Sigtuna i Sverige

Sigtuna ligger ved søen Mäleren ikke langt fra Stockholm. Den svenske konge Erik Sejrsæl regnes traditionelt som Sigtunas grundlægger (980). Byen opnår købstadsprivilegier i 1010. Ved vikingetidens slutning er hele 7 kirker opført i og omkring byen. Sigtuna blomstrede som både kongeby, kirkeby og handelsplads i de næste 250 år.

Sigtuna menes at være den eneste by i Sverige i overgangen fra vikingetid til middelalder, perioden ca. 1000 til 1200.

Byen var anlagt fra grunden ganske som mange af de andre byer i Skandinavien i vikingetiden og bygget op med grunde og veje i faste størrelser. Grundene er 7-8 meter brede og 30-40 meter lange.

Alle husene i byen vender imod Stora gatan, og der er ingen arkæologiske fund af anløbsbroer ved havnen. Dette tyder på at tilgangen til hovedgaden var af større betydning end tilgangen til vandet.

Dette er meget lig Ribe, som også blev bygget op af lange smalle husgrunde, og også byer som Oslo og Trondheim, der ifølge den islandske sagaskriver Snorri Sturluson, blev anlagt nogenlunde samtidigt med Sigtuna, er bygget op om en hovedgade. Vender man sig mod de dansk-norske byer i England og Irland, som f.eks. York og Dublin, finder man også her det samme mønster med lange snævre jordlodder og en hovedgade. Da York og Dublin begge er tidligere end Sigtuna, er det nærliggende at konkludere en vis påvirkning fra det britiske til det skandinaviske.

En større jordlod i midten af Sigtuna tyder på, at kongsgården lå her. I forbindelse med kongsgården lå en række bygninger. Heriblandt kirken og et mønthus. I mønthuset er der fundet rester af et prøveaftryk i bly fra et møntstempel fra den svenske kong Olof Skötkonungs tid.

Kristendom i Sigtuna

Den første stenkirke bygges i slutningen af 1000-tallet og biskoppen regerede fra midten af 1000 tallet til midten af 1100 tallet. Olof Skötkonung kalder byen Situne Dei (guds by) på sine mønter, og Adam af Bremen omtaler byen sombispesæde i 1070. Man har dog også fundet grave med hedenske gravgaver i byen. Omkring byen boede der nemlig en masse hedenske stormænd og vikingehøvdinger.  Byens biskop og kongen måtte, ifølge Adam af Bremen, "ikke med vold tvinge indbyggerne til at frasige sig deres tro, med mindre de selv ønsker at omvende sig til Kristus".

Af: Barbara Højlund & Frederik Schildt Nabe-Nielsen