Skibsgraffiti

Udsnit af fladsidens motiv på runepinden fra Bergen

Graffiti - indridsede, uofficielle tegninger - findes i sagens natur i mange forskellige sammenhænge. Det gælder også for de indridsninger af skibe, som vi kender fra langskibenes æra, hvor de dukker op på kirkedøre, på pinde, på hvæssesten, på jordfaste klipper og mange andre steder. Nogle af dem er svære at datere, men som reglen er det muligt at give dem et terminus ante quem eller et terminus post quem - et tidspunkt før hvilket eller et tidspunkt efter hvilket graffitien er blevet til - ud fra dateringen af den genstand, grafittien er blevet indridset på.

Den vigtigste graffiti af langskibe findes på en ca. 25 cm lang pind af enebær, som blev fundet ved udgravningerne på Bryggen i den vestnorske by Bergen. Pinden, der blev fundet i lag fra mellem 1248 og 1332, er flækket på langs og dekoreret med skibe på både den runde og den flade side. Derudover bærer den en runeindskrift, som fortæller at Hér ferr hafdjarfr, 'her farer den havdjærve'.

Pindens skibsafbildninger er bemærkelsesværdige. På den flade side er vist stævnene af 48 skibe, på række, overlappende, og gradvist aftagende i størrelse mod højre, så man får indtrykket af at betragte en mægtig flåde af skibe, liggende side ved side. Om denne perspektiviske virkning har været kunstnerens hensigt, er uvist. Det er også muligt, at billedet skal læses som at de mindre skibe er de mindre betydningsfulde i sammenhængen (hierakisk skalering), eller at de helt enkelt skal forestille mindre fartøjer, både i stedet for skibe. På den afbrækkede ende af pinden har der været yderligere et antal fartøjer indridset. På pindens rundede side er dels vist et enkelt, tydeligvis stort, fartøj i profil, og en figurgruppe med tre delvist overlappende stævne. På alle skibsafbildningerne er bordplankernes forløb antydet med linier, men ellers afhænger detaljeringsgraden af de enkelte fartøjers størrelse i afbildningen.

De skibstekniske detaljer, som kan læses ud af billedet, er få men væsentlige. Stævnene er alle af samme, jævnkrumme type, men der kan skelnes mellem tre forskellige stævntoppe. To af de store og derfor detaljeret gengivne stævne har korte, kraftige stævntoppe, der er udsmykket med dyrehoveder. De øvrige store stævne er alle høje og slanke, men plant afsluttede, og bærer for fleres vedkommende såkaldte stævnfløje, som er dekorative og ofte forgyldte plader med form som en fane, der blev monteret på stævnspidsen. Det største af skibene på afbildningen er udstyret med stævnfløj, men herudover også med en fane, sat på en stage lige bag forstævnen. De mindre, og tydeligvis også mindre vigtige skibe, er alle gengivet med en meget enkel, spids stævn. Dyrehovederne og stævnfløjene, såvel som de fleste stævnes høje, slanke karakter, er det der indikerer, at skibene i den afbildede flåde virkelig er langskibe.

Rentegning af det store skib på den runde side af runepinden fra Bergen. Efter A.E. Herteig (red.) 1985: The Bryggen Papers, Main series, vol. 1, titelbladet

Den lille gruppe på tre stævne på pindens runde side er udstyret med to af den modsatte sides stævntyper, og fortæller os ikke yderligere om skibene - men fartøjet der er afbildet i profil har en meget anderledes karakter. De ti årehuller, der er vist under rælingen, afslører tydeligvis fartøjet som et roskib. Et kraftigt og tydeligvis overdimensioneret sideror er vist agterude, mens såvel for- som agterstævn er vist med nærmest grotesk store udsmykninger. I forskibet har denne karakter af et dyrehoved af samme karakter som dem vist på stavens modsatte side, mens agterstævnens motiv er vanskeligere at bestemme i dag. Mest bemærkelsesværdigt er, at skibet ikke er forsøgt afbildet med mast og sejl, men at der derimod er indridset en horisontal linie mellem for- og agterstævn, som fem steder, jævnt fordelt, understøttes af lodrette linjer forsynet med en trekant med spidsen vendende nedad. Betydningen af dette arrangement er ukendt for os i dag, men må have været genkendelig for datidens betragter. Det er tænkeligt at det repræsenterer en stativ til at holde en teltdug - et tjald - udspændt over skibet - men kan også være en del af skibets kampudrustning, f.eks. understøtningen til en løbebro eller en række hævede platforme til at skyde fra - højmiddelalderens krigsskib var i langt højere grad end vikingetidens en slags "flydende fæstning", hvor det ikke var ualmindeligt at rejse tårne og andre konstruktioner ombord for at sikre sig fordele i den skånselsløse kamp mand mod mand, som søkrigen endnu på dette tidspunkt var.

Skibsgraffitien på kirkeskibets nordvæg i Fortun stavkirke. Efter Martin Blindheim: Graffiti in Norwegian Stave Churches c.1150-c.1350, Oslo 1985, plate XVI

De norske stavkirker har for fleres vedkommende bygningsdele der kan dateres helt tilbage til 1100-1200-tallet. På mange af dem findes der graffiti i form af indridsede skibsbilleder, men oftest er det kun stævne og ikke hele skibe, der er afbildet. En af undtagelserne er stavkirken fra Fortun, hvor den lange, slanke profil af et krigsskib dominerer indridsningerne på indersiden af kirkeskibets nordvæg. Baggrunden for de mange skibsgraffiti i stavkirkerne er ukendt, men det antages at de fleste af dem blev lavet af de håndværkere, der byggede kirkerne. Det er muligt at forestille sig en religiøs betydning i indridsningerne - den del af kirkebygningen, som menigheden sidder i, kaldes for kirkeskibet fordi skibet siden oldtiden er blevet benyttet som metafor for den kristne kirke. Men det er også tænkeligt at de samme håndværkere, som byggede og udsmykkede kirkerne, også var dem der byggede og udsmykkede de store skibe. Som det ses i Snorri Sturlusons sagatekst om kong Olav Trygvasons ORMR INN LANGI, var netop udformningen af stævnene en af de mest prestigefyldte opgaver i skibsbyggeriet, og har sikkert været genstand for megen diskussion skibsbyggerne imellem.

Tekst: Jan Bill