Billedkilderne

Mønter med skibsmotiver fra o. 800. Mønterne i den øverste række er slået i Dorestad, og har formodentlig dannet forbillede for mønterne i de to nederste rækker, der alle er skandinaviske såkaldte 'Hedeby-mønter'

Skibsafbildninger udgør en vigtig, men vanskelig kilde til vikingetidens langskibe. Dette skyldes især at dem, der i sin tid skabte afbildningerne, som reglen havde andre bevæggrunde end ønsket om at gengive skibene så virkelighedstro og detaljeret som muligt. Ofte var skibet symbolsk og helt anonymt - det skulle blot være tilstede og kunne genkendes som et skib, men det behøvede ikke at ligne et konkret eksempel - situationen kan sammenlignes med anvendelsen af billeder på trafikskilte i dag. Andre gange skulle det måske forestille et bestemt fartøj, f.eks. Frejs skib SKíÐBLAÐNIR der kunne rumme alle Asgårds guder, eller Vilhelm Erobrerens flagskib under invasionen af England, MORA - men her var løsningen at anbringe symboler som kunne identificere skibet, snarere end at forsøge sig med en realistisk afbildning. Det kunne jo også være svært, hvis det man ville afbilde i sig selv var mytologisk. Når der ses bort fra grafittien, er det tilsyneladende først i senmiddelalderen, at vi i Nordeuropa begynder at se forsøg på realistiske skibsafbildninger.

Skibsafbildningerne optræder i forskellige sammenhænge, og dermed også i forskellige materialer. De gotlandske billedsten er en gruppe tekstløse gravmonumenter, rejst i germansk jernalder og i vikingetid, som hyppigt viser skibsbilleder. De er ofte blevet diskuteret i forbindelse med forsøg på at rekonstruere vikingeskibenes sejlføring. Runestenene er tilsvarende grav- eller mindesten, men det er kun enkelte runesten, der er forsynet med skibsmotiver. På grund af materialet er detaljeringsgraden i stenbillederne normalt ringe. Det gælder især for runestenenes billeder, da disse ofte er hugget i granit.

Møntbilleder er antalsmæssigt måske den største kildegruppe, men byder kun på lille variation de enkelte billeder imellem, ligesom den meget begrænsede plads på mønterne har sat snævre grænser for udformning og detaljeringsgrad. Her må det også tages i betragtning, at møntbillederne uden tvivl er det mest officielle og mest styrede af de billedprogrammer, vikingetidens skibsafbildninger har indgået i.

En meget lille kildegruppe udgøres af skibsbilleder på tekstiler, hvoraf Bayeux-tapetet er langt det mest kendte. Dette billedværk om hertug Vilhelms erobring af England i 1066 indtager med sine detaljerede og livagtige scener af skibsbygning og sejlads en særplads i skibsikonografien, mens andre tekstile afbildninger tenderer til at være meget stiliserede og underkastet materialernes og teknikkernes vilkår.

Det mest varierede og spontane billedmateriale kommer fra graffiti, som oftest findes indridset på træ, sjældnere på sten. Der er her sjældent tale om afbildninger af hele skibe - ofte er det kun stævnene, skibets mest iøjefaldende del, der er vist. Vi kan i dag ikke kende baggrunden for de enkelte indrisninger, og det er sandsynligt at termen 'graffiti' ikke yder alle billederne fuld ret - det er meget tænkeligt at mange indridsninger har haft en bestemt religiøs eller kommunikativ hensigt, og dermed ikke er så spontane og virkelighedsnære, som de umiddelbart ser ud til.

Der er ét træk, som forener hele dette store kildemateriale: der er ikke ét billede som vi kan identificere som et stort vikingetidigt langskib i hel figur. Der er formodentlig flere grunde til dette. Møntbillederne er således et 800-tals fænomen og kan dermed ikke forventes at vise de store skibe. Det samme gør sig til dels gældende for de gotlandske billedsten, der synes at ophøre i 900-tallet. Men en vigtig grund er uden tvivl datidens billedkonvention, der synes at foreskrive at skibe skulle vises set fra siden. Langskibets lange lave skrog med det uforholdsmæssigt store sejl har ikke i sin naturlige form været attraktivt som motiv, ligesom de færreste medier og materialer har givet mulighed for at indikere åretal og dermed skibsstørrelse ved at afbilde 20-30 skjolde eller årer langs skibssiden.

Tekst: Jan Bill