Holumenn

Tegning: Flemming Bau. © Vikingeskibsmuseet.
Tegning: Flemming Bau. © Vikingeskibsmuseet.

Den menige besætning på krigsskibene i Vikingetiden kaldtes holumenn, og deres vigtigste arbejdsopgave om bord var at sejle skibet.

Gulatingloven fra Norge beretter, at kongen udpegede en styrmand, og at styrmanden udvalgte besætningen. De udvalgte mænd var som regel ugifte unge mænd. Mødte de ikke op til sejladsen, eller nægtede de at tage afsted, blev de pålagt en bøde. Var der ikke nok unge karle, skulle de bønder, som havde arbejdsfolk, sejle med. Hver mand fik løn, og betalingen var en øre pr. måned.

Vagter om bord

Besætningen indgik i vagthold. Vagtposten Bergvordr skulle udføres ved årerne, Rávordr ved sejlet, Festavordr ved fortøjningen i land og Strengvordr ved ankertorvet når skibet lå stille. Alle vagtposter skulle bemandes dag og nat.

Arbejdsopgaverne var, at trimme sejlet, at lænse skibet for vand, gå vagt og styre roret. Rorgængeren kaldtes Stjórnari.

Der var også en vagt i forskibet til, at holde udkig. Han kaldtes Stafnbúar eller Sundvordr. Sammen med skipper og styrmændene havde udkiggen en ansvarsfuld opgave om bord, særligt ved kystsejlads, hvor det var vigtigt, at holde øje med kendelige punkter i land. Udkiggen skulle have en god stemme, så han kunne råbe sine observationer tilbage til resten af skibet og skipperen som befandt sig ved masten i skibets midte eller helt bagude i agterskibet.

I Helge Hundingsbane historie står, at krigsskibene endda havde særskilt vagtpost til, at spejde efter fjenden.

Personlig oppakning

De islandske sagaer antyder, at krigsskibenes besætning havde en slags sovepose med sig. Køjer var der ingen af, og rummene mellem hver tofte på dækket udgjorde sovepladserne. Soveposen kaldtes en Húdfat og var et stort skind syet sammen i siderne med plads til to personer.

Den personlige oppakning blev pakket i skibskister. Kisterne kunne sandsynligvis flyttes rundt, og i Eyrbyggernes saga står der, at mændene i et rum skulle deles om kisten til opbevaring af deres proviant, klæder og våben.

Kvinder om bord

Der var normalt ikke kvinder med på skibene i Vikingetiden. Det kunne ske i tilfælde af at man havde kvindelige slaver og krigsfanger om bord, eller hvis en kvinde af høj status var med som passager. At kvinder var et særsyn på skibene fremgår af enkelte skriftlige kilder, hvor der står, at de skulle beskyttes mod farer og regn.

Fakta: I Flateyjarbogen fra 1300tallets Island står, at Leif og hans mænd under en sejlads til Østerø på Færøerne alle blev våde, fordi de skulle sikre, at Thora forblev tør.

Denne skibsplanke var blevet genbrugt som brøndforing. På planken ses mølle indridset. Foto: Hans Skov. Moesgård Museum.
Denne skibsplanke var blevet genbrugt som brøndforing. På planken ses mølle indridset. Foto: Hans Skov. Moesgård Museum.

Livet om bord

Det er i dag svært at sige noget om, hvad man foretog sig på skibene, når der ikke var noget at gøre i riggen eller ved årene. Både i den rige skibsgrav Gokstad og på en dæksplanke fra et skib fundet i Århus har man dog spillebrædder, hvorpå Mølle og vikingespillet nefatavl kunne spilles. I mange gravfund er en del af det personlige udstyr ligeledes spillebrikker og terninger, enten lavet af glas, ben, tak, tand og horn. På Øen Lewis fandt man i 1831 93 skakbrikker af Hvalrostand.

I sagatekster omtales både halatavl, nefatavl og skak. Sagaerne fortæller ikke meget om regler for spillene, men giver indtryk af, at f.eks. evnen til at spille skak var et led i god opdragelse. Bl.a. omtales en Grymer som i sin bejlen til en smuk ungmø, måtte bevise sit værd og holde sit sværd frisk i krigeriske våbenøvelser, bestige isbjerge, udføre styrkeprøver, spille godt skak, tyde stjerner, kaste med sten og udøve anden idræt.

Af: Louise Kæmpe Henriksen