Natur og sansenavigation i Vikingetiden

Ordet sansenavigation, eller intuitiv navigation, antyder at navigation er noget ethvert menneske instinktivt kan. Men naturligvis er det noget der kan og skal læres gennem overlevering fra generation til generation. Derfor kaldes denne form for navigation ofte 'Empirisk navigation'.

Den mest benyttede af sanserne er synssansen. Langt det meste af vikingetidens søfart skete langs kyster og på floder og åer. Observationer med synet kombineret med kendskab til det sete var det eneste der krævedes.

Havhingsten ved Loch Inver med pejlepunkt i forgrunden. Foto: Werner Karrasch
Havhingsten ved Loch Inver med pejlepunkt i forgrunden

Sømærker og pejlepunkter

Det enkleste "instrument" til at finde vej er egentlig blot en kunstig hjælpende hånd til navigationen efter landtoninger: Sømærket eller særlige kendetegn på kysten. Disse kunne være særlige træer, gravhøje, bjerge, fjorde, søer, bebyggelser m.m. Man bemærkede de vekslende former og særligt det højeste punkt i et landskab.

For at huske sine landskabsbeskrivelser, har man haft god hjælp af stednavne, der præcist, og ofte i billedsprog, beskriver øer, bakker og skove; tænk for eksempel på øen Hjelm i Kattegat.

Hvor man manglede letgenkendelige punkter i landskabet, kunne man opstille dem selv. På dansk og norsk kunne de hedde tønder eller varder, og kendes fra stednavne som Tønsberg og Vardø. Efter kristendommens indførelse opstillede man gerne sømærker i form af kors. De kendes også i stort tal fra stednavnene; for eksempel Korshavn og Korsør. Om natten kunne et bål tjene samme formål, og i ufredstid brugte man røgen og ilden fra bål, såkaldte bavne, til at alarmere befolkningen i baglandet om et angreb.

Men også de øvrige sanser kunne komme i spil; især tæt på land, hvor lyd af fugle og andre dyr, lugten fra bål og ildsteder, og smagen af udstrømmende ferskvand fra et vandløb kunne indgå i det samlede mentale billede af landskabet.

Man kunne udlede megen information af at observere dyrene. Hvalerne søger føde på bestemte strømsteder; fuglene flyver kun en vis afstand fra land. Endelig kunne man selv medbringe fugle, der kunne angive retningen mod land.

Ledsagemænd

I ukendt farvand har man taget en lokalkendt mand ombord som kendte områdets sejlforhold og man har tidligt haft et behov for at overdrage viden om landskabet og havet til hinanden. Det kunne være i form af en landtoning; en tegning eller udskæring, der forestiller et markant parti af landskabet set fra søsiden. Senere blev disse sejlanvisninger nedskrevet og mange af dem vi kender fra tidlig middelalder stammer sandsynligvis fra vikingetiden.

Sol og stjerner

Solens stilling på himlen er grundlaget for hovedparten af de astronomiske navigationsinstrumenter, men selv med de menneskelige sanser kan solens stilling, hvis man er vant til at færdes i naturen, give en god ide om verdenshjørnernes placering. Solens bane over himmelen og dens op- og nedgangssted ændrer sig med årstiden og alt efter hvilken breddegrad man befinder sig på, men middagsretningen mod syd kan man altid finde.

Stjernerne, især Nordstjernen, der står næsten stille i retning mod nord er om natten også en god retningsgiver, men i Norden er der i de lyse nætter, hvor næsten al sejlads foregik i vikingetiden, for lyst til at observere stjerner ordentligt.

Man kan også nogen gange erkende land ved hjælp af de skyer, der om sommeren rejser sig over landjorden.

Mikkel H. Thomsen - med bidrag af Lena Börjesson og Max Vinner