Sejlads i Limfjorden

Agger Tange og Harboøre Tange kaldes de to dele af landtangen mellem Limfjorden og Vesterhavet. I dag er den åben for skibsfart, men i lange perioder af fortiden har den været lukket. I tiden for de store vikingetogter til de Britiske Øer var der fri passage. Længere østpå, nær ringborgen Aggersborg, måtte vikingernes skibe sandsynligvis trækkes over en smal tange, kaldet Sløjkanalen.

Agger Tange og Harboøre Tange i 1791 (rød) og i dag.

Fakta:  Limfjorden er egentlig ikke en fjord men et sund. Den er åben i begge ender. Den vestlige åbning i Thyborøn Kanal fremkom efter en række stormfloder i 1825-62. Før den tid var fjorden virkelig en fjord, selvom vi har beretninger om stormflodsgennembrud af tangen flere gange i 15- og 1600-tallet.

Skriftlige kilder beretter, at man allerede i vikingetiden samlede flåden I limfjorden, når man skulle på togt til England, og at Knud den Store kom vestrfra ind i Limfjorden på vej hjem fra England. Men hvordan hænger det så sammen? Var der en passage mod vest ligesom i dag? Og hvordan beviser man det tusind år efter?

Agger Tange er dannet af de enorme sandmasser, som bølgerne transporterer med langs kysten. Sandet bliver så aflejret i form af en tange eller odde, eksempelvis Skagen Odde. Jyllands vestkyst vil altid søge at opnå en ligevægt ved at udjævne hullerne ved udløb af indre farvande. Gennembrudene sker ved pludselige, dramatiske vejrbegivenheder med storm og høj vandstand – en stormflod. Når der sker et gennembrud, som i 1825, får det omfattende konsekvenser for den økologiske balance i fjorden, idet vandets saltindhold stiger dramatisk. Det betyder, at nogle dyrearter dør, mens nye finder vej ind i det tidligere ferske vand. Når man i dag skal påvise disse åbninger og lukninger af Limfjorden, bruger man derfor dyrearterne til at aflæse, om vandet var ferskt eller salt. I praksis er det selvfølgelig de dyrearter, der efterlader sig et spor når de dør, nemlig skallerne. De optælles i boreprøver, hvor man kan datere de enkelte sandlag, som skallerne ligger i, ved hjælp af kulstof-14 metoden. På denne måde kan man se, om et lag med en given alder er dannet i ferskt eller salt vand. Denne metode er brugt til, at påvise, at passagen var åben indtil for ca. 2500 år siden, derefter var den lukket i godt 200 år indtil den lukkede op igen og forblev åben frem til ca. 1100 e. kr. 

De historiske overleveringer bekræfter, at der var en passage mod Nordsøen i 1026-27 og igen i 1085, da Knud den Hellige samlede sine skibe ved Vestervig forud for et planlagt angreb på England. Fremme ved år 1200 omtaler historikerne Saxo og Sven Aggesen fjorden som lukket mod vest, men det fremgår klart, at de havde kendskab til, at den førhen havde været åben. Et andet tegn på tilsanding omkring år 1100 er, at man omkring 1135 flytter bispesædet fra Vestervig til Børglum: Den vestligste Limfjord, som førhen var et trafikalt knudepunkt med stor kongelig og kirkelig bevågenhed, var blevet et udsted med ringe fremtidsudsigter for handel og kommunikation.

 

Sløjkanalen

Fakta: Stednavnet Sløjkanalen eller Sløjen menes at stamme fra ordet "Slod", som betyder færdselsåre; et sted hvor man slæber noget

Den islandske sagaskriver Snorre Sturlasson skriver, at Harald Hårderåde under sine militære kampagner i Danmark i 1061 flygtede fra Svend Estridsen ind i Limfjorden. På fjordens bredeste sted lykkedes det ham i ly af mørket, at lette skibene for last og trække dem over land ud i det åbne hav. På det tidligste pålidelige kort vi råder over, fra sidst i 1700-tallet, er der godt fire km land med høje klitter mellem bredningen og Skagerrak. Men kan man forestille sig, at der i vikingetiden var lettere passage?


Undersøgelser af muslingeskaller i sandlagene, dateret ved hjælp af kulstof-14 metoden, peger på, at der var forbindelse til det åbne hav i tiden lige efter Kristi fødsel. I lagene dannet på dette tidspunkt forekommer der nemlig arter, der kræver et højere saltindhold i vandet.
I slutningen af 1700-tallet var der som nævnt ca. 4km til havet fra bunden af Sløjen og langt inde i landet ved Kollerup er vraget af en strandet kogge; et middelalderligt fragtskib dateret til ca. 1150, fundet.

I 1000-tallet må situationen have været lidt anderledes. Man benyttede sig på denne tid af, at slæbe, ”drage”, skibe over land, hvor det kunne afkorte sørejser. At dette var almindeligt afspejler sig i de mange stednavne rundt om i Danmark med ordet ”drag” eller ”dræt”. Harald havde i sin flåde mange mænd og næppe nogen tung last. Det er således meget troværdigt, at han slæbte sine skibe ved Sløjkanalen.

Mikkel H. Thomsen - med bidrag af Else Roesdahl