Ladby

En dansk skibsgrav fra vikingetiden

Her gengives et resumé af: Ladby. A Danish Ship-Grave from the Viking Age ved Anne C. Sørensen. Med bidrag af Vibeke Bischoff, Kenn Jensen og Peter Henrichsen. Ships and Boats of the North 3. Roskilde 2001, 293 sider. ISBN 8785189440. Bogen er udgivet af Vikingeskibsmuseet i samarbejde med Nationalmuseet og Kertemindeegnens Museer.

Skibsgraven fra Ladby hører til de store skibsgrave, som også tæller bådkammergraven fra Hedeby og skibsgravene fra Oseberg, Borre, Gokstad og Tune i Sydnorge, alle anlagt i 800- og 900-tallet. Graven, der befinder sig på en almindelig gravplads fra vikingetid, indeholder et rigt gravudstyr bestående af såvel genstande som dyr, og den er hidtil blevet dateret til 1. halvdel af 900-tallet ud fra fundet af et forgyldt samlestykke af bronze til et hundekobbelseletøj ornamenteret i Jellingstil. Graven har efterfølgende været udsat for en omfattende forstyrrelse, og da der tilsyneladende ikke var spor af den eller de afdøde, er forstyrrelsen forsøgt tolket som spor efter translatio, dvs. en flytning fra en hedensk til en kristen grav.

Skibsgraven fra Ladby blev udgravet af konservator G. Rosenberg og apoteker P. Helweg Mikkelsen i 1934-1937, og deres optegnelser udgør i dag de primære kilder til oplysninger om fundet. På trods af, at skibsgraven blev omhyggeligt publiceret af Knud Thorvildsen for godt 40 år siden, har der siden vist sig mange uafklarede forhold. Disse er ikke mindst betinget af senere fremkomne skibsfund fra vikingetiden og andre vikingetidsfund, foruden vigtige nybearbejdninger af ældre fundkomplekser som skibsgravene Sutton Hoo i England, Oseberg og Borre i Norge samt af begreber som bådgravskikken og nyere analysemetoder.

Spørgsmålene vedrørende skibsgraven fra Ladby omfatter blandt andet gravens konstruktion, en mere præcis karakteristik af udvalgte dele af genstandsinventaret, lokaliseringen af den eller de gravlagte, gravens datering samt forstyrrelsens betydning og datering. Af mere overordnet karakter melder dernæst spørgsmålet om fundets kulturhistoriske placering sig. Hvordan skal dette fund forstås i forhold til gravpladsen umiddelbart ved siden af, til det lokale område, til Fyn og til det øvrige Sydskandinavien og Kattegatsområdet i perioden omkring år 900?

Med henblik på at løse de ovennævnte gåder blev der for genstands- og knoglematerialets vedkommende foretaget diverse analyser (røntgenfotografering og -fluorescensanalyse, acceleratordatering, vedanatomisk og antropologisk bestemmelse samt tekstil-, fiber- og tovværksanalyse). Sideløbende blev skibs-graven sammenlignet med lignende samtidige fund og med vikingetidsgrave generelt, fortrinsvis fra det sydskandinaviske område. For at opnå en større forståelse af baggrunden for skibsgravens tilstedeværelse blev der foretaget en undersøgelse af gravpladsen ved skibsgraven og den mulige tilhørende bosættelse samt af bebyggelsesudviklingen i lokalområdet fra omkring Kristi fødsel til tidlig middelalder.

Bosættelsesmønsteret på Nordøstfyn adskiller sig inden for dette tidsrum ikke fra, hvad vi kender andre steder i Danmark. I ældre romersk jernalder (Kr.f.-200 e.Kr.) har bebyggelsen en tilsyneladende jævn spredning, men i løbet af romersk jernalder kan der iagttages en tilbagetrækning fra kyststrækningerne, fra Kerteminde Fjord og Kertinge Nor til mere beskyttede områder. Samtidig sker der en nedgang i antallet af bopladser, hvilket fortsætter ind i begyndelsen af germansk jernalder (400 e.Kr). Denne reduktion kan skyldes, at der finder en centralisering af bosættelserne sted, forårsaget af fremkomsten af en mere overordnet form for lederskab. Bopladserne er imidlertid samtidig vanskelige at datere, hvilket kan være en medvirkende årsag til, at vi ser dette billede. I løbet af germansk jernalder (400-750 e.Kr). kan der iagttages en begyndende tendens til, at bosættelserne igen rykker ud til kysterne. Dette afspejler sig ikke mindst i Kølstrup sogn, hvor skibsgraven fra Ladby hører hjemme. Forklaringen herpå skal formentlig ses i lyset af den øgede betydning sejlads får i både de indre og ydre danske farvande i løbet af yngre jernalder.

I vikingetid kan der iagttages en øget og tydeligvis forskellig interesse for kystområderne end tidligere. På Fyns Hoved foregår der således aktiviteter af mere eller mindre sæsonmæssig karakter, hvorimod anløbspladsen ved Ladby formentlig har været af mere permanent og formentlig central betydning for den østvestgående sejlads til Odense. Udover at have fungeret i forbindelse med omladning af varer og som kontrolpunkt for trafikken på fjorden, kan Ladby have været overfartssted til Lille Viby på Hindsholm, hvor såvel arkæologiske fund som stednavne kan afspejle vigtige vikingetidslokaliteter.

På overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder (ca. 1050) opstår der imidlertid et behov for beskyttelse, hvilket fremgår af den nyligt fundne spærring mellem Kerteminde Fjord og Kertinge Nor fra netop denne periode. De usikre tider er formentlig baggrunden for, at bosættelsen ved Ladby flytter længere ind i landet, hvor den finder sin nuværende placering omkring 1 km fra fjorden, og at sognekirken ikke placeres i Ladby, men ved bunden af Kertinge Nor, i Kølstrup. Munkebo, der i ældre middelalder fungerede som havn for Odense, kan samtidig have overtaget Ladbys rolle som den vigtigste lokalitet ved Kerteminde Fjord og Kertinge Nor.

Hvor hører skibsgraven fra Ladby hjemme i dette billede? Skibsgraven er anlagt på en gravplads, som ud fra naturvidenskabelige dateringer samt af den relative datering af gravenes genstandsinventar kan antages at være blevet benyttet før anlæggelsen af skibsgraven. Bortset fra skibsgraven adskiller gravpladsen sig ikke fra størstedelen af de gravpladser, vi i øvrigt kender fra vikingetid i Sydskandinavien, og som er kendetegnet af et generelt beskedent genstandsinventar. Anlæggelsen og indretningen af skibsgraven viser imidlertid, at vi hér står over for en særlig betydningsfuld person. Et over 21 m langt skib er blevet slæbt fra fjorden op til toppen af en naturlig forhøjning, hvor det er blevet anbragt i en til formålet gravet grøft. At skibet ikke blev fremstillet til gravlæggelsen fremgår dels af spor efter reparationer dels af forekomsten af kalfatring. Efter at agterskibet blev indrettet som gravrum for den afdøde og det personlige udstyr, og forskibet blev fyldt op med dyr (11 heste og 3-4 hunde) og yderligere genstande, blev hele skibet forsynet med et dækkende plankelag. Dernæst blev der opført en høj, omkring 30 m i diameter, og denne blev omgivet af et stolpehegn.

Gravgodset er gennemgående af høj kvalitet, hvilket sammen med de repræsenterede genstandskategorier taler for, at den gravlagte har haft en høj social status. Tekstilerne er generelt af fin kvalitet, og udvalgte beklædningsdele har været udsmykket med frynser og vedhæng i guld- og sølvtråd. Til den gravlagtes personlige udstyr har blandt andet hørt en kniv med sølvbeklædt skaft og et stort, forgyldt sølvbæltespænde af karolingisk oprindelse, der antageligt har hørt til et sværdophæng. Dertil kommer fire-fem forskelligt udformede sæt rytterudstyr, der har været mønstrede (ornamenterede) med indlægninger i tin, sølv og bly, samt seletøjet til et kobbel bestående af fire jagthunde. Den genstand, der af Thorvildsen blev opfattet som en pisk, må på baggrund af arkæologiske fund og afbildninger af lignende stykker snarest betegnes som en stav anvendt som symbol på magt og værdighed. Et lignende symbolsk indhold kan fundets eneste bevarede spore ligeledes tillægges, og det er nærliggende at antage, at den afdøde blev gravlagt med sporer på. Graven indeholdt desuden resterne af et fornemt bordservice omfattende en forgyldt sølvtallerken, et - måske to bronzefade, mindst to spande samt et lille med guld og sølv udsmykket knivsæt i en trææske. Også denne genstandskategori vidner om den afdødes tilhørsforhold til datidens øverst rangerende personer. Gæstebud blev dengang som både før og senere anvendt som et effektivt middel til indgåelse af vigtige aftaler og alliancer.

På baggrund af forekomsten af en skjoldbule, en spore og et bundt pile kan der ikke herske tvivl om, at den gravlagte var en mand, og undersøgelser af det ganske vist meget beskedne knoglemateriale viser, at skibsgraven efter alt at dømme er anlagt til én person, i alderen 20 til 50 år. De forskellige genstandstyper samt forekomsten af udsmykning i såvel Borre- som Jellingstil viser, at graven er anlagt på et tidligt tidspunkt i yngre vikingetid. Sammenligninger med tilsvarende genstande i møntdaterede grave og dendrokronologiske dateringer af skibsgravene fra Borre, Gokstad og Tune tyder på, at gravlæggelsen har fundet sted i tidsrummet 900-925. Dette står ikke i modsætning til dateringerne af kalfatringsmateriale fra Ladby-skibet, der ligger mellem 885 og 1035 e.Kr. kal. (± 2 standardafvigelser).

Under udgravningerne blev der i gravområdet i agterskibet iagttaget spor efter en omfattende forstyrrelse, der kun kan være forårsaget af mennesker. Det ser ud til, at man har gravet ind gennem siden af højen, fjernet en stor del af det dækkende trælag og taget størstedelen af gravudstyret op. Efter at have foretaget en grundig ødelæggelse samt formentlig fjernet udvalgte dele af gravgodset, blev resten skovlet tilbage i agterskibet. Den gravlagte har tilsyneladende været udsat for en lignende ødelæggelse. Flere omstændigheder tyder på, at forstyrrelsen dels har fundet sted inden for en kort årrække efter gravlæggelsen, dels er foregået i fuld offentlighed. Baggrunden for forstyrrelsen er straks mere usikker, men i betragtning af selve gravformen samt af genstandsinventarets art og sammensætning kan der med en degradering af den afdødes magt eller styrke være tale om en politisk motiveret ødelæggelse.

Kompleksitet er det mest iøjnefaldende aspekt ved skibsgraven fra Ladby, der både fremviser stor rejseaktivitet og træk, der kan forklares på lokal baggrund. Genstandsinventaret viser forbindelser såvel internt på Fyn som overregionalt inden for det skandinaviske område samtidig med, at det afspejler tilhørsforholdet til et elitært miljø karakteriseret ved en ensartet demonstration af rigdom og magt. Nordøstfyn har en central placering ved Kattegat og dermed til søværts rejseruter både inter- og overregionalt. Kerteminde Fjord og Kertinge Nor har været af stor betydning for adgangen til og fra Odense, og den afdøde i skibsgraven kan have fungeret som den kontrollerende instans i denne forbindelse. På denne baggrund kan vi opnå en større forståelse af den afdøde i skibsgraven fra Ladby, for hvem skibet formentlig har været af altafgørende betydning for opretholdelsen af en betydningsfuld position i vikingetidens samfund.

» "Ladby" kan købes i museets webbutik

» Publikationer fra Vikingeskibsmuseets forlag

Del eller tilføj bogmærke