Madsvend

En af de meget få omtaler af skibskokken findes i Orkneyinga saga. Her beskrives, hvorledes Hakon beordrer sin madsvend til, at dræbe Hakons fætter Magnus, da ingen af hans andre mænd ville. Tilsyneladende var madsvenden ikke på samme måde som krigerne i en position, hvor han kunne nægte at udføre sin herres ordre.

Eyrbyggernes saga fra 1000tallet fortæller, at der ofte blev trukket lod om, hvem der skulle lave mad på skibet. "Dengang var det skik hos købmændene ingen madsvende at have, men de, som spiste sammen, måtte selv kaste lod om, hvem der hver enkelt dag skulle forestå køkkenet".

I løbet af 1000-tallet blev opgaven dog knyttet til een mand, som modtog hyre for sit arbejde, og man finder nu madsvenden oftere omtalt i de skriftlige kilder som besætningsmedlem både på krigsskibe og handelsskibe.

Da der ikke fandtes et ildsted på vikingetidens krigsskibe kunne madsvenden sandsynligvis ikke lave varm mad om bord. Norske lovtekster indeholder dog regler om tre daglige landgange for madsvenden: En gang for at hente vand og to for at lave mad. Så mange landgange kunne lade sig gøre fordi krigsskibene, så vidt det var muligt, sejlede efter pejlepunkter langs kysterne.

Kosten

Selve skibskosten kaldtes nest, farnest eller hafnest og bestod af grød lavet i en stor sammennittet gryde. Sådanne skibsgryder er fundet skibsgravene Tune og Oseberg.

Magnus Erlingssøns saga beretter, at skibsprovianten, udover grød, også bestod af mel og smør. Man medbragte til tider tørrede skiver af de fedeste stykker på helleflynderen samt tørfisk og brød. Kogt eller stegt kød var sjældent en del af provianten og forekom kun under særlige omstændigheder, hvor slagtning af fremmede husdyr var tilladt.

Kostforholdene for 12 mand i 14 dage var, ved lov, bestemt til et skippund bygmel og tre trepundslaupar med smør. Det svarer til en dagsration af 880 gram mel og 285 gram smør. Det er lidt over et kilo mad pr. person, og må vurderes som en kraftig kost; svarende til hvad en mand behøver ved stor fysisk aktivitet.

Tønder til vand og øl. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet
Tønder til vand og øl. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet

Der blev drukket vand om bord, medbragt i tønder eller kar. I de norske skibsgrave Oseberg og Gokstad fandt man store kar, som kunne indeholde 500 liter og 750 liter, og flere kilder nævner, at der som minimum skulle være 4 liter pr. person pr. dag.

I Osebergskibet fandt man dog også en mindre tønde á 125 liter. Sådanne mindre tønder har nok været lettere at pakke på et smalt langskib som Skuldelev 2.

I Eyrbyggernes saga står:

Citat: "Alle skibsfolkene havde også drik sammen; der skulle nemlig stå et kar med låg, hvori drikken var, men drikken havde man ellers i mindre tønder, hvorfra den fyldtes i karret, når det var tomt."

Øl fandt man kun på storfolks eller kongens hærskibe.

Ofte havde flere skib fælles proviant, eller også var egentlige proviantskibe en del af flåden. Det fremgår hos den islandske sagadigter Snorre Sturlasson, som skriver, at den norske konge udruster 200 skibe samt proviantskibe og transportskibe.