Filungar

Vi har desværre ingen samtidige skriftlige kilder, der kan fortælle hvordan bådebyggerne arbejdede i Vikingetiden. Men få hundrede år efter Vikingetiden kan man i sagaer, lovtekster og i Kongespejlet, en norsk belærende tekst om hvordan man skulle opføre sig, læse om, hvordan skibsbygningsarbejdet var organiseret.

Snorre Sturlasson skriver i Olav Trygvesons saga om byggeriet af langskibet Ormen hin Lange i 1000tallet:

Citat: "Der var samlet mange folk til dette arbejde. Nogle med at fælde træer, nogle med at glathugge tømmer, nogle med at slå skibsnagler i og nogle med at transportere tømmeret".

Fordelingen af arbejdsopgaver ses også i norske lovtekster, hvor det fremgår, at nogle håndværkere arbejdede på køl og stævne, andre med plankerne.

Ved byggeriet af større og måske kongelige skibe, fx et langskib som Skuldelev 2, blev arbejdet ledet af en skibsbygmester kaldet Hofudsmidir. Han havde ansvaret for, at materialerne var på byggepladsen eller værftet samt, at håndværkerne fik mad og betaling for deres arbejde.

Bygmesteren kunne modtage en bøde, hvis materialer eller værktøj manglede, hvis byggeriet ikke var færdigt i tide eller ikke var ordentligt udført. Den største bøde blev dog givet, hvis man ophuggede det gamle skib inden stævnene og kølen var samlet på det nye.

Stævnsmeden (Stafnasmidir) var den mest erfarne bådebygger på pladsen – bygmesterens højre hånd og dermed den der havde det praktiske ansvar for formen på skroget. Fordi han var formand på byggepladsen, modtog han en højere løn end den almindelige bådebygger, kaldet Filungar.

Værktøj. Tegning: Søren Vadstrup. © Vikingeskibsmuseet.
Værktøj. Tegning: Søren Vadstrup. © Vikingeskibsmuseet.

Bådebyggerens værktøj

Den viden vi i dag har om bådebyggerens værktøj beror på fund af værktøj i grave, ved byudgravninger, udgravninger af værftpladser hvor skibene blev bygget i Vikingetiden samt billeder af bådebyggere med værktøj i hånden. Et sådan billede findes på Bayeuxtapetet, et broderet vægtæppe fra 1070’ernes Frankrig. Tæppet viser blandt andet en skibsbygnings-scene, hvor en mand hugger skibsplanker til med en bred økse, kaldet en bredbil.

Det største værktøjsfund er Mästermyrkisten udgravet i en mose i Gotland, Sverige. Værktøjet i kisten tyder på, at ejeren har været metalhåndværker og har udført arbejde i kobber og jern. Men kisten indeholder også et komplet sæt skibsbygningsværktøj:

  •  4 forskellige slags økser
  •  2 høvle
  •  et bor
  •  en profilskraber
  •  en kniv
  •  et stemmejern
  •  en hammer
  •  samt et naglejern til smedning af skibsnagler.

Det mest interessante gravfund fra Danmark er fra Over Hornbæk ved Randers, hvor en skibsbygningsmester lå begravet med en bredbil indlagt med sølv. Derudover har man ved Dejbjerg i Vestjylland fundet et sæt værktøj, man må formode enhver skibshåndværker har haft, bestående af 2 økser, et bor og smedeudstyr.

Var bådebyggeren med ude at sejle?

Det er svært at sige om bådebyggeren var en del af besætningen om bord på vikingernes krigsskibe. I Kongespejlet nævnes den udrustning et krigsskib bør medbringe og heriblandt finder man bådebyggerens værktøj; en almindelig håndværksøkse, et huljern, et bor samt en del andet værktøj, som ikke er nærmere forklaret. Dette værktøj kunne sagtens bruges til småreparationer på skibet; for eksempel en revne i skibsplankerne.

Af: Louise Kæmpe Henriksen