Waterford

Vikingebyen Waterford er formentlig grundlagt omkring 914 , hvor det i Fragmentary Annals of Ireland berettes, at "en stor, norsk flådestyrke gik i land ved Port Lairge, og de plyndrede den nordlige del af Osfaige og bragte bytte og mange køer og husdyr om bord på deres skibe".

Ligesom tilfældet er med Dublin, har de arkæologiske udgravninger i Waterford frembragt en stor mængde spor efter bebyggelse i sen vikingetid og middelalder. Som andre vikingebyer i Irland er den beliggende et sted, som er let at forsvare. Mod nord afgrænses byen af floden Suir. Navnet Waterford er afledt af det oldnordiske ord for vindblæst eller vindomsust fjord.

En vikingeby i 1000-tallet

Arkæologiske udgravninger i 1980’erne afslørede, at Waterford allerede var en tætbebygget by ved midten af 1000-tallet – omkring det tidspunkt, hvor Skuldelev 2-skibet blev bygget. Byens forsvarsværker bestod af en vold og en grav. På dette tidspunkt fandtes også gader, langs hvilke der var bygget huse. Det ser ud til, at der var to hovedfærdselsårer, omtrent hvor Peter Street og High Street ligger i dag. En del af den oprindelige belægning på Peter Street blev udgravet – det viste sig at den har været over 2,5 m bred. Øverst bestod den af tætpakkede, små sten. Husene i Waterford vendte ud mod gaden, men var ikke placeret som moderne husfacader. Der var variation i orienteringen og placeringen af husene, og nogle steder var der mellemrum uden huse. Selvom der ikke altid fandtes egentlige skelhegn, er der tegn på kontinuitet hvad angår loddernes orientering, ligesom tilfældet var i Dublin. De fleste af husene i Waterford var treskibede med lergulve og lerklinede vægge – igen af samme type som i Dublin. Nogle steder kunne der i udgravningerne påvises mindst syv forskellige husfaser ovenpå hinanden, dateret til perioden mellem 1000-tallet og midten af 1100-tallet.

Dragespænde med filigranornamentik fra 1000-tallet, fundet ved udgravningerne i Waterford. © The National Museum of Ireland.
Dragespænde med filigranornamentik fra 1000-tallet, fundet ved udgravningerne i Waterford. © The National Museum of Ireland.
Reginalds tårn, Waterford, 1200-tallet. Tårnet er muligvis bygget ovenpå en tidligere vikingetidsbefæstning, og kan indeholde elementer af denne ældre konstruktion. © The Department of Environment, Heritage and Local Government.
Reginalds tårn, Waterford, 1200-tallet. Tårnet er muligvis bygget ovenpå en tidligere vikingetidsbefæstning, og kan indeholde elementer af denne ældre konstruktion. © The Department of Environment, Heritage and Local Government.

Fund fra udgravningerne afslører nogle af indbyggernes rigdomme – f.eks. et smukt, drageformet spænde, dekoreret med guldfiligran, der er fundet i en 1000-tals kontekst. Keramik blev importeret fra Sydengland, og der blev også opretholdt handelsforbindelser med Nordvestfrankrig. Som i Dublin fandt arkæologerne også her vidnesbyrd om kammageri. Der blev også fundet en mængde skibstømmer.

Hen imod 1100-tallet var vikingebosætterne i Waterford blevet kristne, og der vides at have eksisteret to kirker – St. Olaf og St. Peter. Det er bemærkelsesværdigt, at formen på St. Peters kirke – med halvrund apsis – er unik blandt sognekirkerne i Irland. Apsis er et træk, der kendetegner saksiske kirker i Storbritannien, og tilstedeværelsen af en sådan antyder stærke, kulturelle forbindelser med England på dette tidspunkt.

Waterfords forsvarsanlæg synes at have været meget betydelige. Voldgraven var op til 2,5 m dyb og nogle steder mere end 8 m bred. En stor stenmur var anlagt udenfor voldgraven. Byens forsvarsstyrke bekræftes af beretninger fra 1100-tallet, som beskriver, at det kostede Raymond Le Gros og Strongbows styrker tre forsøg, før de kunne indtage byen. Reginalds tårn, som er et angelsaksisk bygningsværk, kan være placeret på stedet, hvor der tidligere fandtes et vikingetårn. Og det var i det tårn, at Ragnall, dansk prins af Waterford, sad fængslet af normannerne i 1171.

Af: Maeve Sikora, National Museum of Ireland