Skriftlige kilder til Vikingetiden

De samtidige skandinaviske kilder til vikingetiden er sparsomme; da Norden ikke havde samme boglige tradition som de kristne og islamiske områder mangler vi vikingernes egne ord. Historieskrivningen om vikingetiden har derfor ofte taget udgangspunkt i udenlandske kilder, og i senere nedskrevne kilder fra 1200–1400tallet byggende på mundtlige overleveringer.

De skandinaviske skriftlige kilder kan opdeles i:

  • Krøniker
  • Sagaer
  • Skjaldekvad
  • Love
  • Runeindskrifter
Saxo manuskriptside " Fragmentet fra Angers". Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsafdelingen
Saxo manuskriptside " Fragmentet fra Angers". Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsafdelingen

Krøniker

Chronicon Roskildense (Roskildekrøniken) fra ca. 1138–1140 og Saxos latinske værk om danernes bedrifter Gesta Danorum (danmarkskrøniken) fra omkring 1200 betegnes i dag som de to ældste danmarkshistorier. Roskildekrønikens forfatter er ukendt, da det var skik for kirkelige skribenter at være anonyme. Men forfatteren har sandsynligvis været en lokal gejstlig. Krønikens interesse er bispesædet i byen.

En ukendt forfatter har forsøgt at skrive en fortsættelse til første skrift, og krøniken er afskrevet flere gange. Mange af disse afskrifter afslører, at afskriverne har ændret i teksten. Således kan man i en og samme tekst finde den originale sætning:

"Erik Ejegod gav mange urimelige og uretfærdige love" og rettelsen: "Erik Ejegod gav mange rimelige og retfærdige love."

Begge danmarkshistorier bærer præg af at have de udenlandske beretninger som forbillede, især Adam af Bremens værk om de tyske ærkebispers historie. Men Saxos krønike har også et rigt persongalleri byggende på mundtligt overleverede sagn, skjaldekvad og heltedigte.

Sagaer og skjaldekvad

De fleste middelalderlige sagafortællinger er nedskrevet på Island og omhandler norske stormænd, høvdinger og konger. De har ofte karakter af "en god historie" om heltemodige bedrifter. Alligevel er sagaerne rige på informationer om vikingetidens samfund. I Snorre Sturlassons Olav Trygvasons saga findes vigtige informationer om skibsbyggeri, skibenes udseende og organiseringen af bådvæft og bådebyggere, og i Mangnus Erlingssøn saga skibsprovianten. Det kan synes sparsomt med brugbare oplysninger, men ved flere gennemlæsninger opdager man, i disse sprogligt sprudlende tekster, konkrete oplysninger om fx størrelsen på vandtønder, indretninger af sovepladser, beklædning på Atlanterhavet, regler for kvinder om bord og ikke mindst størrelsen på de flåder der angreb England.

De nordiske skjaldekvad findes overleveret i Snorre Sturlassons store værk Heimskringla (Verdens Kreds) fra 1230. Snorre var selv skjald og ved at skrive et værk om tidens digterkunst (Edda), har han gjort det lettere for eftertiden at tolke skjaldekvadene.
Mange af kvadene overleveret hos Snorre eller i andre senere skrifter bærer ikke blot navnet på den konge eller høvding, som de lovpriser, men også skjaldens eget navn. Kvadene er derfor lette at sammenholde med andre skriftlige kilder. Kvadene er mundtligt overleveret fra generation til generation, men trods risiko for mange og måske mangelfulde genfortællinger vurderes de i dag som vigtige kilder til vikingetiden.

I Heimskringla skriver Snorre, at man satte ære i at gengive kvadene korrekt og fortælle sandheden:

"Det er ganske vist skjaldens skik at prise den mest, som de netop står foran, men ingen ville alligevel vove at fortælle en mand om bedrifter, han skulle have udført, hvis alle tilhørere vidste det var løgn og praleri. Det ville være hån og ikke pris."

Love

Enkelte lovtekster nedskrevet i Middelalderen indeholder bestemmelser, som kan føres tilbage til vikingetiden. Det kan være regler, der forbyder skikke, som var almindelige få hundrede år tidligere; regler for, hvordan man omgås kongen eller bestemmelser vedrørende handel og lovgivning om organiseringen af skibsbygning.

Sidstnævnte gælder den norske Gulatinglov. Gulatinget var det gamle hovedting for Vest- og Sydnorge. Lovens opbygning og indhold har sandsynligvis været forbillede for den tidligste islandske lov Ulvljotslovi fra ca. 930. Dermed må Gulatingloven være endnu tidligere, selvom den først blev nedskrevet i 11-1200-tallet. Lovens hovedtekst indeholder flere kapitler om bådbygning, skibsstyring, besætningsregler og våbenregler som i dag henføres til vores tolkning af vikingetidens skibsbygning og organiseringen af flåder.

Runepind fundet ved Roskilde 6, udgravet på Vikingeskibsmuseet i 1996. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet
Runepind fundet ved Roskilde 6, udgravet på Vikingeskibsmuseet i 1996. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet

Runeindskrifter

De sikreste skriftlige kilder er som hovedregel de der er nedskrevet samtidigt med begivenhederne de omtaler. Til denne kategori hører runeindskrifterne. Rune-teksterne er dog som regel begrænset til få linier, og forekomsten er spredt både kronologisk og geografisk. Nogle få træpinde med indristede runer, brugt til at videregive meddelelser, er bevaret. Hertil kommer teksten på de ca. 140 runesten, vi i dag kender til i Danmark. Runeskrifterne på stenene giver et vist indblik i de politiske og samfundsmæssige forhold.
Som eksempel kan man på Jellingestenen læse:

"Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne."

Udenlandske kilder

Bortset fra runeindskrifterne kommer langt de fleste samtidige skriftlige kilder som omhandler vikingerne fra udlandet.

Det udenlandske kildemateriale kan opdeles i:

  • Annaler
  • Krøniker
  • Levnedsbeskrivelser
  • Rejsebeskrivelser

Størstedelen af disse tekster er skrevet på latin og ofte på baggrund af politiske, militære eller religiøse konfrontationer med vikingerne.

Annaler

Annaler er kronologisk førte årbøger skrevet af gejstlige om landets indenrigs- og udenrigspolitiske begivenheder.

De frankiske Rigsannaler beretter i 808, at danernes konge Gotfred, grundet stridigheder med kejser Karl den Store i Frankerriget, befæstede sin sydlige grænse med en vold.

Vikingernes første plyndringer nævnes i de irske Ulster-annaler i januar 840:

"Lugbad was plundred by the heathens from Loch n’Echach and they led away captive bishops and priests and scholars, and put others to death."

Annalerne giver mulighed for at spore vikingernes færden; plyndringer, erobringer og handel i store dele af den kristne verden, og selvom de først er nedskrevet i 1400-tallet, opfattes de senere nedskrivninger som pålidelige versioner af de tidligere originale annaler.

Andre udenlandske skrifter har karakter af krøniker, levnedsbeskrivelser eller rejseberetninger hvor informationerne om vikingerne blot er en lille del af en større historie om skriverens oplevelser.

Udenlandske Krøniker

Adam af Bremens krønike om de hamburgske ærkebispers historie fra ca. 1075 har kildeværdi for Nordens historie fra tiden omkring 870 op til 1080, da fjerde bog kaldet Beskrivelse af øerne i Norden blandt andet bygger på mundtlige overleveringer fra den danske konge Svend Estridsen: "Danerkongen, hvis minde vil leve længe, havde barbarernes ugerninger så friske i erindringen, som var de skrevet ned."

Om Adam af Bremen selv har været i Skandinavien er vanskeligt at udlede af teksten, men i 3. bog beretter han om et møde med Svend Estridsen, og her står:

"Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog."

Den første side i Petersborugh-krøniken, en afskrift fra ca. 1150 af en ældre version Den Angelsaksiske Krønike
Den første side i Petersborugh-krøniken, en afskrift fra ca. 1150 af en ældre version Den Angelsaksiske Krønike

Også den Angelsaksiske krønike er en vigtig kilde til vikingetiden. Krøniken er en samling af dokumenter som dækker anglesaksernes historie i England frem til 1154. Selvom mange af dokumenterne er sekundære kilder og bygger på legender og fortællinger, indeholder krøniken også enkelte førstehåndsbeskrivelser af hændelser, som ikke er belyst i andre skriftlige kilder. Blandt de mange historier er beretninger om vikingernes plyndringer og erobringer af de engelske byer.

Levneds- og rejsebeskrivelser

Munken og missionæren Ansgars levnedsbeskrivelse, skrevet af ærkebispen Rimbert, er primært en beskrivelse af Ansgars virksomhed som missionær og hans vej til bispesædet. Men eftersom Ansgar missionerede i Norden, indeholder værket flere illustrative fortællinger om Danmark og Sverige i 800-årene; heriblandt om samfundsforholdene i den svenske handelsby Birka.

Langt de fleste arabiske kilder om vikingerne er rejseberetninger.

Den arabiske gesandt Ibn Fadlan mødte i 900-tallet vikingerne ved floden Volga, og hans beretning om dette møde indeholder beskrivelser af vikingernes ceremonier og ritualer ved høvdingebegravelser; herunder trælleofringer. Men også vikingernes hygiejne kommenteres i beretningen: "De er de mest beskidte af Allahs skabninger." En spansk araber ved navn Ibn Rustah, der besøgte Hedeby i 900-tallet, har dog en anden oplevelse, og i hans beretning fremstilles vikingerne som velklædte og renlige.

Af: Louise Kæmpe Henriksen