Langskibet i de skriftlige kilder

De skriftlige kilder fra vikingetiden er sparsomme, og ikke mindst er de få, som fortæller os om datidens langskibe. Vikingerne selv efterlod sig især skriftkilder indenfor to kategorier. Det ene er runestenenes ordknappe indskrifter, hvis vidnesbyrd om skibene som regelen højest strækker sig til omtale af ejerskab, funktionsbetegnelse ombord og måske fartøjstype – ofte mindre. Den anden er skjaldekvadene, der i vikingetiden levede som mundtlig tradition, og som først blev nedskrevet senere i middelalderen. Kun fordi denne digtning var underlagt så stramme regler om rim og rytmer, kan vi i dag antage at de senere nedskrifter næsten ord til andet må have modsvaret de oprindelige talte ord.

Vil vi søge efter andre skriftlige kilder til langskibene, må vi først og fremmest rette blikket mod de steder, som langskibene søgte hen – og især mod Vesteuropa, hvor krøniker, ofte nedskrevet ved klostre, giver samtidige, men ordknappe beskrivelser af de skandinaviske flåders aktiviteter. Enkelte kilder, f.eks. Vilhelm Erobrerens flådeliste, er afsat af skandinaverne selv i udlandet, eller af deres efterkommere.

Noget fyldigere flyder kilderne, hvis vi også inddrager middelalderens første århundreder. Her er det først og fremmest i konge- og samtidssagaerne at vi kan få fyldige og formodentlig også temmelig virkelighedsnære beskrivelser af langskibene og deres brug. Også i Saxo Grammaticus’ mange beskrivelser af hærtogterne mod venderne på Østersøens sydkyst, gengivet i Gesta Danorum, optræder langskibene i stort tal, men desværre med meget få konkrete oplysninger. Endelig er middelalderens skandinaviske lovtekster med deres bestemmelser om ledingen, det søværts landeværn, af stor værdi for forståelsen af langskibet og dets rolle i 1100- og 1200-årene.

Tekst: Jan Bill