Langskibet fra Hedeby havn

Hedeby, som ligger tæt ved Slesvig på østkysten af Den jyske halvø, var i vikingetiden Skandinaviens mest betydende handelsplads.

Ved dykkerundersøgelser i Hedebys havn blev dele af et langskib fundet i 1953. Først i 1979-80 blev det muligt at udgrave skibet. Det skete med de samme metoder som ved udgravningen af Skuldelev-skibene, dvs. ved at slå en spunsvæg ned omkring vraget og pumpe området frit for vand. Selvom formålet var at udgrave vikingeskibet, gav spunsvæggen også mulighed for at undersøge rester efter skibsbroer og de lag af affald og tabte genstande, der igennem vikingetiden havde samlet sig i bunden af den vikingetidige havn.

Langskibet fra Hedeby havn i en kunstners streg. Tegning: Sune Villum-Nielsen

Analyserne af det sunkne fartøj har vist, at det har været usædvanlig langt og smalt. Omkring 30,9 m har det målt mellem stævnene, mens største bredde kun har været ca. 2,7 m, og dybden formodentlig ca. 1,5 m. Med en længde på mere end 11 gange bredden er det det smalleste langskib, der hidtil er fundet. Formodentlig har der været plads til 30 årepar i skibet, eller dobbelt så mange som i Ladby-skibet. En enkelt, centralt placeret mast har båret et firkantet råsejl.

Skibet var meget omhyggeligt bygget. Plankerne er lavet af spejlkløvet egetræ og er for nogles vedkommende mere end 10 m lange. Deres fremstillingsteknik forudsætter, at det oprindelige træ er mere end dobbelt så tykt som den færdige planke er bred. Derfor betyder plankebredderne på 25-37 cm, at byggeriet af skibet har krævet fældningen af egetræer med mere end én meter tykke, over 10 m lange, retgroede og knastfrie stammer. 

Alle samlinger af skibssidens planker i langskibet var lavet som såkaldte "tungelasker" - en dekorativ måde at samle plankerne på, som ellers var forbeholdt de bredeste og mest synlige planker i vikingeskibene.

Tilsvarende eksempler på høj håndværksmæssig kvalitet kan ses andre steder i fartøjet. Alle plankeskarene – sammenføjningerne af skibsplankernes ender – er udformet som kunstfærdige tungeskar. Langs kanterne af plankerne og på skibets indvendige tømmer løber dekorative profiler, selv på steder, som er skjult når skibet er i brug. Et usædvanligt træk, sammenlignet med andre store langskibe, er at jernnaglerne, der holder skrogskallen sammen, er meget små og sidder usædvanligt tæt. Dette skal formodentlig også ses som udtryk for et særligt omhyggeligt byggeri, hvor man ved at anvende flere, mindre nagler, har spredt belastningerne i skibet bedre. Derved har man kunnet bruge tyndere og dermed lettere planker i skibssiderne. Prisen har været at der skulle smedes og monteres et meget større antal nagler.

Rekonstrueret tværsnit af langskibet fra Hedeby havn

Spanterne i fartøjet sidder tæt, kun 85 cm fra hinanden, hvilket også har været afstanden mellem roernes tofter. Mellem spanterne sidder spinkle halvspanter, som har styrket overgangen mellem bund og side uden at komme i vejen for roerne eller optage den sparsomme plads til last og ballast under de løstliggende dæksplanker. Den øvre del af skibssiden har været afstivet af stringere, kraftige plankelignende forstærkninger naglet til indersiden af skibssidens planker. I sin opbygning afviger langskibet ikke fra det, vi kender fra andre af den senere vikingetids større skibe.

Skibets byggetidspunkt er blevet bestemt ved hjælp af årringsundersøgelser til ca. 985. Byggestedet har formodentlig ligget i omegnen af Hedeby, eller ved Hedeby selv. Fartøjets høje kvalitet, både i materialer, design og udførelse, lader os tro at det må have tilhørt en konge, en hertug eller en anden fra samfundets absolutte top. Skibet har fået et brat endeligt, tilsyneladende før det var udtjent. Kraftige brandspor mange steder i skroget viser, at det øjensynligt er blevet fyldt med brændbare materialer og i flammer sendt ind i Hedebys havn – måske for at antænde andre skibe, som lå derinde.

Tekst: Jan Bill

Spor af brand på de bjergede fartøjsrester viser, at skibet formodentlig har endt sine dage som en "brænder", et fartøj der brændende er blevet sendt mod fjendes forsvarsværker eller skibe for at ødelægge disse. Tegning: Sune Villum-Nielsen