Rekonstruktionstegninger af stævnforskellene på Kraka Fyr og Skjoldungen. ©Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Fartøjet

Skjoldungen er bygget i 2010 og er bådebyggernes andet forsøg på en fortolkning af det originale vikingeskib Skuldelev 6 - en fiskerbåd fra Vestnorge, dateret til ca. 1030.
Skuldelev 6 er bygget ved Sognefjorden, på samme tid og sted som fragtskibet Skuldelev 1. Den er oprindeligt brugt til fiskeri og fangst indenskærs i de dybe, norske fjorde, men er sidenhen blevet forhøjet og brugt til transport langs Norgeskysten og i Skandinavien.

Der findes ingen bevarede stævne fra Skuldelev 6, og de to rekonstruktioner Kraka Fyr (1998) og Skjoldungen (2010) er hver deres fortolkning af stævnpartierne.

Ved byggeriet af Kraka Fyr tog bådebyggerne udgangspunkt i stævnen i fra Skuldelev 3. En dansk båd med en høj, 'slang' trappestævn. Sidenhen har arkæologiske fund af stævne fra Vestnorge vist, at Skuldelev 6 kan have set anderledes ud, og Skjoldungen er i stedet bygget med en rundere og mere stump stævn, baseret på tre forskellige norske stævnfund.
Begge rekonstruktioner er udformet med respekt for de bevarede dele og uden at ændre bådens form.
Arbejdet med Skuldelev 6 viser, at de er flere løsninger, når ikke-fundne dele af et skibsfund skal rekonstrueres.

Norsk fyr

I vikingetiden var fyrretræ det mest tilgængelige byggemateriale i Norge, og derfor er Skjoldungen og Kraka Fyr såvel som rekonstruktionen af Skuldelev 1, Ottar, bygget af fyr.
De øvrige skuldelevfund er bygget med bordplanker af egetræ. Bådebyggerne måtte til rekonstruktionen af Skuldelev 1 og 6 derfor tilegne sig ny viden, da kløvning af egetræ foregår på en anden måde end kløvning af fyrretræ.

Den originale båd
Bygget i Sognefjorden, Vestnorge ca. 1030. Fundet i Roskilde Fjord 1962

Rekonstruktionen
Bygget på Vikingeskibsmuseets bådeværft i Roskilde, Danmark 2010 - 12.

Længde: 10,8 meter
Bredde: 2,4 meter
Dybgang: 0,5 meter
Materialer, skroget: Fyr, eg, birk og rødel
Materialer, sejl og rig: Uld og tovværk af hamp, hestehår og sælskind
Årer: 14
Sejlareal: 25 m2
Topfart for sejl: Ca. 10 knob
Gns. fart for sejl: Ca. 5 knob
Gns. fart for årer: Ca. 3 knob
Lasteevne: Ca. 2 tons