Tirsdag den 15. maj. Dagligdag ombord på multi purpose fartøjet 'VINA'

En marinarkæologisk opgave af et omfang som denne undersøgelse kræver helt særlige forhold. Begge skibsvrag ligger på ca. 24 meters vanddybde, og i et stærkt trafikeret område, hvor skibe passerer talstærkt. Derfor foregår undersøgelserne som offshore-dykning, der er underlagt store sikkerhedskrav. Dykningen sker fra det 80-meter lange dykkerskib VINA fra JD Contractor A/S i Holstebro, hvor de i alt 15 offshore-dykkere – 9 marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde og 6 dykkere fra JD Contractor A/S - bor og arbejder i de otte uger undersøgelsen varer. Marinarkæologerne arbejder i vagt af 7, 14 eller 21 dage ad gangen.

Besætningen

VINAs besætning består af skipper, styrmand, maskinmester, 2 matroser, kok, stewardesse samt 6 dykkere, heraf ROV pilot og dykkerledere. Besætningen er på vandet i 4 uger ad gangen og der afløses i hold. I denne uge har vi fået afløst skipper, maskinmester, kok og en af de to matroser.
Multi Purpose skibet VINA er opankret med 6 ankre over vraget. Fra broen på VINA kan de 6 store ankerspil styres, så dykkerkurven kan placeres over et hvilket som helst sted på vraget med stor nøjagtighed.

> Se film om Multi purpose skibet VINA her: M/S VINA 2010 (Eksternt link. Side med flere film åbner i nyt vindue)...

> Mød besætningen her...

> Mød dykkerholdet her...