Limerick

De arkæologiske spor efter vikingebyen Limerick er for størstedelen flygtige – modsat hvad der er tilfældet i Dublin og Waterford. Den overvejende del af vidnesbyrdene om Limerick i vikingetiden stammer fra historiske kilder.

Den sandsynlige placering af en vikingebebyggelse i Limerick, er lige nord for sammenløbet mellem floden Shannon og dens biflod, Abbey. Det har været en ideel placering for en bebyggelse – let at forsvare og tæt ved et overfartssted.

Selvom der er nogle henvisninger til en bebyggelse i Limerick allerede i 800-tallet, ser den permanente bosættelse ud til at være grundlagt i 922 af Tamar MacAilche. I denne periode var der kampe mellem vikingerne i Dublin og Limerick. Dublin-vikingernes angreb på Clonmacnoise i 942 og 946 er tolket som et tegn på, at Limerick-vikingerne har været dem underlegne i perioden mellem 937 og 967.

I 967 blev Limerick indtaget af Ua Briain (Dál Cáis), hvorefter den irsk-norrøne by opstod. Toirrdelbach Ua Briain, konge af Munster mellem 1063 og 1086, gjorde Limerick til hovedstad, og det vedblev den at være i hans efterfølger Muirchertach Ua Briains regeringstid. Byen blomstrede i denne periode, og dens første biskop blev indviet i 1107.

Selvom der endnu mangler at blive afdækket arkæologiske spor i Limerick, er der flere, vigtige fund fra området omkring byen.

Detalje af dragespændet, som blev fundet nær Limerick. © The National Museum of Ireland.

Dragespænde i Nordisk Stil

I løbet af 800- og 900-tallet kom der store mængder sølv i omløb i Irland. Dette skyldes først og fremmest vikingernes aktiviteter i landet, og deres åbning af handelsruterne mod øst. Sølv cirkulerede i form af mønter, smykker, barrer og brudsølv, og genstandene er nogle af de væsentligste vidnesbyrd om skandinavisk aktivitet i Irland.

Dette dragespænde fra begyndelsen af 900-tallet blev fundet sammen med et lignende eksemplar nær Limerick. Spænderne blev fundet i 1845 i forbindelse med etableringen af Limerick-Tipperary jernbanen.
Navnet dragespænde stammer fra formen på spændets hoved, som er fæstet til nålen ved hjælp af et hængsel. Drageformede spænder af sølv er ret sjældne i Irland, og disse eksemplarer er særligt store. Spændernes stil antyder, at de er fremstillet i Dublin, hvor der er fundet adskillige eksemplarer i kobber. Størrelsen er et tydeligt tegn på, at der var store mængder sølv tilgængelig i Irland i denne periode.

Scattery Island

Irlands floder var afgørende for vikingernes succes med hensyn til at trænge ind i det indre af Irland. Scattery Island er et ø-kloster beliggende i Shannon flodmundingen, nær Limerick. Det blev overfaldet af vikingerne i 800-tallet. Navnet "Scattery" er en oldnordisk omdannelse af det irske Inis Cathaig. Klosteret er indviet til St. Senan. I løbet af 970'erne beretter Inishfallen-annalerne, at Limericks vikingekonger boede på Scattery Island.

Scattery Island, Co. Clare. © The Department of Environment, Heritage and Local Government.

Af: Maeve Sikora, National Museum of Ireland