Skuldelev 5

Skuldelev 5 ved udgravningen i 1962. Foto: Nationalmuseet

Skuldelev 5 blev fundet ved dykkerundersøgelserne i Peberrenden i Roskilde Fjord i 1959, og blev udgravet sammen med de andre Skuldelev-skibe i 1962. Især skibets bagbords side er velbevaret, og fartøjet lod sig rekonstruere som et 17,3 m langt, 2,47 m bredt og midtskibs 1,16 m dybt roskib med 13 par årer. Sparsomme rester af et kølsvin viser, at det også havde været forsynet med mast og sejl. Byggetidspunktet er blevet fastlagt til kort efter 1024 ved hjælp af årringsundersøgelser, der også afslørede, at skibet blev bygget indenfor det middelalderlige Danmark. En liste langs rælingen, som besætningen kunne placere deres skjolde bag, viser at fartøjet utvivlsomt var et krigsskib. Formodentligt er det et eksempel på den mindste kategori af langskibe, en snekkja, som er omtalt i de skriftlige kilder fra sen vikingetid og tidlig middelalder.

Tegning af den bevarede del af trappestævnen fra Skuldelev 5. Tegning: Nationalmuseet.

Den velbevarede forstævn er udhugget af et krumt stykke tømmer, så den ind mod skibet har form som en række trappetrin. Et V-formet indsnit på agterkanten har gjort det muligt at fastgøre skibssidens planker til forstævnen med klinknagler, dvs. nagler der er stukket igennem og koldsmedet ud over en plade, der fungerer som møtrik og skive. På siderne af stævnen er udhugget profiler, der giver det indtryk at skibssidens planker fortsætter helt op mod stævnens spids.

Et af de bemærkelsesværdige forhold ved Skuldelev 5 er, at skibet i vid grad er bygget af genanvendt tømmer. Store dele af de tre øverste bordgange, og et enkelt større spanttømmer, har tidligere siddet i andre fartøjer. En lang planke i den øverste bordgang, hvori årehullerne er udskåret, har ligefrem siddet i samme position i et andet skib. En række, tildels lappede, årehuller sidder med ca. 78 cm afstand, som må have været spanteafstanden i det ældre skib, mens årehullerne for Skuldelev 5 er skåret med ca. 90 cm afstand. Genbruget skyldes måske, at planken er af ask, som kan have været betragtet som et særligt godt materiale til netop dette formål. De to øvrige genanvendte planker er af fyr, ligesom det genanvendte stykke spantetømmer. Da vikingetidens skibsbyggere normalt foretrak eg, når de kunne, kan genbruget her blot være udtryk for mangel på byggematerialer. Men da begge er meget lange – den ene 10,5 m, den anden hele 14,0 m – er det sandsynligt at det var plankernes længde, som var deres afgørende fortrin. Lange planker i skibssiden øger styrken  langskib, og er af stor betydning i lange, smalle konstruktioner som langskibene.

Plan over de bevarede planker i Skuldelev 5, farvelagt efter træsort. De gule planker er af fyr, den blå af ask, de brune af eg og den grå af el.
Vikingeskibsmuseets sejlende rekonstruktion af Skuldelev 5, HELGE ASK. Foto: Vikingeskibsmuseet

En anden ting, der falder i øjnene ved Skuldelev 5 er de omfattende reparationer, der er blevet udført på skroget i løbet af dets levetid, og som blandt andet omfatter udskiftning af en del af kølen og flere planker i forskibet. Omfanget af reparationer og brugen af genanvendte skibsdele har ført til en teori om, at skibet måske har været et ledingsfartøj. Sådanne skibe blev bygget i tidlig middelalder som pligtydelse af befolkningen for at stå til rådighed for kystforsvar, transport og militære ekspeditioner.

Skuldelev 5 blev genskabt som en sejlende rekonstruktion med navnet Helge Ask ved Vikingeskibsmuseet i årene 1990-1991 og indgår i dag i museets fartøjssamling.

Tekst: Jan Bill