Dateringsmetoder

Hvordan kan man vide, hvor gammel en ting er?

Den ældste og mest almindelige dateringsmetode i arkæologien er typologisk datering. Man daterer en genstand ud fra kendskabet til andre lignende genstandes alder. Når man har kigget på tilstrækkeligt mange biler, kan man godt se, at en WV Golf er yngre end en folkevognsboble – og at Golfen ligner andre biler fra samme periode. Det er det samme med oldsager. Men man kan kun datere relativt; altså sætte oldsagerne i den rigtige rækkefølge i forhold til hinanden. Skal man have en datering i egentlige kalenderår, må man ty til naturvidenskabelige metoder. De mest brugte er kulstof-14 datering og dendrokronologisk datering (årringsdatering).

Eksempel på en typologisk serie: Pilespidser fra stenalderen. © Vikingeskibsmuseet (grafik: Morten Johansen).

Kulstof-14 datering er baseret på henfaldet af det ustabile radioaktive kustof-isotop C-14, der findes i alt organisk materiale. Så længe organismen er i live, vil den optage nyt C-14, men fra dødsøjeblikket sker der kun henfald; det vil sige, at de radioaktive kulstofisotoper omdannes til almindelige, stabile N-14 atomer. Hastigheden af dette henfald, halveringstiden, er kendt, og man kan derfor ved at tælle hvor mange atomer der henfalder over en periode finde ud af, hvor længe det er siden organismen døde. Metoden giver i bedste fald en usikkerhed på et kvart århundrede, og der er på grund af variationer i den kosmiske stråling perioder i middelalder og nyere tid, hvor metoden er meget usikker.

 

Dendrokronologisk datering

Dendrokronologisk datering kan foretages på visse træsorter, og består af en opmåling af årringenes bredde. Da træer af samme sort opvokset i samme område vil have ens vækstbetingelser, kan man matche årringenes "stregkode" med allerede kendte prøver. I bedste fald - dvs. når bark eller yderste årring er bevaret - kan fældningstidspunktet dateres på halvår. Desuden bestemmes træets voksested ret præcist, hvilket især for studiet af skibsvrag er af stor betydning.

Mikkel H. Thomsen

Princippet i dendrokronologi. © Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser.