Vikingerne i Vest

England

Vikingernes plyndring af Lindisfarne kloster i 793 var starten på mange års plyndringstogter i det engelske område. Dette overfald er også traditionelt blevet udnævnt som vikingetidens start, fordi man herfra har den ældste præcise skriftlige oplysning om et plyndringstogt (i Den Angelsaksiske Krønike). Det er da også omkring år 800, at de krigeriske vikingetogter og ekspansionen som er så karakteristiske for vikingetiden, tog fart i hele Vesteuropa. I de næste 300 år var skandinaviske vikinger en stor del af den engelske historie - både som plyndringsmænd, lejesoldater erobrere, bosættere, handelsfolk og konger.

I England var vikingernes betydning både direkte og indirekte. Indirekte, fordi mange af de befæstninger anglesakserne nyopførte eller genopbyggede i tidligere romerske byer, som forsvar mod vikingerne, siden udviklede sig til byer. Vikingerne selv erobrede allerede etablerede magtcentre. Mange steder havde allerede en kirke, en stormandsgård og var allerede befæstet, men erobrernes ankomst betød en øget omsætning og gav flere steder stødet til en egentlig bydannelse med handel, lokaladministration, forsvar og kirken. De mest kendte er de fem borganlæg: Lincoln, Nottingham, Leicester, Derby og Stamford, hvorfra vikingerne kontrollerede dele af Midtengland. Nogle steder skete den egentlige bydannelse først senere ved englændernes magtovertagelse, men bl.a. har udgravninger i York og Lincoln vist, at vigtige bymæssige strukturer blev etableret allerede mens vikingerne var der. Mange stednavne i det nordøstlige England vidner i dag om vikingernes tilstedeværelse.

Skotland

Vikingetidens Skotland er ikke meget lig det Skotland vi kender i dag. Landet havde mange konger og stammer, hver med deres egne skikke og kultur.
De første vikingekrigere trængte ind på skotsk territorium kort efter år 800.

Da vikingerne sejlede vestpå over åbent hav fra Norge, var deres mål at hærge og plyndre. Det første sted, de gik i land, må have været Shetland og Orkney.
Det Skotland vikingerne mødte lignede deres hjemland og samfundsudviklingen især på øerne lignede i højere grad det vi kender fra Færøerne og Island end vikingebyerne Dublin og York.

De fleste bosættelser var placeret ved havet og netop havet har været en vigtig kilde til føde. Husdyrerne var hovedsagligt får. Analyser af bevarede huse, affaldsbunker, fund af knogler, fiskeben og dagligdags genstande, vidner om store selvstændige og selvforsynende gårde og et rigt landbrugsliv.  

Den fredelige bosættelse på de skotske øer kom i takt med, at de Skandinaviske hjemlande blev overbefolket, men selvom vikingerne slog sig ned som fiskere og jordbrugere, blev andre egne af Skotland dog stadig plyndret.

Irland

Det afsidesliggende kloster på Skellig Michael, der blev angrebet af vikingerne i 824. © Dept. of Environment, Heritage and Local Government.
Det afsidesliggende kloster på Skellig Michael, der blev angrebet af vikingerne i 824. Foto Dept. of Environment, Heritage and Local Government.

Da vikingerne kom til Irland blev de mødt - og fristet - af den kristne kirkes rigdomme. I de skiftlige kilder beskrives de som drabelige røvere og udplyndrere, men de bosatte sig hurtigt i Irland og grundlagde vigtige byer på øen.

Det Irland vikingerne angreb i 795, havde store rige klostre og indbyggere der havde været kristne i over 350 år. Netop de rige klostre med deres kostbare genstande, var målet for vikingeangrebene og da Irland ingen større byer havde, blev klostrene også der hvor vikingerne tog slaver til fange.

Fra 840´erne begyndte vikingerne at overvintre og danne befæstede baser, kaldet Longphorts, hvorfra de siden engagerede sig i handel, opkrævede skatter og deltog som lejetropper i irernes indbyrdes stridigheder. Mest kendt er Dublin, men også byer som Wicklow, Arklow, Wexford, Waterford og Limerick er grundlagt af vikinger. I første omgang måske som vinterhi og evt. slavemarkeder, men siden som blomstrende handelsbyer med en stor produktion af daglige brugsgenstande og omfattende international handel. Selv efter at irerne i flere tilfælde havde generobret overherredømmet og vikingerne betalte skat til dem, blev mange skandinaver i Irland. De beholdte deres konger og kontrollen over den internationale handel.

Antallet af nordiske stednavne i Irland er ikke særligt stort, men både i Dublin og i andre byer var det nordiske sprog op til slutningen at 1100- tallet.