede en stribe af barken af for at kunne konstatere, om træet faktisk var så retvokset, som det så ud, da det stod på roden. Det er ikke altid til at se på barken. Ham her var retvokset.

Vikingerne brugte ikke saven til at fremstille bordplanker, de kløvede dem ud. Når man kløver egetræ, kløves det langs træets spejl, der går fra marven/centrum ud til barken, som eger i et cykelhjul.

Efter at have konstateret, at træet var retvokset, besluttede vi at spejlskære bordplankerne på savværk. Det kunne vi ikke have gjort, hvis ikke træet var retvokset, så måtte den kløves ud for at følge træets fibre.

Vi udnytter træet langt bedre ved at save bordene ud, så får vi mange flere bordplanker, end hvis det blev kløvet.

Der er som sagt ikke mange store flotte egetræer i de danske skove, så vi synes, vi skylder de få, der er tilbage, at udnytte dem til det yderste.

John og co. på Kagerup savværk, nord for Hillerød tryller med deres store sav.

Her skæres stammen til halve. Lige i marven, som hvis den var kløvet ud. Så til kvarte og så til ottendedele. 

En ottendedel hænger i kranen, klar til at blive lagt i skabelonerne, som John spænder på vognen, der kører stykkerne gennem saven - til sekstendedele...

Så er 32-delene ankommet til Vikingeskibsmuseet - 1. klasses materialer, klar til at blive brugt til Gokstadbåden.

Hvis vi havde kløvet det samme træ ud, vil jeg tro, at vi kunne have fået 16 - 24 planker ud af det.

Kølen er hugget groft ud af en egestamme, med marven i midten, ligesom på den originale båd og mange andre køle fra vikingetiden.
Herefter skal der tænkes og streges, før kølen hugges helt færdig.

Kølen og de færdige stævne er lagt på gulvet på bådeværftet. Her bliver målene tjekket, og der bliver streget op til det forreste og agterste skar.

Maik og Birger sætter køl og stævne op på byggebeddingen.

Køl og stævne er samlet med et skråskar og tre jernnagler.

Det forreste krumme stævnbord er ved at blive tilpasset.

Bagved ligger en egetræsstamme til den 3. bordgang, og en fyrretræsstamme til den 5. bordgang. Begge disse bord er plankløvede (og ikke spejlkløvede), dvs. vi får to bord ud af hver stamme - som på den originale båd. Herom senere.

Hver bundstok (den nederste del af spantet) ligger an på en klampe, der er hugget ud i kølen.

Bundstokken er ikke fastgjort hertil, i modsætning til det store Gokstadskib hvor bundstokkene var surret til disse klamper med strimler, skåret ud af hvalbarder...

De to agterste krumme stævnbord bliver, under tilpasningen, spændt ud i den ønskede facon med bordvridere.

1. bordgang er ved at være på.

Overkanten af bordgangen bliver først hugget færdigt til sidst, når alle bord er fastgjort.

2. bordgang starter med et krumt stævnbord i styrbord og i bagbord side, for og agter. Her er Maik i gang med at bore hullerne til jernnaglerne, i skaret mellem stævnbordet og den næste bord.

Faconen på båden justeres med de lange bordvridere som kan trække ned i bordet, eller med skorestokke nedefra, der kan skubbe bordene op i den ønskede facon.

Bordet skal være tilpasset og opsat i den endelige facon, inden det nittes på.

Her gøres det sidste bord i 2. bordgang færdigt. Når skarene (samlingerne) er hugget til, kan bordet gøres fast med jernnagler.

Stenene på kølen hjælper med at fastholde den ønskede facon på kølen og båden.

Overkanten på 2. bordgang er hugget færdigt. 

3. bordgang er fremstillet af lange, plankløvede egetræsbordgange, som på den originale båd.

Ved plankløvning kløves træet i to halvdele, hvorefter den ene side hugges færdig. Herefter hugges der, på den modsatte side, hakker med jævne mellemrum, hvorefter kortere stykker kan kløves af. Dette resulterer altså i to bord per træ, i modsætning til spejlkløvning, hvor vi kan få op til 32 bord af én stamme.

Fyrretræsstammen, der ligger bagved, skal også plankløves til 5. bordgang.

Grunden til at dette bord er plankløvet er, at det - også i vikingetiden - var lettere at finde et langt egetræ med lille diameter, som giver et bredt bord hvis det plankløves (bordbredden bliver lig træets tykkelse), end et langt egetræ i stor diameter, som skulle spejlkløves (hvor plankerne kun bliver lig den halve af træets diameter)

Længden på planken var vigtig her i 3. bordgang, da det stiver konstruktionen af over langs når der ikke er samlinger af flere bord.

Martin er i gang med et finurligt stykke i forstævnen. Det er lavet af en tveje fra et egetræ, dvs. en stamme der deler sig i to grene. Stykket går op på stævnen og ned og lægger an på 2. bordgang.

Det hjælper på forståelsen af stykket, efterhånden som det bliver hugget færdigt. 

På det nederste trappetrin sættes 3. bordgang fast. På det øverste trin sættes et bord fast, der yderligere deler sig i to trin til 4. og 5. bordgang, og samtidig holder stykket godt sammen på de øverste bord og stævnen.

Endnu en smuk, funktionel og snedig løsning fra vikingetidens bådebyggere.

 

 

Den plankløvede 3. bordgang er færdig, stævntvejerne er fastgjort, nu mangler vi bare at tilpasse de små bordstykker, der forbinder det hele.

Krumtræet til bundstokkene (de nederste dele af spanterne) kløves også ud. Hvis stykkerne er store nok, kan der komme flere bundstokke ud af et stykke.

Her barkes stykket af for lettere at kunne se, hvordan det skal gribes an...

Malthe kløver krumtræet ligesom når vi spejlkløver de rette egekævler, gennem centrum og langs marvstrålerne eller spejlet, af træet. Ellers vil kløvet ikke følge træets fibre og derved kan det være svært at styre kløvet.

Denne her kløver egentligt ret fint, men knaster og ujævnheder får den til at holde godt sammen på sig selv.

Det ser lidt ufremkommeligt ud, sålænge det ikke er rettet af...

Det er vigtigt at "finde" bundstokken i træet, så egetræets fibrer så godt som muligt følger det færdige stykkes form. Hver gang fibrene i stykket hugges over, forringes styrken.

Birger hugger den ene bundstok groft til. Herefter skal den tilpasses bådens form og færdigforarbejdes med økse og høvl, til formen og dimensionen er som på den originale båd.

Så er alle bundstokke sat fast, med fyrretræsnagler og en jernnagle i toppen.

Rorskottet kan skimtes i agterenden

De to øverste bord, 4. og 5. bord ender ud mod stævnene i et "opsamlingsbord". Et bord der "samler" to bord.

Opsamlingsbordene bliver hugget lidt i facon, men primært kommer formen ved at tvinge det ud med "bordvridere" eller ind med skorestokke (pinde) udefra.

Så længe bordet er friskt og vådt kan det tvinges i facon, man kan også bøje planken ved at varme den op over ild og gløder. I nyere tids bådebygning ville man have dampet træet med vanddamp, i en svedekiste, for at få det blødt og medgørligt.

Asger passer 4. bordgang til.

Inden bordplanken kan sættes fast med jernnagler, skal den passes til. Den skal op og ned et par gange, før "landet", som overlappet i en klinkbygget båd hedder, passer helt sammen. Bådebyggeren skal passe de to bordplanker sammen, så de bliver vandtætte. 

Ud over tilpasningen lægges der også en uldtråd imellem bordene. Uldtråden holder på trætjæren, som forhindrer råd, og den tager det værste vand, der kunne komme, når båden bliver gammel og tørrer ud, hvis den står på land.

Ude agter er rorskottet passet til. Roret (styret) sidder i styrbord side (deraf navnet styrbord), fastgøres til skottet igennem siden af båden. Skottet er lavet af en egetræstveje.

I skoven taler man om buksetvejer og spidstvejer. En buksetveje ligner et par omvendte korte bukser og er velegnet til dette formål, fordi træets fibre "følger med rundt" i tvejen. En spidstveje er ikke velegnet, fordi fibrene ikke følger med rundt, så derfor vil den flække lige midt i.

Maik er færdig med sideroret. Hullet er til rorvidjen, som enten er et stykke tovværk eller en gren, der er vredet, så den kan bruges til at binde roret fast inde på skottet.

Slidsen øverste er til rorpinden.

Rorvidjen går gennem roret og derefter gennem "rorvorten", der holder roret på en vis afstand fra bådens side. Øverst er "rorlejet", hvor rorets skaft bliver fastholdt af læderstroppen.

Systemet fungerer upåklageligt, specielt på mindre både. På de større fartøjer fra vikingetiden blev der brugt samme konstruktion. Vores sejladserfaringer med rekonstruktioner af de større fartøjer fra vikingetiden viser imidlertid, at dette er et svagt led i vikingernes skibe. Ved store ror kommer der en stor påvirkning på rorvidje og skib.

I middelalderen fandt man ud af at sætte roret på agterkanten af stævnen. Det var en både stærkere og bedre løsning.

Så mangler vi "bare" sidste 5. bord og alle tofter, årekejper, mast, rigdele, årer mmm.