Kristendom og udenrigspolitik

Den kristne kirke var en meget stærk magtfaktor i vikingetidens og middelalderens Europa og i Danmark ses kristningen ofte i tæt sammenhæng med udenrigspolitikken. Vikingerne kendte til kristendommen fra rejser i udlandet og fra munke der missionerede i Norden. Men årsagen til, at Harald Blåtand, som den første danske konge, lod sig døbe, er nok snarere politisk. 

Truslen fra Frankerriget

Danmarks største problem i vikingetiden var Frankerriget mod syd, og senere, efter Frankerrigets deling, det Tysk-Romerske Kejserrige. Derfra søger man mange gange gennem tiden at blande sig i interne danske forhold, både verdslige som religiøse. Især det danske hedenskab var i spil og erobring blev opfattet som moralsk acceptabelt, hvis formålet var kristning af indbyggerne. 

Der var stor modvilje blandt de danske folk overfor missionærerne. Munkene blev opfattet som spioner og uromagere, der skabte ustabilitet i landet. De få skriftlige skandinaviske kilder, der omtaler missionærerne, beretter ihvertfald, at de mødte stor modstand fra høvdinge og konger.

Som et militært værn mod syd bygges grænsevolden Dannevirke. Første del er fra 737, og den forstærkes og udbygges flere gange i løbet af vikingetiden. Også Harald Blåtands dåb ca. 965 kan tolkes som et ”religiøst” eller politisk værn mod tyskerne. Ved at lade sig døbe og erklære Danmark kristent, fratog han effektivt den tysk-romerske kejser undskyldningen for at blande sig i Danmarks indenrigspolitik eller endda invadere landet.

Den tyske kirke fortsatte dog med at blande sig. Både i 965 og 988 besluttede man fra tysk side, at bisper i Danmark ikke skulle betale skat til den danske konge, hvilke må opfattes som en grov indblanding i danske statslige forhold.  

England som forbillede

I de følgende århundreder søgte den danske kirke at frigøre sig yderligere fra den tyske indflydelse; ærkebispesædet i Hamborg-Bremen havde oprindeligt fået Norden som missionsområde og havde i slutningen af vikingetiden overhøjhed over den danske kirke. De danske konger søgte at knytte den danske kirke stærkere til den engelske kirke – hvilket forekom naturligt da England var på danske hænder fra 1013 til 1042, og der i øvrigt var nære forbindelser gennem hele vikingetiden mellem Danmark og England. Biskopper og præster blev hentet til Danmark fra England, og engelsk byggeskik var fremtrædende i de danske stenkirker på dette tidspunkt. Også Svend Estridsen (1047-74) gjorde hvad han kunne for at gøre den danske kirke uafhængig af Hamborg-Bremen. Men først under Erik Ejegod (1095-1103) lykkedes det at skabe et dansk ærkebispesæde.

Formodentlig har mange vikinger blot indsat den kristne Gud, Hvidekrist, i den hedenske gudeverden. Man har ikke villet opgive forfædrenes tro og de stærke traditioner og måske ikke haft forståelse for den kristne monoteisme; at der kun var én gud. Mange er sikkert fortsat med at dyrke forfædrenes guder i smug efter den officielle kristning af Danmark. På Island ved vi, at det var Altinget, stormændenes råd, der besluttede at man skulle være kristne. Men samtidig blev det vedtaget, at det stadig var tilladt at tro på og dyrke de gamle guder, blot ikke offentligt.

Af: Kristian Helmersen

I denne støbeform kunne man både støbe kors og torshamre. Det er et tegn på, at overgangen til kristendommen var fredelig: Smykkemageren kunne åbenlyst lave begge typer. Foto: Nationalmuseet.
I denne støbeform kunne man både støbe kors og torshamre. Det er et tegn på, at overgangen til kristendommen var fredelig: Smykkemageren kunne åbenlyst lave begge typer. Foto: Nationalmuseet.