
Vikingen og Vikingetiden indtager i dag en fremtrædende plads i danskernes bevidsthed. Ingen historisk person har været tillagt så stor symbolværdi for Danmark, og ingen periode i Danmarkshistorien har været så farvet af vores historiebevidsthed - samspillet mellem vores nutids- og fortidsforståelse, hvor historien tolkes i lyset af nutiden.
Vikingerne er kendt og berygtet over hele verden og de har et næsten mytisk rygte, skabt gennem flere kilder gennem tiden.
Men også en spektakulær begivenhed som Havhingstens testsejlads fra Roskilde til Dublin giver os ide om hvordan folk i dag forstår og opfatter vikingen og Vikingetiden.
Den fælles forståelse af vikingen og Vikingetiden som dominerer i dag har rødder i 1800-tallet, men vores ide om vikingen og Vikingetiden afhænger meget af hvor gamle vi er, hvad vi har lært i skolen og hvor vi bor. Vikingen har i lang tid været kendt som en langhåret stærk mand med horn på hjelmen, men er det stadig det billede af skandinaverne der dominerer?
Vikingeskibsmuseet i Roskilde vil gerne benytte Havhingstens togt til at undersøge det moderne billede af vikingerne og opfattelsen af Vikingetiden i dag. Vi har derfor formuleret en række spørgsmål og inviterer dig til at deltage i vores undersøgelse.
Ved at svare på følgende spørgeskema, vil dine svar indgå i vores undersøgelse.
På forhånd tak for interessen.
Louise Kæmpe Henriksen
Historiker
Tinna Damgård-Sørensen
Direktør for Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Vikingeskibsmuseet: Vindeboder 12 . DK-4000 Roskilde | Tlf.: +45 46 300 200 | museum(at)vikingeskibsmuseet.dk | vikingeskibsmuseet.dk