Avaldsnes i Norge

Avaldsnes ligger på Karmøy i Vestnorge. Den geografiske beliggenhed gav en enestående mulighed for kontrol med skibstrafikken og handlen både langs den norske kyst og med udlandet.

Et lille stykke af den norske vestkyst.
Et lille stykke af den norske vestkyst.

Den vestnorske kyst har været et naturligt og centralt mødested mellem Norden og resten af Europa. Her finder man den korteste afstand over Nordsøen. Vestnorge har mange egne med god landbrugsjord; et af dem er området omkring Stavanger. Disse gode landbrugsområder lå samtidig centralt i forhold til de vigtige handelsveje langs kysten og ad fjordene ind i landet. Vestnorge var i vikingetiden præget af mange sæsonpladser med forskellige aktiviteter som handel, gudedyrkelse og særligt håndværk. I slutningen af vikingetiden/starten af middelalderen, opstod nogle få større byer i Vestnorge, blandt andet Stavanger.

Vestnorges naturforhold gav i vikingetiden muligheder for mange høvdingedømmer. Disse små og store høvdinge kunne til tider kæmpe indbyrdes om herredømmet over folk, territorier og økonomiske resurser.

Fakta: Allerede i vikingetiden var Avaldsnes et kendt sted i skjaldekvad og sagnhistorier. Navnet Avaldsnes stammer fra sagnkongen Augvald.

Skibsbegravelser
Mange arkæologiske fund understreger, at Avaldsnes var et vigtigt sted allerede inden vikingetiden. Et af de mest bemærkelsesværdige fund er en skibsbegravelse fra 700-tallet i Storhaug (Storhøj).

Storhaug rummede en meget rigt udstyret skibsbegravelse, der viste en nær kontakt til Frankerriget. Skibet var mellem 23 og 27 meter langt og var sandsynligvis et stort roskib. Desværre var meget lidt af skibet bevaret. En så storslået stormandsbegravelse vidner om at samfundsordningen allerede omkring år 700 var på vej mod en statsdannelse.

Ifølge de skriftlige kilder blev Avaldsnes i vikingetiden residens for Harald Hårfager, der kaldes Norges første konge, selvom han aldrig kom til at regere over hele Norge. Harald Hårfager var konge fra ca. 871 og frem til sin død i ca. 932. I Grønhaug (Grønhøj) blev der fundet resterne af en fornem skibsbegravelse, fra ca. år 930. Det har været en meget rig og fornem skibsbegravelse, men graven er plyndret allerede i vikingetiden. Skibet har formodentlig været 15 meter langt og 3 meter bredt, men også her var meget lidt bevaret. Graven var måske hvilested for kong Harald Hårfager.

De to skibsbegravelser er ikke enestående for området. I Åkra på vest siden af Karmøy, er der fundet tre bådgrave. I den ene af disse bådgrave lå en kvinde begravet. Bådgravene lå tæt sammen på toppen af en bakke og kunne både ses fra land- og vandsiden. Da ”Åkra” betyder hellig og da vand og bådgrave ofte sættes i forbindelse med vaner, der var frugtbarhedsgudinder, har graven måske forbindelse til frugtbarhedsdyrkelse.

Senere skulle også andre konger have haft deres kongsgård i Avaldsnes. I gamle sagn omtales en hemmelig gang, som skulle ligge i forbindelse med denne kongsgård. Ved en arkæologisk udgravning i 1986 fandt man en hemmelig gang, samt et hus fra vikingetid eller middelalder, men kun meget lidt blev undersøgt. Derfor er det stadig uvist, om stedet er resterne af en gammel kongsgård.

Avaldsnes' betydning i forhold til skibstrafikken endte ikke med vikingetiden. Marinarkæologiske udgravninger har afdækket en middelalderhavn. Her har Hansaens handelsstation Nothow formodentlig ligget.

Sofie Jensen