Tidligere forskningsprojekter

Siden grundlæggelsen af Vikingeskibsmuseet i 1969 har museet bedrevet forskning. De talrige og ofte langstrakte forskningsprojekter har involveret forskere med vidt forskellige kompetencer. Nogle forskningsprojekter har været forankret internt på museet, mens andre har haft såvel internationale som nationale samarbejdspartnere.   

Nedenfor er udvalgte afsluttede forskningsprojekter beskrevet.

De fem skibsfund udgravet ved Skuldelev i Roskilde Fjord i 1962 er Vikingeskibsmuseet i Roskildes arkæologiske hovedattraktion og primære forskningsmæssige udgangspunkt. Siden de første marinarkæologiske undersøgelser i 1957-1959, der sidenhen ledte til den egentlige udgravning i 1962 og endelig etableringen af Vikingeskibshallen i 1969, har Nationalmuseets og Vikingeskibsmuseets medarbejdere udforsket de enestående skibsfund fra den sene del af vikingetiden. 

Som milepæle indenfor denne forskning skal nævnes bygningen af de eksperimentalarkæologiske rekonstruktioner af Skuldelevskibene samt publiceringen (2002) af det første bind – ’The Skuldelev Ships I’, redigeret af Ole Crumlin-Pedersen og Olaf Olsen – i et tobindsværk, der præsenterer de samlede resultater af arbejdet med Skuldelevfundet. I dette første bind behandles skibene og spærringen i deres historiske og topografiske kontekst, samt arbejdet med skibenes konservering og udstilling. Bogen er udgivet i samarbejde mellem Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet. 

Formålet med dette projekt var at udforske de nordnorske nordlandsbådes sejladsegenskaber dels gennem testsejladser og forsøgsrejser med båden Rana, dels gennem analyser af historiske og etnografiske kilder. 

Projektet resulterede i bogen ’Nordlandsbåden – analyseret og prøvesejlet af Vikingeskibshallens Bådelaug’, forfattet af Bent Andersen, Erik Andersen, Morten Gøthche og Max Vinner. Bogen redegør for et hav af tekniske aspekter ved nordlandsbådenes sejladsegenskaber, og måske allervigtigst beskriver bogen hvordan de sejladsmæssige erfaringer med den råsejlsriggede nordlandsbåd Rana muliggjorde en tolkning af vikingetidsskibsfundet Skuldelev 3’s rigningsdetaljer.

Udgravningen af Hedebys havneområde i 1979-1980 blev begyndelsen på et langstrakt tysk-dansk forskningsprojekt omhandlende vikingetidens skibsfund og skibsbygning med et særligt fokus på vikingetidens Hedeby og Slesvig. 

De involverede institutioner var fortrinsvis Archäologisches Landesmuseum der Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseen fra tysk side og Nationalmuseet fra dansk side. Senere, i forbindelse med publiceringen af projektets resultater, deltog også Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Projektets resultater er blandt andet publiceret i bogen ’Viking-Age Ships and Shipbuilding in Hedeby/Haithabu and Schleswig’, med Ole Crumlin-Pedersen som hovedforfatter. 

Formålet med dette projekt var at foretage marinarkæologiske undersøgelser af en tidligere erkendt stenspærring i Fotevik ved roden af Skåneøret i Sydvestsverige. Projektet var et dansk-svensk samarbejde, der udover Vikingeskibsmuseet også talte Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium på dansk side, mens de svenske institutioner var Statens Sjöhistorika Museum, Lunds Universitets Historiska Museum, Malmö Museum og Länsstyrelsen i Malmöhus län.

Projektet kunne påvise at spærringen havde flere faser, og at spærringen bestod af sten og udtjente skibe, der var blevet anvendt til at blokere for indsejlingen til Foteviken. Spærringens første fase var sandsynligvis etableret i 1000-tallet, mens en betydelig forstærkning sandsynligvis fandt sted i løbet af første halvdel af det 12. århundrede. Projektets resultater blev blandt andet publiceret i bogen ’Pugna Forensis -? Arkeologiska Undersökningar kring Foteviken, Skåne 1981-83’, forfattet af Ole Crumlin-Pedersen, Birgitta Hårdh og Sven Rosborn.                 

I dette projekt videreførtes Vikingeskibsmuseets eksperimentalarkæologiske sejladsforsøg, der var blevet påbegyndt om bord på nordlandsbåden Rana. Hensigten var at belyse samspillet mellem det nordiske skibs klinkbyggede skrog og skibets råsejl. 

Gennem omfattende analyser af skibsfund fra vikingetiden, testsejladser og forsøgsrejser med rekonstruerede vikingeskibe samt sammenlignende analyser af traditionelle norske råsejlsbåde blev det muligt at sandsynliggøre, hvordan Skuldelevskibene var blevet rigget op i den sidste del af vikingetiden. Resultaterne blev publiceret i bogen ’Råsejlet – Dragens Vinge’, forfattet af Bent og Erik Andersen. 

Det første skibsfund som Vikingeskibsmuseet byggede en rekonstruktion af var Skuldelev 3. Rekonstruktionen blev navngivet Roar Ege. Formålet med at bygge rekonstruktionen var at øge kendskabet til den teknologi, der lå bag bygningen og brugen af vikingetidens skibe. 

Projektets resultater blev publiceret i 1997 i bogen ’Roar Ege. Skuldelev 3 skibet som arkæologisk eksperiment’, forfattet af Erik Andersen, Ole Crumlin-Pedersen, Søren Vadstrup og Max Vinner. Bogen udforsker de maritime håndværk og ressourceforbruget involveret i bygningen og udrustningen af et skib fra vikingetiden, og den færdige rekonstruktions sejladsegenskaber analyseres detaljeret gennem omfattende testsejladser og forsøgsrejser.                 

I maj 1986 gæstede Kojan Kavang, en bådebygger fra Borneo, Vikingeskibsmuseet for her at demonstrere hvordan hans folk, Punan Bah, byggede deres langbåde af udhulede og sidenhen udspændte træstammer. Kojan Kavang besøg var en del af et større forskningsprojekt, hvor også antropologen Ida Nicolaisen fra Københavns Universitet deltog. Ida Nicolaisen havde udført omfattende undersøgelser af Punan Bah-folket siden 1973. 

Projektets resultater, vedrørende såvel Punan Bah-folkets bådebygning som generelle aspekter ved deres kultur, blev publiceret i 1991 i bogen ’Building a Longboat. An essay on the culture and history of a Bornean people’, forfattet af Ida Nicolaisen og Tinna Damgård-Sørensen.

Skibsgraven fra Ladby hører til blandt de største, og bedst kendte, skibsgrave fra vikingetiden. Skibsgraven blev udgravet af konservator G. Rosenberg og apoteker P. Helweg Mikkelsen i 1934-1937, og deres optegnelser udgør i dag de primære kilder til oplysninger om fundet. Skibsgraven blev omhyggeligt publiceret af Knud Thorvildsen for godt 40 år siden, men siden har der vist sig mange uafklarede forhold. 

I dette forskningsprojekt blev flere af de uafklarede forhold udforsket og løsninger på de talrige gåder der omgav skibsgraven blev fremført. Projektets resultater blev publiceret i 2001 i bogen ’Ladby. A Danish Ship-Grav from the Viking Age’, med Anne C. Sørensen som hovedforfatter. 

Arkæologen Jens Ulriksens bog 'Anløbspladser. Besejling og bebyggelse i Danmark mellem 200 og 1100 e. Kr'. blev udgivet af Vikingeskibsmuseet i 1998.

» Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan downloades vederlagsfrit her 

Bogen er baseret på et forskningsprojekt, hvor talrige lokaliteter langs Roskilde Fjords kyster blev undersøgt og analyseret. Det følgende er et uddrag fra bogens konklusion: 

'Anløbspladserne i Sydskandinavien udviser for størstedelens vedkommende et temmelig ensartet indtryk fra 6. årh. til 11. årh. Eventuelle ændringer i deres anvendelse, og mulige passive perioder, kan kun påvises i begrænset omfang, og med stor dateringsmæssig usikkerhed.   

Et bedre kronologisk grundlag kunne være medvirkende til at få fastlagt pladsernes indre udvikling i form af fysiske forskydninger af aktivitetsområdet eller en eventuel tidsmæssig forskel i udøvelsen af de påviste håndværk. Et eksempel er tekstilfremstillingen, der kan dokumenteres på adskillige af de specialiserede anløbspladser. Accepteres tolkningen af vævehytterne som udtryk for sejlfremstilling, ville det af hensyn til sejlets introduktion på det nordiske skib, være interessant at få fastslået, om der eventuelt var en sådan aktivitet allerede i 6.-7. årh. 

Sammenfattende må det konstateres, at de gennemgående – og arkæologisk påviselige – ændringer skete i 6.-7. årh., hvor de små specialiserede anløbspladser dukkede op, og i 11.-12. årh., hvor de reorganiseredes eller blev opgivet.'

Våbenofferfundet fra 300-tallet f.Kr. fra Hjortspring Mose på Als i Sønderjylland blev publiceret første gang i 1937 af udgraveren Gustav Rosenberg. Rosenbergs omhyggelige opmålinger under udgravningen gav ham grundlag for at bestemme alle hovedtræk i båden, der med få undtagelser var lavet af lindetræ. Rosenbergs rekonstruktion af båden byggede alene på iagttagelserne af det bevarede primærmateriale, men han kunne konstatere, at resultatet havde betydelig lighed med flere af skibsbillederne på Bohuslens helleristninger. Bistand med den skibstekniske vurdering af fartøjet og med udarbejdelsen af de endelige rekonstruktionstegninger ydedes af ingeniør Fr. Johannessen fra Oslo. Han bestemte bådens oprindelige længde med stævnforlængelser til 18,6-19,6 m, bredden til 2,04 m og højden midtskibs til 0,705 m. Bådens vægt beregnedes til 530 kg, og dens dybgang til 0,32 m ved en besætning på 24 mand med våben og udstyr.

I 1991 dannedes Hjortspringbådens Laug med det formål at bygge og afprøve en rekonstruktion af Hjortspringbåden i nær kontakt med den arkæologiske sagkundskab. Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet var begge involveret i projektet og i 1999 søsattes båden med navnet Tilia Alsie. 

Fundets historie, bygningen af rekonstruktionen og den efterfølgende dokumentation og afprøvning af rekonstruktionen er publiceret i 2003 i bogen ’Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in Context’, redigeret af Ole  Crumlin-Pedersen og Athena Trakadas.

Det har været livligt diskuteret, om skibs- og bådebyggeriet i middelalderen ved Østersøens sydkyst har sit udspring i germanske, skandinaviske, eller slaviske skibsbygningstraditioner. Målet med dette projekt var at undersøge, hvor vidt etnicitet kan bruges som grundlag for en videnskabelig analyse, eller om funktionelle krav og udveksling af ideer imellem kystzoner på begge sider af Østersøen kan give et bedre svar på udviklingen af lokale fartøjstyper i perioden 400-1400 e.Kr. 

Projektets resultater blev publiceret i 2004 i bogen ’Man, Ship, Landscape. Ships and seafaring in the Oder Mouth Area AD 400-1400. A casestudy of an ideological context’, forfattet af George Indruszewski. 

Dette projekt udforskede de arkæologiske vidnesbyrd om store lastskibe i danske farvande mellem 1000 og 1250. Skibsfundene blev brugt som vigtige indikatorer for professionel søhandel i det middelalderlige Danmark, før hanseatiske købmænd begyndte at dominere søhandelen.

Projektet resulterede i en øget forståelse af den professionelle søhandel før hanseaternes epoke. Store lastskibe blev bygget og anvendt professionelt i Danmark i 1000- og 1100-årene. Skibenes ejere var sandsynligvis indflydelsesrige medlemmer af det danske samfund, og skibsejernes velstand og samfundsmæssige status har formodentlig svaret til deres skibes imponerende størrelse. Projektets resultater blev publiceret i 2015 i bogen ’Large Cargo Ships in Danish Waters 1000-1250. Evidence of specialised merchant seafaring prior the Hanseatic Period’, med Anton Englert som hovedforfatter. 

Forskningsprojektet bestod af en arkæologisk undersøgelse af skibsbygningsmetoder i Nordvesteuropa i perioden mellem 1580 og 1640. Undersøgelsen var baseret på fire udgravede skibsvrag på B&W grunden i København.

Resultatet af undersøgelserne viser, at skibsbygningsmetoderne som anvendtes i det nordvestlige Europa var meget anderledes end dem der anvendtes i det sydlige Europa. De danske skibsbyggere synes stadig at anvende en hollandsk inspireret skalbygningsmetode helt op til midten af 1800-tallet. Grunden til dette valg kan være af pragmatisk karakter, og være at det skalbaserede byggeri er mindre bekosteligt i materialer og tid samt at det kan anvendes til at bygge relativ store skibe. En anden grund kunne være at de danske skibsbyggere ikke var trænet i at lave konstruktionstegninger eller læse disse, et forhold som også gjaldt til et stykke ind i 1800-tallet. 

Projektets resultater blev publiceret i 2006 i bogen ’The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn. An archaeological and architectural study of large cargo vessels in Danish waters, 1580-1640’, forfattet af Christian P.P. Lemée.

Vikingeskibsmuseet byggede i perioden august 2000 - september 2004 en rekonstruktion af Skuldelev 2-skibet. Byggeriet, der foregik på værftspladsen, indgik i et større forsknings- og formidlingsprojekt, der bl.a. havde til formål at give større viden om vikingetidens langskibe, materialer, værktøj, byggeprocesser, sejl og rig - og at skabe en større offentlig bevidsthed om den maritime del af vores kulturarv. Projektet forsøgte samtidig at belyse en række kulturhistoriske spørgsmål vedrørende sammenhængen mellem langskibene og datidens samfund. 

Projektets resultater er publiceret i forskellige artikler, og en samlet præsentation af byggeprojektet er en del af et igangværende forskningsprojekt. Et andet igangværende forskningsprojekt beskæftiger sig med Havhingstens testsejladser og forsøgsrejser.

I 1987 blev en rekonstruktion i fuld størrelse af Osebergskibet bygget i Norge. Skibet blev navngivet ’Dronningen’, men under den første testsejlads, der foregik under frisk vind og en fart på 8-10 knob, gik skibet ned. Testsejladsen og de efterfølgende tanktestforsøg med en 1:10 model viste, at bovbølgen kom ind over skibet ved 9 knobs fart og ca. 10 graders krængning. 

I 2006 henvendte Stiftelsen Nytt Osebergskip sig til Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Stiftelsen var interesseret i et samarbejde om en ny rekonstruktion, og samme år blev en samarbejdsaftale indgået mellem Stiftelsen Nytt Osebergskip i Tønsberg, Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Kulturhistorisk Museum i Oslo. 

Gennem et omfattende rekonstruktionsarbejde har projektet vist, at Osebergskibet oprindeligt havde mere fylde under vandlinjen. Det har samtidig været bredere over vandlinjen i den forreste del af skibet, end det fremstår i udstillingen i dag. Den nye rekonstruktion af Osebergskibet har mere hult indløb i forskibet med stævnen løftet højere overe vandet. Alle disse faktorer er af afgørende betydning for vandstrømningerne omkring skroget, og de vil have indflydelse på skibets generelle sejlegenskaber. 

Rekonstruktionsarbejdet er blevet grundigt dokumenteret i en rapport fra 2007, med Vibeke Bischoff som hovedforfatter.

Skuldelev 6 er det eneste af Skuldelevskibene som Vikingeskibsmuseet har rekonstrueret to gange. Den første rekonstruktion, Kraka Fyr, blev bygget i 1998, mens den nyeste rekonstruktion, Skjoldungen, blev bygget i perioden 2010-2012. 

Med bygningen af den nye rekonstruktion blev det muligt at afprøve nye tolkninger af det oprindelige skib, og samtidig understreger byggeriet, at der ikke findes nogen entydig sandhed indenfor den eksperimentelle arkæologi.

I forbindelse med den internationale vandreudstilling, VIKING, der udsprang af et samarbejde mellem Nationalmuseet i København (udstillet her fra 22. juni til 11. november 2013), British Museum i London (udstillet her fra 6. marts til 22. juni 2014) og Museum für Vor- und Frühgechichte i Berlin (udstillet her fra 9. september 2014 – 4. januar 2015), var det et ønske at inddrage langskibet Roskilde 6 som udstillingens centrale element. For at muliggøre dette var det nødvendigt at rekonstruere originalskibets facon. Vikingeskibsmuseet blev hyret til opgaven, og en skibsmodel og efterfølgende rekonstruktionstegninger blev fremstillet.

I efteråret 2010 søsatte Vikingeskibsmuseet en nybygget traditionel fiskerbåd, en åledrivkvase. Drivkvasen var blevet bestilt af en privatperson, og mens båden blev bygget blev det besluttet, at skrive en bog om dels selve bådebygningen, og dels om bådtypens historie. 

Båden søsattes i 2010 med navnet Tumleren, mens bogen om projektet udkom i 2015 på både dansk, tysk og engelsk.

SASMAP-projektet blev påbegyndt i 2012 og blev afsluttet med en workshop og et seminar, der blev afholdt på Vikingeskibsmuseet i 2015. Det treårige forskningsprojekt var finansieret af Europa Kommissionens syvende rammeprogram, og projektets målsætning var at fremme metoder og teknikker brugt i forbindelse med marinarkæologiske undersøgelser i overensstemmelse med Valletta Konventionen (1992). 

11 partnere deltog i projektet. Disse bestod af universiteter, museer, kulturarvsmyndigheder og andre statslige myndigheder samt fire små eller mellemstore virksomheder.

 

Scholars have divided Viking-Age shipbuilding into traditions such as Nordic and Slavic. This is done well knowing that the validity of concepts is challenged by the variety of empirical evidence. Hence, defining features should only be seen as general guidelines. Essential pivots, such as the defining features for specific shipbuilding traditions and the conceptual approaches to shipbuilding, have been, and still are, debated. But in this paper I will investigate Viking Age shipbuilding with a different approach. I will address issues related to the fundamental processes that constitute a tradition. The purpose is to identify the essential components in shipbuilding communities of the Viking Age and focus on shipbuilding as something conducted by individuals constantly negotiating meaning and thus creating communities of practice and identities.      

Outcome: Ravn, M. 2015. Tradition as process. Reflections on Viking Age Shipbuilding. Olgierd Felczak (ed.), The Baltic Sea – a Mediterranean of North Europe. In the Light of Archaeological, Historical and Natural Science Research from Ancient to Early Medieval Times: 63-68. Gdansk


Project responsible: Curator Morten Ravn

We will present the results of a preliminary study on the potential of stereoscopic video recording as both a means of disseminating and making accessible maritime archaeological sites and methods to museum visitors, as well as a foundation for photogrammetric documentation. In order to test the method on an object of both historical interest and with a significant three-dimensional extent, stereoscopic footage was captured on the site of the Danish man-of-war Dannebroge, wrecked 1710 and now lying about 12 meters below the surface of Køge Bugt. This footage has been processed into a short sample for 3d projection. 

The study is primarily concerned with the possibility to offer an immersive experience of an exciting and captivating field – which otherwise remains mostly inaccessible to the public – through a traditional, one-way installation. However, the study at the same time explores the feasibility of exploiting the photogrammetric potential of such footage, since further processing the video into digital models could generate nigh effortless archaeological documentation, as well as provide input for museum installations where visitors might engage more interactively with the material. Conclusions are thus drawn on the practical potential, technical and physical requirements and compatibility of the two methods.       

Outcome: Hyttel, Frederik & Andreas Bloch 2016: Bringing the Mountain to Muhammad: Documentation af archaeological sites under water. In Larsen, N. & Pilati, M. (eds.), Why 3D?. Faaborg.     

The Viking Ship Museum has applied several 3-D methodologies for working with Viking-Age archaeological ship finds. The remains of Roskilde 6 were documented using a FaroArm, and the data were used for a physical reconstruction model of the original hull form, itself recorded with a FaroArm. A 3-D wireframe model, lines drawings and working drawings were then made in the program Rhinoceros. The working drawings were necessary for making moulds for freeze-drying the wreck’s original timbers, later re-assembled for the exhibition ‘Viking’. Another example is a virtual construction of Skuldelev 2 made on the basis of the 3-D wireframe model of the ship’s reconstructed form.

In the case of the Oseberg ship, a 3-D photo scan was made of the exhibited vessel, and resulting data were used for a new and more correct reconstruction of the hull form. A 3-D wireframe model was used for making hydrostatic measurements, and a solid surface model formed the basis for a 1:10 scale epoxy model that tested the ship’s possible performance in a hydrodynamic laboratory. 

In this paper, the various methodologies applied in these examples are presented in detail and their advantages in all stages of research are discussed.

Outcome: Bischoff, Vibeke 2016: Application of 3-D digital methods in the documentation, reconstruction and dissemination of archaeological ship finds. In Larsen, N. & Pilati, M. (eds.), Why 3D?. Faaborg.