Kildekritik og historisk metode

Den historiske videnskab bruger en bestemt fremgangsmåde, når skriftlige kilder skal fortolkes. Der er jo det særlige ved historikerens kildemateriale, at det - bevidst eller ubevidst - ikke altid taler sandt. Derfor er det vigtigt at gå frem efter en fast kildekritisk metode, der sigter på at beskrive kildens styrker og svagheder, så man ikke overfortolker den.

Kildekritisk metode gælder for alle kildegrupper, ikke kun skriftlige kilder, som er det vi arbejder med i denne øvelse. De samme forholdsregler gælder principielt også for arkæologiske og billedlige kilder. Disse kildegrupper skal naturligvis også inddrages i fortolkningen af en skriftlig kilde og vice versa.

Skal man øve sig i historisk metode, er vikingetiden med dens relativt få bevarede skriftlige kilder måske ikke den bedst egnede periode, men én begivenhed i den skandinaviske ekspansion på De britiske Øer har gennem de følgende århundreder tiltrukket sig forskellige skribenters opmærksomhed, og er således et godt eksempel på, hvad man skal være opmærksom på ved læsning af historiske dokumenter: Den såkaldte St. Brictius' dags massakre 13. november 1002.

Angiveligt skulle den engelske konge Æthelred på denne dag gennem et dygtigt hemmeligholdt komplot have foranstaltet nedslagtningen af de danske indvandrere. Men hvad er fup og hvad er fakta? Hent kildesættet her til højre og prøv selv. Du kan også gå på nettet eller biblioteket og finde de enkelte kilder i deres oprindelige sammenhæng og originalsprog. Vi gengiver dem her på moderne engelsk og dansk.

Grundtrækkene i historisk metode

Først skal kilden beskrives; undersøg kildens:

Oprindelse:

  • Datering, hjemsted, ophavsmand? Hvis kilden selv angiver disse, skal rigtigheden heraf testes.
  • Opbevaringssted: Er et brev nogensinde afsendt? Kan det dateres indirekte gennem de dokumenter, som det er afskrevet sammen med?
  • Hånd, sprog og stil kan vise identisk ophavsmand.

Ægthed: (I forhold til det man undersøger! Kilden kan godt være falsk i nogle sammenhænge og ægte i andre). Er kilden en forfalskning, undersøges også omstændighederne for forfalskningens samtid.

Type: Er kilden et levn (opstået som del af den begivenhed man undersøger – f.eks. domme, håndfæstninger og arkæologiske fund) eller en beretning (omtaler, men er ikke part i, sagen)?

Slægtskabsforhold: Er kilden tilsyneladende en førstehåndsberetning kaldes den en primær kilde (teknisk set bruger historikere dog også betegnelsen om en andenhåndsberetning, hvortil kilden er gået tabt). Har forfatteren kendt til andre (bevarede) kilder kaldes den en sekundær kilde (andenhåndsberetning).

Der er tre grundlæggende slægtskabsformer: 1) Kilden A bruger kilden B. 2) Kilden A og kilden B bruger begge en tredje kilde X. 3) Kilden A bruger både kilden B og kilden X. (Principielt bør man undersøge hele forfatterskabet for at afklare dette).

  • Nævner kilden selv sin kilde? Passer det, og er den så korrekt gengivet?
  • Er der påfaldende enslydende formuleringer - eller måske endda fælles fejl - kilderne imellem, som kunne tyde på slægtskab?

Umiddelbare troværdighed: Kilden prøves mod velkendte ”fakta” om personer, steder osv. som omtales i kilden. Pas på ringslutninger!

 

Dernæst skal kilden fortolkes:

Forstå selve skriften (sprog, håndskrift, forkortelser…)

Forstå betydningen

Forstå betydningen i lyset af helheden og samtidens anskuelser. Også her bruges andre kilder som reference.

(Beskrivelse og fortolkning foregår naturligvis i en vekselvirkning; man kan jo ikke undersøge ægthed og slægtskabsforhold, hvis man ikke ved, hvad teksten betyder).

 

Så følger vidneværdsættelsen:

Slægtskab (se ovenfor): hvor tæt på begivenheden er forfatteren, og hvor troværdig er han så?

Samtidighed: Uanset om kilden er primær eller sekundær, svækker det troværdigheden, hvis der er forløbet lang tid mellem begivenheden og nedskrivningen.

Tendens: Er kilden farvet af beretterens indre eller ydre forudsætninger og habilitet?

  • Er forfatteren tendentiøs/har interesser i sagen?
  • Hvad har han i så fald kunnet opnå ved at forfatte kilden?

 

 

Først herefter kan man stille kilden, eller rettere kildesættet, de spørgsmål, man ønsker. De kan være af politisk eller begivenhedshistorisk karakter (hvem dræbte …), socialhistorisk (hvordan levede …), teknologihistorisk (hvordan sejlede …) eller noget helt fjerde.

Supplerende spørgsmål til kildesættet

  • Hvilke af kilderne har kendt til hinanden?
  • Hvad er deres ærinde? Er de for eller imod massakren? Hvordan beskriver de danerne? Hvorfor?
  • Findes Gunhild?
  • Hvordan beskriver eftertiden generelt de begivenheder, som historien giver navnet "massakre"? Find flere og nyere eksempler. Findes der overhovedet nogen, hvor ofrene ikke stilles i et fordelagtigt lys? Hvad er egentlig en massakre?
  • Hvad skal man lægge i udtrykket "alle danere"? Var det et folkemord, eller blev kun bestemte grupper ramt?
  • Findes der arkæologiske kilder, der kan bekræfte massakren?
  • Kan massakren aflæses i forekomsten af nordiske sted- og personnavne?
  • Se på den historiske baggrund for begivenheden. Hvad havde danskerne/skandinaverne foretaget sig i England i årene op til begivenheden?
  • Hvem var St. Brictius? Kan der ligge mere end en tilfældighed bag, at det blev denne dag og ikke en anden helgens dag?
  • Find ud af mere om danerne i eftertidens engelske folklore og litteratur/kunst. Hvad er det for ting i natur, landskab og samfund, som kædes sammen med danerne? Er de ofre eller banditter?