Brough of Birsay

Brough of Birsay med valknogle i forgrunden. Foto: Carly Simpson
Brough of Birsay med hvalknogle i forgrunden. Foto: Carly Simpson

Brough of Birsay er en tidevands-ø ud for nordvestkysten af Orkneys hovedø der kun er tilgængelig til fods i lavvande. Øens forsvarsmuligheder og den frie adgang til havet gjorde det tiltrækkende at bosætte sig her gennem Oldtiden.

De fleste levn, der endnu kan ses på Brough of Birsay, stammer fra vikingetiden. Arkæologiske levn vidner dog også om øens rolle i historien før og efter vikingetiden. Et synligt spor er f.eks. resterne af en 1100-tals kirke, der var valfartssted for pilgrimme op gennem hele middelalderen.

Allerede inden vikingetiden spillede Brough of Birsay en central rolle i Pictiske kongedømme. Picterne er det oprindelige folk der beboede området inden vikingerne kom til Skotland. Arkæologiske udgravninger viser, at vikingerne overtog allerede eksisterende beboelsesområder, da de fra slutningen af 700-tallet bosatte sig på øen. Faktisk byggede de deres gårde direkte ovenpå tidligere Pictiske gårde. Tidligere havde man en forestilling om, at denne vikingeovertagelse, havde været ganske voldsom. Men det arkæologiske materiale fra Brough of Birsay giver mulighed for ny tolkning, da det viser, at der har været foregået en integration mellem Picterne folkene og vikingerne.

Fakta: Øens særlige status har gjort det fristende at antage, at den har været sæde for 1000-tallets jarledømme. Ifølge Orkneyinga Saga havde jarl Thorfinn (jarl fra 1014-1065): sin faste residens på Birsay, hvor han byggede en smuk klosterkirke, viet til Kristus, og sæde for Orkneys første biskop" (kap. 31). Det er dog uklart, hvorvidt hans bopæl samt klosterkirken lå på hovedøen eller på øen Birsay.

Vikingernes bebyggelse

Vikingernes hal-lignende huse var bygget af sten og tørv. Ofte var disse huse mere end 20 mter lange. De bestod af et beboelsesområde og et køkken, adskilt af en træskærm. Senere tilføjelser blev bygget på hovedhusets sider. De mindre bygninger var udhuse. På østsiden af øen er der fundet rester af et meget stort, hal-lignende hus med tilbygget sauna eller badstue, som havde et centralt ildsted, brikse og spor efter en afløbsrende.

De hal-lignende vikingehuse havde ikke en stald i den ene ende, som vikingernes langhuse normalt har haft. Vikingerne havde ikke behov for en stalddel, da øen havde begrænsede græsningsmuligheder for husdyr. Der er fundet kvæg- og fåreknogler ved de arkæologiske udgravninger, men de stammer fra kødstykker, snarere end hele kroppe. Det betyder, at dyrene ikke blev slagtet på øen. Øen har i det hele taget været afhængig af hoved-øen med hensyn til forsyninger.

Der er også fundet spor efter jernforarbejdning på øen, hvilket har været nødvendigt for at fremstille og vedligeholde redskaber og våben. Desuden er der fundet støbeforme af steatit eller fedtsten, hvilket tyder på, at også ædlere metaller blev smeltet og støbt på stedet.

Monica Callaghan, Hunterian Museum & Art Gallery, University of Glasgow & Sofie Jensen, Vikingeskibsmuseet