Havhingsten under sejl i det Irske Hav 2007. Foto: Werner Karrasch

Havhingsten på sommertogt 2014

Havhingstens sommertogt 2014 starter den 6. juli og skibet vender efter planen hjem til Roskilde igen den 26. juli. Hele rejsen kan følges på vikingeskibsmuseets hjemmeside, hvor skibets elektroniske udstyr hvert 15. minut sender oplysninger om, kurs, fart og position til det interaktive kort.

I de tre uger sommertogtet varer, skal den 55 mand store besætning deles om den sparsomme plads om bord på skibet. De bliver fælles om alt i den kommende dagligdag til søs: Sejlads, roning, madlavning og skafning (spisning). De skal sove tæt sammen, enten på skibets dæk under sejlads, eller i store fællestelte ved landgang. De skal sejle så meget som muligt - helst i skiftende vagthold uden afbrydelser - og forhåbentlig med masser af god vind.

Kursen er sat - mod Østersøen?

Turen går stort set ud i det blå. Besætningen har ikke planlaget at nå en bestemt destination og der er ingen aftaler om besøg i havne. Formålet med årets tur er at få så mange sømil under kølen, som muligt. Det er nemlig træning af besætningen, der er hovedformålet med årets sommertogt.
Som udgangspunkt er kursen sat mod Østersøen. Her er plads til at træne sejlads over længere stræk, men det bliver vejr og vind, der bestemmer om Havhingsten for eksempel kommer til Kiel, Kalvehave eller Karlskrona.

”Det er sådan, at museet har en plan om et længere togt indenfor de næste år - og til det skal vi have en besætning, der bare kan lave en stagvending i mørke med den ene hånd og med en nysmurt makrelmad i den anden hånd, for at sige det i billedsprog” siger, sommertogtets skipper Søren Rasmussen. Han var også skipper på en del af sommertogtet i 2013, og fortsætter ”Vi har haft stort held med en rekrutteringsindsats hen over vinteren og har fået mange nye medlemmer i lauget, men det betyder lige nu, at succesen har givet os et stort oplæringsbehov, som der tages fat på under sommertogtet.”

Havhingsten af Glendalough sejles af et frivilligt bådelaug, der består af knapt 200 medlemmer og antallet er stadig stigende, fordi lauget er åbent for nye medlemmer. Det er bådelauget, der vedligeholder skibet og sejler det på jævnlige træningssejladser. Sommeren giver mulighed for lidt længere togt.

Agters - bagerst - i det lange skib befinder skipper, styrmænd og rorgængere sig. På Havhingsten kaldes de ikke 'officerer' og området de styrer skibet fra hedder ikke 'Broen', men 'løftingen'. De er også på træningstur: De nye navigatører skal øve sig og have praktikken med at navigere til søs ind på rygraden. Skipperaspiranterne skal have Havhingste-timer i søfartsbogen, og mon ikke rorgængeren er på udkig efter en plads som fremtidens styrmand?

Intet er statisk på Havhingsten, undtagen det gode humør og den helt særlige lyst til at håndtere det store skib med den helt særlige historie til perfektion.

Følg med på hjemmesiden.

Fra det øjeblik 'Havhingsten' smider den sidste fortøjning i Museumshavnen den 6. juli og til skibet vender hjem igen den 26. juli, kan du følge rejsen online på vikingeskibsmuseets hjemmeside.
Om bord på skibet er der monteret kommunikations-udstyr, der gør det muligt at følge skibets sejlads med oplysninger om kurs, fart og position. Oplysningerne sendes fra skibet via satellit til hjemmesiden ca. hvert 15. minut.

Så hold øje på hjemmeside og Facebook - måske kommer Havhingsten til en havn nær dig!