Slaget ved Clontarf

Slaget ved Clontarf, der blev udkæmpet langfredag i 1014, er en af de mest berømte begivenheder i Irlands historie. Det markerer traditionelt afslutningen på vikingernes epoke i Irland, men i virkeligheden var slaget meget mere ødelæggende for de irske kombattanter.

Efter Dublin’s genetablering i 917 og efterfølgende udvikling til en velhavende by blev kontrollen over byen en nødvendighed for enhver konge, der stræbte efter kontrol over hele Irland.

I slutningen af 900-tallet kom Dál Cais til magten i Munster. Deres mest betydningsfulde konge var Brian Bórama. Ved begyndelsen af 1000-tallet blev Dublins norrøne indbyggere involveret i konflikter mellem Brian Bórama og kongen af Leinster, Mael Morda. Der foregik adskillige, alvorlige slag i 1012, og 1013 var præget af uafbrudt krigsførelse. Brian, hans søn Murchad og Maelsechnaill II af Meath plyndrede Leinster, men det lykkedes dem ikke at få kontrollen over Dublin.

Sværd fra Lough Derg ved Curraghmore, Co. Tipperary, dateret til 1000-tallet. De sværd der blev anvendt i Slaget ved Clontarf var formentlig magen til dette. © The National Museum of Ireland.
Sværd fra Lough Derg ved Curraghmore, Co. Tipperary, dateret til 1000-tallet. De sværd der blev anvendt i Slaget ved Clontarf var formentlig magen til dette. © The National Museum of Ireland.

I 1014 begyndte Dublins norrøne indbyggere at samle allierede fra Skotlands vestlige og nordlige øer og fra Isle of Man. Det efterfølgende slag fandt sted ved Clontarf, på langfredag i april måned samme år. Langt om længe blev Leinster-krigerne og deres norrøne tilhængere overvundet, men begge sider led store tab. Både Brian Bórama og Mael Morda blev dræbt.

Vikingernes endeligt i Irland

Slaget ved Clontarf er ofte blevet tolket som et stort nederlag for vikingerne, og et som ændrede deres skæbne i Europa. Vikingerne led unægtelig store tab, og nederlaget gjorde indtryk på deres sagaskrivere – de berettede om varsler før slaget, som for eksempel at der regnede kogende blod ned over krigerne.

Slaget ved Clontarf var først og fremmest en konflikt mellem Munster og Leinster. Udfaldet var i mindre grad til skade for Dublins norrøne indbyggeres magt end for Munster, som det tog over et årti at komme til fode igen. Den stilling, som folkene fra Munster holdt i Irland, var udsat for fortsatte trusler, indtil de blev styrtet af O'Connors tilhængere fra Connacht og Mac Lochlanns tilhængere fra Ulster et århundrede senere. Dublins strategiske stilling og rigdomme, inkl. dens magtfulde flåde, gjorde, at byen var af afgørende betydning for de, som forsøgte at herske over Irland. Mellem 1014 og 1170 var næsten alle Irlands herskere udefrakommende, gennemtrumfet af en eller flere af kongerne af Connacht, Munster, Ulster og Leinster.

I 1160'erne kom Dublin under herredømme af Diarmuid Mac Murchadha, konge af Leinster, indtil han blev afsat af Ruaidhri Ua Concobhair i 1166. Mac Murchad forlod landet for at søge hjælp i England, og dette førte til sidst til ankomsten af Strongbow og anglo-normannernes indtagelse af Dublin i 1170.

Af: Maeve Sikora, National Museum of Ireland