Den angelsaksiske krønike

Den første side i Peterborough-krøniken, en afskrift fra ca. 1150 af en ældre version af Den angelsaksiske krønike

Den angelsaksiske krønike er en samling annaler, der er blevet ført ved forskellige engelske klostre. De har alle deres udspring i en årbog, som blev initieret af kong Alfred af Wessex omkring 890, og som blev videreført frem til 1154. Den angelsaksiske krønike kendes i dag i ni forskellige versioner som indbyrdes er til tider meget forskellige. Krøniken indledes med en kort redegørelse for folkeslagene på De britiske øer, og beskriver herefter øernes historie fra Julius Cæsars tid og frem. Den lægger særlig vægt på at beskrive kongernes genalogi, og er dermed et redskab til at legitimere kong Alfreds ret til kronen. Frem til omkring 890 baserer krøniken sig på historiske værker, ældre annaler, fyrstedigtning og sagalitteratur. Fra 892 består den af korte notitser om de i løbet af året indtrufne begivenheder og dødsfald, sommetider kombineret med mere udførlige beskrivelser af politiske og militære begivenheder. Som årene går bliver de forskellige versioner af krøniken mere og mere selvstændige, indtil de efterhånden ophører i det 11. og 12. århundrede.

Den angelsaksiske krønike er en af de vigtigste kilder til vikingernes aktiviteter i Vesteuropa, og naturligvis især i England. Flådeoverfaldene omtales hyppigt, ligesom også etableringen af vinterlejre, udbetalingen af danefæ, og de vekslende politiske alliancer. Størrelserne på vikingernes flåder omtales tit, og også deres ruter, men der er praktisk taget ingen konkrete omtaler af, hvordan skibene så ud. Fra år 897 findes dog en indirekte beskrivelse, idet kong Alfred gav ordre til at

"bygge lange skibe mod askene [vikingerne eller deres skibe], som var næsten dobbelt så lange som de andre. Nogle havde 60 årer, nogle mere; og de var både hurtigere og mere stabile end de andre. De var hverken lavet som de frisiske eller som de danske, men sådan som han [Alfrad] mente at de ville blive bedst."

Angelsaksisk skibsbygning var, ligesom skandinavisk, en klinkbygningstradition. Derfor kan vi med en vis ret antage, at kong Alfreds nye skibe ikke har adskildt sig alt for meget fra de senere, store langskibe fra 900- og 1000-tallet. Det er bemærkelsesværdigt at de største skandinaviske skibe, vi kender fra tiden omkring 900 - det norske Gokstadskib og Ladbyskibet fra Danmark - begge har 32 årer, og dermed er netop halvt så store som kong Alfreds 60-årers skibe. Også en optegnelse i Den angelsaksiske krønike fra år 878 - altså fra krønikens historiske del - tyder på at de skandinaviske skibe var forholdsvis små. I dette år, skriver krøniken, "landede Ingvar og Halfdans bror i Wessex, i Devonshire, med 23 skibe, og der blev han slået, og 800 mænd med ham, og 40 af hans hær. Der blev også krigsflaget, som blev kaldt RAVNEN, taget". Hvis vi går ud fra at hovedparten af den danske hær omkom, og i øvrigt vælger at tro på tallene i beskrivelsen, giver det en gennemsnitlig besætningsstørrelse på 37-38 personer.

De mange beretninger i Den angelsaksiske krønike om vikingernes overfald giver os god mulighed for at følge med i, hvordan vikingeflådernes størrelse skifter. De første, der rapporterer om størrelsen af de overfaldende flåder, stammer fra krønikens historiske del, og kan undertiden vække en del skepsis. For året 851 anføres for eksempel, at ikke mindre end 350 skibe bragte en stor hær op ad Themsen. Men da denne hær samme år bliver slået af vestsaxerne, kan man godt mistænke kronikøren for at have overdrevet flådens størrelse for dermed at forstørre vestsaxernes, og dermed Alfreds, ære. De fleste omtaler fra det sene 9. og det 10. århundreder nævner overfald og plyndringer af små grupper på under en snes skibe, f.eks. i årene 885, 897, 981, 982. Den 'store hær' udgør dog en undtagelse. Første gang vi hører om størrelsen på dens flåde er i 893, 27 år efter at den er dukket op i England. Her fortælles det at den omfatter ikke mindre end 250 skibe, hvilket giver plads til omkring 9000 mand, hvis den har bestået af skibe på størrelse med Ladbyskibet.

Fra slutningen af 900-tallet synes størrelsen på de grupper af skibe, man opererer med, at vokse og der er oftest tale om 20-60 skibe, hvadenten det nu drejer sig om angribende eller forsvarende flåder. Der er et par markante undtagelser. I 993-994 hører vi om Anlafs flåde på mere end 90 skibe, som plyndrer flere byer, herunder London, og i 1015-16 har Knud den store 160 skibe med sig ved sin erobring af England. I tiden omkring og lige efter normannernes erobring af England vokser flådestyrkernes størrelse yderligere. Harald Harderåde fører i 1066 en flåde på 300 skibe fra Norge mod England, og i 1068 angriber den afsatte Harold Godwinssons sønner normannerne med 64 skibe fra Irland, mens den danske kong Svend angriber med 240 skibe i 1069. Endnu i 1070 hører vi om en dansk flåde på 200 skibe som angriber og plyndrer York.

Selvom Den angelsaksiske krønike er tavs omkring størrelserne på flådernes skibe, og selvom vi ofte kan have grund til at tvivle på deres præcision, tegner angivelserne dog et billede af, at flådeoperationerne gennem vikingetiden omfatter flere og flere skibe. Kobler vi det sammen med de arkæologiske kilders udsagn om, at skibene også synes at blive større og større, og dermed kan have flere og flere krigere ombord, får vi indtrykket at en krigsførelse, som vokser voldsomt i størrelse og omfang i løbet af vikingetiden. Det er formodentlig rigtigt - i hvert fald viser en anden kilde, Vilhelm Erobrerens skibsliste, tydeligt hvor store kræfter der kunne sættes i bevægelse for at gennemføre en amfibisk invasion i slutningen af vikingetiden. 

Tekst: Jan Bill