Runer

Den yngre futhark

I de første århundreder e. Kr. fik Romerriget meget stor indflydelse i næsten hele Europa. Den romerske latinskrift er sandsynligvis forbilledet for runerne, der er opstået i områder beboet af germanske stammer. De tidligste runeindskrifter fra ca. 150 e. Kr. findes især i det gammeldanske område: Danmark med Slesvig og Skåne.

Runealfabetet er opkaldt efter de første seks tegn: f – u – th – a – r – k. Den ældre futhark har 24 tegn, mens den yngre futhark fra begyndelsen af vikingetiden, kun har 16 tegn. Runerne er lydtegn ligesom vores bogstaver. Den enkelte runes navn begynder med den lyd, som runen betegner: f.eks. hedder m-runen *mannaR, der betyder "mand, menneske", og d-runen *dagaR betyder "dag".

Indskrifter skrevet med den ældre futhark, der udgøres af mester- og ejerindskrifter på mønter, dragtspænder, våben og redskaber, hører hjemme i jernalderens fyrstemiljøer.

Vikingetidens runesten er rejst til minde om magtfulde personer og disses hæderfulde gerninger. Korte runeindskrifter findes også på dagligdags genstande fra vikingetidens byer og handelspladser. Runer er blevet anvendt sideløbende med vores alfabet helt op til 1300-tallet.

I Hedeby har man, som flere andre steder, fundet runeindskrifter på sten. Men især to runepinde er særligt interessant. De er en slags runebreve på specielt udskårne pinde (kaldet rúnakefli), hvor der indridses en lodret linje, kaldet stav, ned gennem pinden. På denne stav kan runernes korte streger hurtigt indridses. Rúnakefli har været brugt til alt fra kærlighedsbreve, købskontrakter eller måske kongelige forordninger.

Anne C. Sørensen

Indskriften på runepinden fra Roskilde 6. Noget af teksten var forsvundet, men resten kunne læses som "Sakse ristede disser runer, ...mand".
Runeskriften fra Maes Howe gravhøj på Orkney fortæller historier om skønne damer, store skatte og modige krigere. Foto: Visit Orkney