Gamla Uppsala i Sverige

Gamla Uppsala, der ligger ca. 5 km nord for Uppsala, var den vigtigste by i Uppland i middelalderen. Men allerede i yngre jernalder lå der ved Gamla Uppsala en betydningsfuld bosættelse med en kongsgård og flere gravpladser med mange mindre gravhøje samt tre bemærkelsesværdigt store gravhøje.

Ifølge den tyske munk og fortæller Adam af Bremen (ca. 1040-1081) lå der tæt ved de store gravhøje også en offerlund og et hedensk tempel. I Yngliga sagaen, skrevet af islændingen Snorri Sturluson omkring 1225, lå Ynglingeættens, sveakongernes, gravplads i Gamla Uppsala.

To af de store gravhøje blev udgravet i 1800-tallet, og de indeholdt begge rester efter en brandgrav, der kan dateres til omkring 500 e. Kr. Forbrændte fragmenter af blandt andet hjelme, gulddekorerede sværd, et bronzespejl, en duehøg, og hvad der antagelig er et scepter, viser, at de gravlagte var personer af høj, måske kongelig rang.

Adam af Bremen beretter om et tempel udsmykket med guld, og som var viet til Odin, Tor og Frej. Hvert niende år blev der i løbet af ni dage foretaget ofringer af ni mænd og ni af hankøn af alle andre levende væsener. Ofringerne, der foregik i forbindelse med forårsjævndøgn, fandt sted i den hellige lund ved templet. Ved templet voksede et stort træ, der var grønt året rundt, hvilket svarer til beskrivelsen af Yggdrasil, det evigt grønne verdenstræ. I digtet Hávámál fortælles det at Odin fik kendskab til runerne, da han hang ni lange nætter i Yggdrasil. (Hávámál er en del af den ældre Edda og betyder den højes (Odins) tale.)

Odins indvielse:

”Jeg ved, at jeg hang
i vindomsuste træ
ni hele nætter,
med odden såret,
viet Odin,
selv selve mig,
i det træ,
som ingen ved,
af hvilken rod det randt.

Brød gav de mig ikke,
ingen bød mig drik,
ned så jeg nu;
med et råb tog jeg
runerne op
og rev mig så løs.”