Et krigsskib fra førromersk jernalder og dets kontekst

Her gengives resuméet af: Crumlin-Pedersen, Ole & Athena Trakadas (eds) 2003: Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in Context. Ships and Boats of the North 5. Roskilde, 293 sider. ISBN 8785180521. Bogen er udgivet i fællesskab af Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet i samarbejde med Hjortspringbådens Laug.

I denne monografi behandles våbenofferfundet fra 300-tallet f.Kr. fra Hjortspring Mose på Als i Sønderjylland med hovedvægten lagt på den oprindeligt 18-20 m lange plankebåd, der udgør fundets hovedelement. Fundet publiceredes første gang i 1937 af udgraveren Gustav Rosenberg.

1 Feltarbejdet

af Flemming Rieck

Betydelige dele af Hjortspringbåden og af våbnene blev optaget ved tørvegravning omkring 1880, uden at det dengang kom til arkæologernes kendskab. Først i 1920 blev fundet kendt på Nationalmuseet og stedet besigtiget. I 1921-22 gennemførte konservator Gustav Rosenberg for museet en totalundersøgelse af den lille kedelmose på ca. 45 x 50 m, beliggende 42 m over havet og 3-4 km fra kysten.

Ved 1921-undersøgelsen optog Rosenberg fundets store mængder af våben af jern og ben samt skjolde og andet udstyr af træ. På grund af træets bløde tilstand måtte såvel frilægning som transport af fundene til museet i København foregå med den største omhu. I 1922 koncentreredes arbejdet om båden, der var stærkt beskadiget ved tørvegravning, men hvoraf der dog var bevaret betydelige partier over en længde på ca. 14 m med dele af begge stævne, orienteret nord-syd. Udgravningen afsluttedes i september 1922, efter at fundlagets grænser til alle sider var konstateret. En lille efterundersøgelse i 1987 kunne bekræfte, at mosen var totalundersøgt. Ved denne lejlighed blev der optaget enkelte løse brudstykker af spydstager og af et af bådens ribbestativer til datering.

2 Hjortspringbåden, dens konservering og restaurering

2.1 Rosenbergs analyse og rekonstruktion af båden
af Ole Crumlin-Pedersen

Rosenbergs omhyggelige opmålinger under udgravningen gav ham grundlag for at bestemme alle hovedtræk i båden, der med få undtagelser var lavet af lindetræ. Den havde været opbygget som en spinkel skal ud fra en bundplanke og to planker i hver side, fæstet indbyrdes ved syning rundt om plankeoverlapningen. Øverste bords overkant var forstærket, men der var ingen spor af fæste for årer. I bådens indre fandtes rester af ti rækker klamper til fastsurring af elegant udformede spantrammer, hver bestående af en tofte med udskåret sæde for to mand, og med en buet hasselstok fastholdt i formen af lodrette støtter under toften og en vandret tværstok. Hele spantrammen var, ligesom de øvrige dele af fartøjet, udført med den største omhu med henblik på at kombinere styrke og ringe vægt. Bundplanken fortsatte i begge ender ud over selve bådrummet som et kraftigt, opadbøjet horn med ovalt tværsnit. Ved afslutningen af bådrummet var fæstet en stor kløftet stævn ovenpå bundplanken, hvortil også sideplankerne var fastsyet. Stævnen var låst fast til bundplanken med en lodret planke af eg, men ligesom bundplanken fortsatte den ud over bådrummet med et langt horn, her med T-formet tværsnit. Der blev fundet rester af en støtte mellem stævnforlængelserne, men disses oprindelige længde og afslutning kunne ikke bestemmes. På toppen af hver stævn var der spor af fire klamper, der kan have været til et langskibs spændtov.

Til bådens indretning hørte en løfting og ca. 85 smalle bundbrædder på godt 1 m længde, et øsekar samt ca. 16 padler i mange brudstykker og en bred styreåre ved hver stævn. De to ender af båden var ensdannede, men sydenden antoges at have været agterenden ud fra fundet af løfting og øsekar her. Til reparation og vedligeholdelse af syninger og til tætning af båden fandtes en klump tætningsmateriale og en S-formet ’snorestrammer’.

Rosenbergs rekonstruktion af båden byggede alene på iagttagelserne af det bevarede primærmateriale, men han kunne konstatere, at resultatet havde betydelig lighed med flere af skibsbillederne på Bohuslens helleristninger. Bistand med den skibstekniske vurdering af fartøjet og med udarbejdelsen af de endelige rekonstruktionstegninger ydedes af ingeniør Fr. Johannessen fra Oslo. Han bestemte bådens oprindelige længde med stævnforlængelser til 18,6-19,6 m, bredden til 2,04 m og højden midtskibs til 0,705 m. Bådens vægt beregnedes til 530 kg, og dens dybgang til 0,32 m ved en besætning på 24 mand med våben og udstyr.

2.2 Bådens oprindelige konservering og opstilling
af Inger M. Bojesen-Koefoed & Maj Stief

Efter udgravningen blev Hjortspringbåden konserveret og rekonstrueret af Rosenberg. Under optagningen og transporten var alt træværket blevet holdt vådt og vel understøttet. Konserveringen foretoges på Nationalmuseet med alunmetoden, hvor træet blev kogt i en opløsning af alun (KAl(SO4)2-12H2O), i dette tilfælde med tilsætning af glycerin. Til hvert stykke blev der lavet individuel understøtning i badet med strimler og plader af bly. Efter kogningen blev alt bådtræ tørret og henlagt i omkring 5 år, hvorefter det blev imprægneret med bivoks. For at bivoksen kunne få en viskositet, så den kunne trænge ind i træet, blev den opvarmet til 70 – 80 °C, og samtidig blev træet så blødt, at det kunne formes.

Til bådens udstilling var valgt et kælderrum i den nybyggede del af Nationalmuseet, hvortil båddelene blev overført i 1932 og samlet i en ’vugge’ af træ i den af Johannessen udtegnede skrogform. Udstillingen åbnedes i sommeren 1937, men på grund af lokalets høje luftfugtighed viste der sig snart problemer med en omkrystallisering af alunen, som beskadigede træets struktur indefra. I 1965 blev der skaffet midler til at nedtage båden og omkonservere alle dele ved udtrækning af alun, glycerin, voks mv. og nyimprægnering med polyætylenglykol (PEG).

2.3 Omkonservering og nyopstilling af båden
af Inger M. Bojesen-Koefoed, Maj Stief & John Nørlem Sørensen

Ved arbejdet med omkonserveringen måtte alle dele på ny pakkes separat og behandles med endnu større forsigtighed end tidligere på grund af den beskadigede indre struktur. Som følge af pengemangel blev det omkonserverede bådtræ først udpakket, afrenset, samlet og genopstillet i årene 1986-88, nu i et udstillingsrum med klimakontrol og med en ændret præsentationsform. Forskellige løsninger herfor blev overvejet: indfældning af originalstykkerne i et nybygget bådskrog af træ eller glasfiber, udstilling af en kopi af båden med de bevarede partier indfarvet, eller montering af de bevarede partier på et åbent stel af metalprofiler, der markerede bådens linier. Af hensyn til Nationalmuseets princip om udstilling af originaler, ikke kopier, valgtes den sidste løsning med spinkle rustfrie stålrør som en æstetisk og teknisk god udformning til markering af bådens form og til støtte for de omkonserverede båddele.

3 Bygning og afprøvning af en kopi af Hjortspringbåden

3.1 Planlægning og organisation
af Knud V. Valbjørn

Rekonstruktionsprojektet for bygning og afprøvning af Tilia Alsie, en kopi i fuld skala af Hjortspringbåden, skal ses i lyset af den særlige situation på øen Als, hvor en lokal fabrik, Danfoss med produktion af termo-kontroludstyr, efter anden verdenskrig øgede beskæftigelsen fra 200 til 7000 personer over en periode på 20 år og tiltrak særligt kvalificerede medarbejdere udefra. Det skabte grundlag for et kreativt miljø med kvalitetssans, interesse for lokalhistorien og en tilknytning til det omgivende hav. Ideen til byggeriet fødtes i 1990, da Nordborg by opmuntrede til projekter, der kunne gøre byen og egnen kendt. I 1991 dannedes Hjortspringbådens Laug med det formål at bygge og afprøve en kopi af den lokalt fundne Hjortspringbåd i nær kontakt med den arkæologiske sagkundskab, at fremme studiet og formidlingen af bådens historiske og tekniske forudsætninger, og at sikre bådkopiens opbevaring nær fundstedet, dens afprøvning og anvendelse til udstillingsformål. Laugets 50-100 medlemmer i alderen 40-75 år repræsenterede et bredt udvalg af erhverv og personlige erfaringer, og de opdelte sig i en række arbejdsgrupper efter interesse og evner.

Ved planlægningen blev følgende parametre prioriteret: autenticitet, seriøsitet, kvalitet og dokumentation, mens tidsfaktoren ikke blev fastlagt på forhånd. Der blev bygget en 1:10 model af båden og indlæst data på computer, opbygget regelmæssige kontakter med Nationalmuseet i Roskilde og København, afholdt månedlige medlemsmøder og udgivet informationsblade til alle medlemmer. Arbejdet udførtes med kritisk gensidig kontrol og dokumenteredes løbende med fotos og video. Størsteparten af projektets eksterne omkostninger frem til bådens færdiggørelse på ca. ½ mill. kr. (ca. 67.000 Euro) dækkedes ved lokale og nationale tilskud.

3.2 Indledende arbejde og optræning
af Knud V. Valbjørn & Hans P. Rasmussen

Til båden behøvedes lindetræer med en grenfri stamme på 16-18 m og en nedre diameter på 0,9 m af arten Tilia parvifolia, der ikke kunne skaffes nogetsteds i Danmark eller Vesteuropa. Derfor fik laugsmedlemmerne indledningsvis lejlighed til at optræne færdigheder med arbejde i lokalt lindetræ. Værktøjet hertil tog udgangspunkt i danske fund af romertidsværktøj af retøkser, skarøkser og stemmejern, da sådanne fund fra førromersk jernalder var meget få. I det videre arbejde hentedes også inspiration i danske bronzealderfund, keltiske fund fra Tyskland og Svejts samt et gotlandsk vikingetidsfund.

Til værktøjsfabrikationen benyttedes almindeligt jern, der hærdedes i æggen. Eksperimenter med udformningen af håndtag til værktøjerne førte frem til udvikling af ’Hjortspringjernet’ til spåntagning på tværs af årerne. Originalt er formentlig anvendt lette skarøkser til udhugningen, men dette har krævet større øvelse, og der skønnedes ikke at være væsentlig forskel på resultatet. Byggeriet fandt sted i en uopvarmet bygning nær Dyvig, hvorfra søsætningen afslutningsvis fandt sted i 1999.

Som arbejdsgrundlag tjente originalbåden på Nationalmuseet i København, Rosenbergs publikation fra 1937, Johannessens skitser og rekonstruktionstegning, samt konsultationer med berørte museumsfolk i Roskilde og København.

Som forberedelse til byggeriet lavedes forsøg med fremstilling af lindebastsnor og strækprøvning heraf. Et panel af sammensyede planker blev udsat for forskydningskræfter og virkningen målt. Ved de indledende øvelser med træforarbejdning blev der lavet padler, skjolde og en tofte, og øksernes ægvinkel blev fastlagt. For at belyse de mange spørgsmål i forbindelse med byggeriet besluttedes det at lave to udsnit af båden i fuld størrelse, en 1,4 m lang midtsektion og en 5 m lang stævnsektion. Arbejdet med disse elementer blev afgørende for kvaliteten af den videre indsats, idet mange problemer blev løst og færdigheder opøvet under de i alt 1360 timer, dette arbejde krævede. Også fundets våben og øvrige redskaber blev nøjere undersøgt og opmålt, og værktøjsgruppen udførte kopier af en del af våbnene.

Fundets historiske baggrund blev analyseret af en gruppe, der bl.a. studerede de topografiske vilkår for at lande med en flåde på øen. Til udstilling på byggepladsen fremstilledes et sæt dragter med forlæg i periodens mosefund. Såvel udsnittene af båden som våben og dragter har siden været udlånt til udstilling andetsteds, og en populær bog om fundets historie og baggrund er udgivet lokalt.

3.3 Bygning af båden
af Knud V. Valbjørn

De store lindetræer til bådebyggeriet blev fundet i en lille skov i Polen, og herfra hentedes fire træer med en alder på 130-170 år, hvoraf to viste sig at være acceptable, mens en tredje stamme havde råd forneden og den fjerde knækkede i toppen under fældningen. De blev dog alle indkøbt og transporteret til Danmark. De tre af stammerne blev lagret under vand i Dyvig, mens den fjerde straks kløvedes i værkstedet.

Bundplanken var bådens længste enkeltdel med 15 m i længden. Den skulle holde en bredde af 56 cm og tykkelse af 3 cm midtpå, aftagende mod kanterne, og den skulle udhules og udspændes for at nå denne bredde. Da forsøg med udspænding af to prøvestykker mislykkedes efter kogning i vand, valgtes det i stedet at øge plankens bredde med pålimede plankestykker. De kløftede stævne blev lavet af lokale lindestammer, hvoraf første sæt måtte kasseres på grund af råd. De underste sideplanker blev lavet så brede som stammerne kunne give, mens rælingsplankerne måtte øges ved limning. Planken skulle have haft en krumning over kant på 30 cm for at give den af Johannessen rekonstruerede form. I stedet blev bådens kølbugt øget, så plankens pilhøjde reduceredes til 12 cm. På plankernes indersider blev tildannet 198 klamper med firkantede huller til spantsurringerne, og på hver af stævntoppene fire klamper til spændtovet. Bådens ti spanter blev opbygget som på originalen med en friskfældet hasselstok forsigtigt bøjet, smurt og hamret på plads. Spanterne blev indsat i den færdige skrogskal og surret til bordklamperne.

Bådens markante kølforlængelser blev lavet af buede lindegrene fæstet til kølplanken med en veldokumenteret lås, og en tilsvarende løsning valgtes for de øvre horn. Stævnplanken af eg blev indfældet som lås mellem køl og stævn, og en skiveformet ydre støtte indsattes mellem hornene længere ude. Samlingerne limedes med polyuretanlim i stedet for harpiks som i originalen. Arbejdet med kontrol af bådens symmetri og form under opbygningen var vigtigt. Bundplanken blev fastholdt til støtter afpasset efter den valgte kølbugt. Stævnene støttedes udefra og med spændtovet mellem klamperne for og agter. Til støtte for tildannelsen af sideplankerne blev der opsat indvendige skabeloner for hver meter, vel vidende at dette var uhistorisk, men nødvendigt for en nøje kopiering af originalens form. Til tætning i landet blev indlagt en uldtråd dyppet i en blanding af tælle og linolie, og syningen gennemførtes fra midten imod enderne med frisktjæret lindesnor, hvorefter hullerne tætnedes med oksetælle. Dette gav en uhensigtsmæssig lav friktion i samlingerne, hvorfor man senere gik over til udvendigt at bruge en harpiks-tælle blanding. Enkelte revner i plankerne repareredes med påsyede lister ligesom i originalen.

Løftingen agter udførtes af tre planker, og de smalle bundplanker blev udlagt som fodstøtte for mandskabet. Padlerne blev i første omgang lavet i en standardudgave med ens længde og bredde, flest af ask, nogle af lind. Efter erfaringerne i 2000 lavedes nye padler af lind med længere skafter og lavere vægt. Under byggeriet måtte byggegruppen tage stilling til mange spørgsmål, hvoraf nogle løstes i samråd med Nationalmuseet, andre ud fra almindelig sund sans. Tilbage blev nogle træk i bådens konstruktion med rod i dens forbindelser bagud i tid. Stævnforlængelserne har ikke vist sig at have betydning for bådens styrke, men kølforlængelsen forude er nyttig under landsætning. Spændtovet fra for til agter var nyttigt under byggefasen og kunne også senere gøre nytte til at fastholde formen og udligne spændinger i ’hogging condition.’

Spantrammerne er klare eksempler på en vægtbesparende udformning, der overfører besætningens vægt effektivt til skroget.

Ud fra tidsregistreringen er beregnet et tidsforbrug på 6.500 mandtimer til selve byggeriet. Arbejdet skønnes efter optræning at kunne være gennemført på den halve tid, hvoraf 85% til udhugning og 15% til bøjning og samling. Ud af 12 tons træ anvendt til byggeriet endte 0,5 ton i den færdige båd.

3.4 Dokumentation af formen og beregning af Tilia Alsies egenskaber
af Frederick M. Hocker & Niels Peter Fenger

Den færdige båds form blev dokumenteret i to omgange, i maj 1999 før søsætningen og i oktober 2000 efter afslutningen af sejlsæsonen. Skrogets store fleksibilitet betød, at dette kunne variere meget i form, alt efter dets understøtning. De to målinger gav dog samme resultater indenfor 10 mm. Første måling udførtes med skroget hvilende på understøtninger i 2/9’s afstand fra enderne og slækt spændtov, mens anden måling foregik med båden hvilende på dens specialbyggede trailer.

Målingerne udførtes dels manuelt for nogle detaljer og som kontrolmål, dels ved punktindmåling med totalstation og endelig ved dokumentation af konturer, tværsnit og overfladedetaljer med en ’digital arm’. Endvidere blev processen fastholdt ved foto- og videodokumentation. Totalstationsmålingerne kunne bearbejdes til udtegning i AutoCAD, mens de to digital-arm-fabrikater Microscribe og FaroArm registrerede punkter og linier direkte til udtegning med tilhørende flader i et Rhinoceros-program. I teksten er redegjort for de problemer, der måtte løses i arbejdet med at lave en grafisk overflademodel og en linietegning af båden. Der udførtes også en dobbeltmåling af skrogets fleksibilitet ved sidetræk i overkanten af den ene stævn. Resultatet var en kraftig vridning af båden, der gradvist rettede sig selv ud igen efter aflastning, indikerende at hovedparten af ændringen var elastisk, en mindre del plastisk.

Til sammenligning af Tilia med Johannessens rekonstruktionstegning er beregnet deplacementet ud fra de to linietegninger. Ved tomt skrog (530 kg) fås for Tilia en dybgang på 14 cm, der stiger til 35 cm ved en last på 2000 kg. Endvidere er arealet af den våde overflade beregnet med henblik på bestemmelse af fremdrivningsmodstanden ved forskellige dybgange, og koefficienter og konstanter er beregnet til sammenligning. I forhold til Johannessens tegning er der 12 cm mere kølbugt og 3 cm dybere spring i Tilia. Ved et deplacement på 2,5 m3 har Tilia 5 cm større dybgang midtskibs. I forhold til de beregnede koefficienter, der afspejler Tilias større spring og lidt rundere bund, skal det bemærkes, at skrogets smidighed giver mulighed for mange forskellige variationer af formen og dermed af koefficienterne, alt efter hvordan skroget er båret oppe.

Ud fra Johannessens linietegning er metacenterhøjden beregnet. For Tilia blev tyngdepunktet med padlere ombord beregnet ud fra den først byggede midtsektion. Beregningerne viste, at båden ville være meget følsom for forskydninger af vægte sidelæns, hvilket bekræftedes af målinger i 1999. På grundlag af opmålingen fra 2000 beregnedes den faktiske metacenterhøjde til at være noget højere end den, der udregnedes for Johannessens rekonstruktion. Den uheldigste belastning for Hjortspringbåden har været under sejlads i bølger af en bølgelængde på 13 m svarende til vandlinielængden, hvor båden skiftevis rider på en bølgetop og over en bølgedal. I praksis vil hertil komme bølgeslag mod bådsiden og andre skiftende påvirkninger. Belastningerne på skroget er beregnet ud fra en betragtning af båden som en bjælkekonstruktion på elastisk underlag, men usikkerhed om syningernes stabilitet, spændtovets eventuelle bidrag mv. gør, at beregningerne er simplificerede og alene vejledende. Under prøvesejladserne i 2001 foretoges målinger af spændingen i spændtovet og af skrogets vridning under sejlads i smult vande uden bølger. Målingerne viste, at tovet må strammes løbende for at holde spændingen. Skrogets deformationer blev registreret med en laserstråle fra midtskibs aftegnet på en kvadreret plade i forskibet. Bevægelserne blev videodokumenteret, men var i øvrigt ubetydelige. De viste, at båden under disse forhold kan betragtes som et stift legeme.

I analysen af bådens hydrodynamiske forhold er fremdrivningsmodstanden beregnet med følgende komponenter: friktionsmodstand, der afhænger af arealet af den våde overflade, restmodstanden forårsaget af bølgedannelse og grænselag, modstand pga. bundens ruhed, og endelig rormodstand samt luftmodstanden for mandskabet og bådens overvandsskrog. Efter søsætningen er den faktiske modstand målt ved slæbning af Tilia efter en motorbåd. Ved hastigheder under seks knob fandtes god overensstemmelse med beregningerne, mens målingerne ved syv knob lå 25% højere end disse.

3.5 Sejladsforsøg
af Max Vinner

I samarbejde med Hjortspringbådens Laug gennemførte mandskab fra Vikingeskibsmuseet og Marinarkæologisk Forskningscenter i Roskilde i 1999-2001 sejladsforsøg med Tilia for at undersøge bådens brugsmuligheder og søge klarlagt dens potentiale som krigsfartøj gennem praktiske eksperimenter og med anvendelse af passende måleudstyr.

I 1999 gennemførtes tre dages sejlforsøg med et hold uøvede padlere fra Roskilde og Als for at lære fartøjet nærmere at kende. Indledningsvis var båden vanskelig at styre, men med en styreåre fæstet ved roden af hver kølforlængelse kom båden under kontrol. Manøvreringen af den lette båd med padlerne var hurtig og effektiv med acceleration på 30 sekunder til topfart og opbremsning herfra på 5 sekunder. En drejning på 360° kunne gennemføres på 74-110 sekunder, afhængigt af teknik og vind, med drejecirkler på 20-40 m. Fartmålinger over banelængder på 1160 m og 320 m med flyvende start gav hastigheder på 3,1-5,1 knob, alt efter kadence (38-50 tag/minut), vind og antal padlere (8-18 mand). Båden virkede meget ustabil i tom tilstand, men var rimelig stabil og sødygtig med fuldt mandskab og 600 kg ballast ombord, og den gled let op på stranden ved landsætning.

Ved sejladsforsøgene i 2000 var besætningen et hold eliteroere med erfaring med konkurrenceroning med ’dragebåde’, der ligner Hjortspringbåden men er lettere end denne. Med denne besætning, inklusive en trommeslager til at angive takten, måltes en fart på 7,6 knob ved en kadence på 62 over en 1148 m lang bane. På kortere strækninger måltes med GPS svingende værdier på 7,4-8,2 knob. Til padlingen brugtes Hjortspringlaugets ’gennemsnitspadler’, der dog var for korte for og agter, hvorfor der reduceredes til 18 padlere, der nåede 6,7 knob ved 57 tag/min. med Hjortspringpadlerne og 7,1 knob ved 64 tag/min. med egne brede og lette dragebådspadler. Afslutningsvis sejlede Tilia ud i åbent farvand i en vindstyrke på 10-12 m/sek., øgende til 14-16 m/sek., skråt ind forfra. Der blev holdt en kadance på 55 tag/min. og 5,5 knob ved starten, men farten faldt til 2 knob, da bølgehøjden nåede 1 m. Trods uheldig trimning bjergede båden sig godt, også under vendingen til hjemturen.

I 2001 afprøvedes bådens brug til to dages langturssejlads i stille, varmt vejr med samme hold som i 2000. Første dag strakte sig over 42,3 km med 4 timer og 45 minutters sejltid og 45 minutters pause, svarende til en gennemsnitsfart på 4,2 knob (7,7 km/ timen) og 4,8 knob (8,9 km/timen) henholdsvis brutto og netto. Anden dags sejlads var på 45,4 km, og den kombineredes bl.a. med et ’omvendt slæbeforsøg’, hvor modstanden fra vand og luft var 2 minutter og 32 sekunder om at bremse båden helt op fra 5,5 knobs fart. Endvidere måltes virkningen af at lade nogle af padlerne hvile i perioder, hvilket aflastede mandskabet så meget, at de skønnede at kunne have fortsat ca. 4 timer mere, hvorved dagsdistancen ville have været på ca. 40 sømil eller 74 km.

En sammenligning af Tilias resultater på 7,6 knob i sprint og 4,7 knob i rejsefart med romålinger for Skuldelev 5, skibskopien Helge Ask på 5,4 knob i sprint og 3,5-4,0 knob i rejsefart under årer viser, at jernalderfartøjet er hurtigere end vikingeskibet ved padling/roning. Under sejl i gunstig vind er vikingeskibet dog overlegent – og dette uden at belaste besætningens kræfter. Med en potentiel dagsrejse på 40 sømil/74 km har Hjortspringbåden i godt vejr kunnet komme til Als fx fra Lolland eller Femern på én dag eller fra Skåne eller Rygen på tre dage. I tilfælde af hårdt vejr har den kunnet bjærge sig til søs eller søge land. Den har derfor i datiden repræsenteret en farlig trussel for udsatte kystegne og krævet et effektivt lokalt forsvar.

3.6 Padlerne
af Nadia Haupt og Niels Peter Fenger

Padlerne er vigtige funktionelle dele af Hjortspringbådens udstyr, og de er analyseret i arkæologisk og etnografisk sammenhæng af Nadia Haupt, mens Niels Peter Fenger har analyseret forholdene omkring den kraftoverføring fra mand til båd, som foregår under sejladsen.

Der er foretaget vedanatomisk analyse af fire af Hjortspringpadlerne, og disse var alle af navr, Acer campestre, der også er repræsenteret blandt årerne i Nydamfundet. De anvendte padler under forsøgene var dog lavet af ask og lind. Ved prøvesejladserne knyttedes an til den gamle kinesiske tradition for sejlads med ’dragebåde’, der er genoplivet som en moderne konkurrencesport i lette både med en bemanding som i Hjortspringbåden. Eliteholdet fra Kajakklubben Nord havde træning og erfaring til at sikre realistiske målinger af Hjortspringbådens fartpotentiale som beskrevet i afsnit 3.5, samt til at give erfaringer med brugen af padlerne sammenlignet med moderne, bredere padler. Den indledende skepsis overfor de smalle Hjortspringpadler afløstes af accept efter sejladsen i 2000 i hård vind og høj sø.

De danske fund af forhistoriske padler er ufyldestgørende publiceret, men de omfatter såvel bredbladede padler, til dels med ornamenterede, hjerteformede blade, som smalle padler, bl.a. med en lignende ryg midt på bladet som i Hjortspringfundet. Det antages, at de brede åreblade blev anvendt ved kortere sejladser, de smallere ved længere rejser.

Bronzealderafbildninger viser i nogle tilfælde spydbladsformede padler, og tilsvarende former er fundet i miniudgave i flere af periodens mandsgrave. Ifølge etnografiske undersøgelser er maoriernes rangsystem og sociale systemer afspejlet i padleårerne, og noget lignende kan tænkes at have været tilfældet i bronzealderen i Norden.

I den tekniske analyse er opstillet en teoretisk model for padelfremdrivningen, der er sammenholdt med målinger fra sejladsforsøgene i 1999. Der blev lavet et arrangement til registrering af en padlers kinematik under arbejdet med bådens fremdrivning. Ved at afmærke punkter på bådsiden og padlen og derefter registrere bevægelserne over tid på video fra en følgebåd kunne bevægelserne i det enkelte tag kortlægges nøje. Den hydrauliske virkningsgrad er bestemt til ca. 0,75. I praksis indgår i energiregnskabet også kraftforbruget ved at løfte padlen og føre den frem, hvilket giver en mekanisk virkningsgrad på ca. 0,8. Ud fra den beregnede fremdrivningsmodstand ved forskellige hastigheder kan den fornødne kraft dermed beregnes. Beregninger og overvejelser omkring anvendelsen af smalle kontra brede padler tyder på, at fordele og ulemper for de to typer stort set udligner hinanden.

3.7 Konklusioner
af Knud V. Valbjørn og Max Vinner

Hjortspringlaugets organisationsform med månedlige møder for alle medlemmer til drøftelse af arbejdets fordeling mellem arbejdsgrupper af specielt interesserede udvikledes i de første år og var afgørende for projektets vellykkede gennemførelse. Ved en så kompleks opgave som at bygge en fortidig bådtype er der brug for folk med mange forskellige indfaldsvinkler til opgaven og en struktur, der kalder på disse talenter.

I forhold til de ca. 6500 mandetimer, laugets medlemmer netto anvendte på selve byggeriet skønnes det, at holdet ville have kunnet bygge en lignende båd på 5000 timer i fortsættelse, hvis de nødvendige materialer var umiddelbart tilgængelige. Originalens udførelse af optimerede elementer med en fin finish viser, at den må være baseret på en lang tradition, og at det er erfarne skibsbyggere, der har stået for arbejdet. Anvendelsen af jern i stedet for bronze eller flint til redskaber har betydet meget for effektiviteten. Med et hold på 10 mand har Hjortspringbåden formentlig kunnet bygges i løbet af et par måneder under forudsætning af, at materialerne hertil umiddelbart kunne skaffes frem.

Afprøvningen af Tilia har vist god holdbarhed af lindebastsyningerne og bekræftet anvendelsen af bundbrædderne som fodstøtte og brugbarheden af fundets smalle padleårer. Bådens initialstabilitet var ringe, men tilfredsstillende for lastet fartøj. Skroget er meget bøjeligt, specielt overfor vridning, men spændingerne ligger på et acceptabelt niveau. Spændtovet er nyttigt under bygningen og i den sårbare hogging situation, hvor båden rider på en bølgetop. Som helhed repræsenterer Hjortspringbåden en avanceret beherskelse af den teknologi, der var til rådighed i førromersk jernalder. Ved bedømmelsen af forsøgsresultaterne må man nøje sikre, at rekonstruktionen er udført optimalt, og at besætningen har haft det fornødne grundlag til at give realistiske resultater af afprøvningen. Tilias form følger ikke ganske Johannesens rekonstruktionstegning, men er af velargumenterede grunde udført med større kølbugt og gjort bredere agter ved løftingen, hvilket må anses for positivt i forhold til originalen. Tilias ’standardpadler’ afveg fra originalerne med hensyn til såvel træsort og dimensioner som vægt. De oprindelige padler har formentlig givet lidt ringere sprintfart, men lettere langtursroning. De toptrænede idrætsfolk, der padlede Tilia i 2000 og 2001, er formentlig det nærmeste man i dag kan komme jernalderens elitekrigere, men på grund af den korte periode på fire dages sejladser har deres erfaringer med bådtypen været begrænset, og en forsøgsrække over to uger ville have styrket vurderingen af resultaterne, specielt vedrørende bådens aktionsradius.

Appendix: En hypotetisk ’Hjortspring-skindbåd’
af Knud V. Valbjørn

Som et bidrag til diskussionen om skind eller træ som det foretrukne materiale til bygning af bronzealderbådene gives her et teknologisk baseret forslag til, hvordan et bådskrog kan opbygges som et læderbeklædt ribbeværk af langsgående lægter med de fra helleristningerne og Hjortspringbåden kendte stævnformer. Ifølge beregninger af skrogets styrkeforhold er et sådant fartøj teknisk muligt, og konstruktionen giver en naturlig anledning til stævnforlængelserne. For at afprøve beregningsresultaterne er lavet en model af en sådan båd i skala 1:5 i forhold til Hjortspringbådens mål, med ribbeværk af hassel og læderbetræk af indisk vandbøffelhud i 1,5 mm’s tykkelse. Et spændtov fra for til agter bidrager til at fastholde skrogformen og udstrække læderbetrækket. En kraftig ’lædersål’ under bunden vil kunne forhindre skader ved landsætning af båden. Forsøget viser, at det teknisk har været muligt på denne måde at lave både af form som den tidlige bronzealders skibsbilleder og derved undgå det meget store arbejde med udhugning af store planker.

4 Hjortspring-fundkomplekset

af Flemming Kaul

4.1-2 Introduktion og fundets deponering
Hjortspringfundet står med sin samlede deponering omkr. 350 f.Kr. i en særstilling i forhold til de andre store jyske og fynske våbenofferfund fra Illerup, Vimose, Thorsbjerg, Ejsbøl og Nydam, der alle repræsenterer flere nedlæggelser af våbenudstyr, og som dateres indenfor perioden 200-500 e.Kr. Fælles for disse fund er tolkningen som ofring af krigsbytte fra en overvundet hær. Ved nedlæggelsen i den daværende lille sø er Hjortspringbåden sænket og våben delvis ødelagt, delvis stukket ned i søbunden. Mange håndstore sten fandtes i fundlaget sammen med knogler af hest, hund, lam og kalv. Tre små separate nedgravninger af dyreknogler tolkes som spor af tidligere ofringer på stedet.

4.3 Våbnene
Våbnene udgør den største fundgruppe med 169 spydspidser, 11 sværd, flere ringbrynjer og mere end 50 skjolde. Spydspidserne fordeler sig med 138 af jern og 31 af ben eller tak. Jernspidserne har Randsborg (1995) opdelt i grupper, 65 spyd, 64 almindelige lanser og 8 lanser af eksklusiv type. Af sværdene forelå de 8 hele og 3 som brudstykker. De er alle enæggede med længder mellem 33 og 70 cm og med grebtungen i midten af bladet. Til fire af sværdene fandtes træskeder af asketræ. Det lille antal sværd tyder på, at de har været forbeholdt at mindretal indenfor hæren. Sværdene i dette fund er de ældste kendte af deres art i Norden, og deres udformning tyder på, at fælles normer endnu ikke fandtes for denne våbentype inden for Østersøområdet. Skjoldene i dette fund udgør den største samling af bevarede træskjolde fra hele Europas forhistorie. De varierer i længde og bredde med en middellængde på 70-75 cm og bredde på 45 cm, men de er alle af samme grundform med afrundede hjørner og med greb og skjoldbule af træ. 11-12 stk. af skjoldene afviger fra de øvrige ved et smallere forhold mellem længde og bredde. Af skjoldgreb er fundet 68, heraf 10 reservegreb. 50 skjolde har kunnet sammensættes, så de kunne måles, men yderligere 14 har kunnet identificeres udfra udgravningsdokumentationen, og i alt har der formentlig været omkring 80 skjolde af ’keltisk’ form, der var vidt udbredt i Europa ved denne tid. Den sidste fundgruppe, ringbrynjerne, er den dårligst bevarede. Rosenberg konstaterede et 10-12 m2 stort område med rustspor og enkelte bevarede rustskaller af små sammenføjede jernringe. Ud fra rustområdets udstrækning er antallet skønnet til et minimum på 10-12 ringbrynjer.

4.4 Andre genstande
Af øvrigt udstyr omfatter fundet enkelte beslag og nåle af bronze, snore med øjer, tuden til en blæsebælg, værktøjer af træ, træskiver med håndtag, en drejet tallerken samt fem fint drejede genstande: tre små trædåser, en skål og en lille cylindrisk beholder. Disse fem var alle af høj håndværksmæssig kvalitet som de tidligst kendte nordeuropæiske repræsentanter for denne teknik i træ. Formmæssige paralleller til de drejede trædåser findes i senere førromersk keramik fra Bornholm og Gotland, og fra samtidig keramik fra et område omkring Hamburg. Forbilledet er øjensynlig en række pyxides-keramikformer fra 4. århundredes Grækenland, der eksporteredes til områderne omkring Adriaterhavet og Sortehavet, hvorfra de er spredt i original og kopier i keramik og træ. Den drejede trætallerken har nære paralleller i samtidig dansk keramik, hvorfor alle de fundne drejede træsager formodes at være tilvirket indenfor Østersøområdet som dele af Hjortspringhærens udrustning.

4.5 Bevæbning, våben og våbenofringer i førromersk jernalder
Ingen andre fund til belysning af bevæbning, våben og våbenofre i førromersk jernalder i Norden og Østersøområdet har et tilsvarende omfang som Hjortspringfundet, men mindre fund kendes bl.a. fra Passentin i Mecklenburg, Tidevad i Västergötland, Krogsbølle på Fyn og Værebro Å i Nordsjælland. Dette og andet materiale tyder på, at sværdet først kort tid inden Hjortspring-nedlægningen er kommet i brug her som en lang kampkniv, og at spydspidser af tak og jern har været almindelige i hele perioden. Da skjolddele forekommer i enkelte andre fund, hvor organisk materiale er bevaret, fremgår det, at skjoldformen også har været udbredt i området.

4.6 Datering af Hjortspringfundet
Fundets datering har længe været omstridt af mangel på klart daterede genstande. Kaul når efter en diskussion af tidligere dateringsforsøg frem til, at våbnene i deres helhed kan bruges til at datere fundet til 4. århundrede eller omkring 300 f.Kr. Dette er i overensstemmelse med to 14C-dateringer på materiale fra 1987-undersøgelsen: 370 og 390 f.Kr. (390-210 BC og 400-260 BC med én standarddeviation). For begge prøver regnes med en egenalder på 10-50 år, hvilket trækker fundets datering hen imod midten af 4. århundrede f.Kr.

4.7 Hvorfra kom angriberne?
Den hær, hvis udrustning er ofret i mosen, er formentlig kommet på fire både som den fundne, med mandskab, der antages at have været en udefra kommende fjende. Randsborg har ud fra de drejede trædåsers lighed med keramik fra Elbenområdet argumenteret for et kombineret land- og søbårent angreb herfra med fartøjerne trukket tværs over den jyske halvøs rod. Kaul finder dette mindre sandsynligt ud fra erfaringerne med Tilias prøvesejladser, der viser at sådanne fartøjer har kunnet tilbagelægge dagsrejser på op imod 100 km, hvorved et samvirke med tropper, der bevæger sig til lands, ville være uhensigtsmæssigt. De pyxid-formede træskåle, der kræver særligt gunstige betingelser for bevaring, kan have været almindelige i hele Østersøområdet og Nordtyskland, idet tilsvarende keramikformer foruden i Hamburgområdet også er kendt fra Bornholm og Gotland.

En angrebsstyrke på ca. 100 mand har formentlig været udtryk for et udbud af krigere fra en stammeenhed på 3000-5000 personer, og fundet kan dermed ses som vidnesbyrd om en udvikling hen imod de større politiske enheder, der kan følges i de senere mosefund og frem til vikingetidens nordiske kongedømmer.

4.8 Hjortspringhærens organisation
Hærens organisation afspejles i antallet af de fundne våben af forskellige typer, idet der må tages højde for, at adskilligt er gået tabt ved tørvegravning. Der argumenteres for, at ofringen har omfattet udstyr fra knapt 100 mand, hver med 2-3 spyd og et skjold. Heraf har 11-12 mand skilt sig ud ved at bære sværd, smalle skjolde og ringbrynjer. Otte bajonetlignende spyd og tre spydspidser af helt særlige dimensioner, der formentlig har været lederinsignier, har vel også hørt til denne gruppe. Ud fra erfaringerne med Tilia foreslås det, at hærens organisation har været baseret på fire både med to enheder af 9+1 mand (padlerne i hver side af båden) samt to rorgængere/’bådsmænd’ og en ’høvedsmand’ for hver båd. Herved fås fra de fire både en hær på 72 ’menige’, 8 ’underofficerer’, 4 ’høvedsmænd’ og evt. en ’general’ eller ‘admiral.’ Til opsyn med bådene har så været 8 ’bådsmænd’. Der er ingen spor af, hvor kampen fandt sted, hvordan den forløb - udover dens udfald med sejr for de lokale - og hvad der skete med de overvundne krigere og de tre andre både.

4.9 Bevæbning og militær organisation i det øvrige Europa
I denne periode er der visse ligheder mellem mønstret fra Hjortspring og bevæbningen i det øvrige Europa. Spyd og lanser optræder i 5. og 4. århundrede f.Kr. som de vigtigste våben i Grækenland med enæggede hugsværd som supplerende våben for nogle krigere. I keltisk område nord for Alperne gik man næsten væk fra sværdet omkring 500 f.Kr. Hundrede år senere dukkede det tveæggede sværd op, og omkring 300 f.Kr. indtog dette førstepladsen suppleret af spyddet. Den skitserede inddeling af Hjortspringhæren svarer til lochos/pentekostyes/enemotiai-inddelingen af den græske phalanx i dennes tidlige fase omkring 500 f.Kr., mens inddelingen ifølge Xenophon i det 4. århundrede byggede på enheder af en anden størrelse.

4.10 Våbenofferpladser i Nord- og Centraleuropa
Henlæggelser af større mængder våben og andet udstyr fra hærenheder af varierende størrelse kendes fra adskillige pladser i det nordlige og centrale Europa, herunder Skandinavien. Nærmest i tid, men dog lidt senere end Hjortspringfundet er de keltiske våbenoffer-pladser, hvor henlæggelserne begyndte omkring 300 f.Kr. I modsætning til Hjortspring repræsenterer de keltiske pladser gentagne nedlæggelser ligesom på de senere våbenofferpladser i Skandinavien. Foruden talrige våbenfund er der ved alle de keltiske pladser også menneskeskeletter, der ofte er halshuggede. Fra Skandinavien kendes moselig fra førromersk og tidlig romersk jernalder, men ingen af disse er fundet sammen med våben, og dette antyder, at de hører hjemme i en anden sfære end den militære.

4.11 Konklusion
Hjortspringfundet med dets våben afspejler en fremmed invasionsstyrke på omkring 100 mand, der angreb indbyggerne på Als en gang i fjerde århundrede f.Kr. Fundet giver et af de tidligste vidnesbyrd om den udvikling hen imod større politiske enheder, der ses i andre arkæologiske fund fra senere perioder. I det fjerde århundrede f.Kr. fik meget mobile enheder af krigere i både af Hjortspringtype øjensynlig stor betydning i Østersøområdet og Sydskandinavien. Dette funds materiale peger på flere muligheder inden for det nordtyske og sydskandinaviske område, hvor den angribende mobile styrke kan være kommet fra. Disse regioner i det sydvestlige Østersøområde må have taget del i en politisk og militær udvikling eller en proces, der peger frem imod stadigt større politiske enheder. De store våbenofferfund, som Nydam, Thorsberg, Vimose, Ejsbøl og Illerup Ådal viser, at den militære og politiske organisation i tredje til femte århundrede e.Kr. må have strakt sig over større territorier, og det ser ud til, at hele regioner var i stand til at organisere hære med en stærkere ledelse på et højere niveau. Hjortspringfundet belyser således de tidligste faser i den proces, der hen ved tusind år senere førte til etableringen af de nordiske kongedømmer.

5 Hjortspringbåden i dens arkæologiske kontekst

af Flemming Kaul af Flemming Kaul

5.1-2 Forskelle i helleristningsskibene fra bronzealder til ældre jernalder
I dette kapitel udnyttes erfaringerne fra Tilias sejladser til at kaste nyt lys over andre arkæologiske kilders vidnesbyrd om bronzealderens og den tidlige jernalders skibe, herunder til at klarlægge forskellene på fartøjerne før og efter 500 f.Kr. Hjortspringbådens profil set fra siden med næsten ensdannede stævne i begge ender afviger noget fra bronzealderens skibsbilleder. De ældste af disse har en kølfinne eller ’stabilisator’ agter og en opadbuet kølforlængelse forude. Omkring 1300 f.Kr. optræder hestehoved og lidt senere en fugleskikkelse på den tilbagebøjede rælingsforlængelse, og kølforlængelsen bues ligeledes kraftigt opad forude, men der er stadig kølfinne agterude. Denne udformning findes med få undtagelser på såvel bronzer som helleristninger fra bronzealderens slutperiode V (700-500 f.Kr.), mens styreårer normalt ikke er gengivet her.

5.3 Ikonografiske vidnesbyrd fra den tidlige førromerske jernalder
I jernalderen ophører skibsbillederne på bronzer, men de fortsætter på nogle helleristningsfelter med det fællestræk, at fartøjernes snabler i begge ender er svagt buede, næsten parallelle og ens for og agter. Også andre afslutninger, fx lukket løkkeform, af stævnene forekommer, men disses symmetri for og agter og fraværet af den vandrette kølforlængelse agter, tolkes som vidnesbyrd om, at de tilhører perioden efter 500 f.Kr. På Dalbo II-ristningen i Sydøstnorge er vist et fartøj med let opadbøjede, parallelle horn og en styreåre i begge ender, og streger der antyder årer snarere end padler. Denne eneste kendte ristning, der viser roning, tyder på, at denne teknik blev taget i brug på skibe af hjortspringform i førromersk jernalder, inden de skrogændringer, der kan ses på Nydambåden fra 4. århundrede f.Kr., slog igennem.

5.4 Bornholmske helleristninger med overgangsformer
Skiftet i skibenes form fra asymmetrisk profil med stabilisator agter i bronzealderen til den tidlige jernalders symmetriske profil, undertiden med styreårer, skete formentlig omkring 500 f.Kr. Der er generelt næsten ingen overgangsformer mellem bronzealderens og jernalderens skibe bevaret i ristningerne, undtagen på Bornholm. Helleristningsfeltet ved Madsebakke på Bornholm viser en interessant samling af skibsbilleder rækkende fra typiske skibe fra den sene bronzealder til tidlig førromersk jernalders skibe af hjortspringform. Hermed yder Bornholms helleristninger et vigtigt bidrag til tolkningen af ændringerne i skibenes former i Skandinavien fra bronzealderen og et stykke ind i førromersk jernalder.

5.5 Tilia Alsies funktion og egenskaber
Prøvesejladserne med Tilia har givet anledning til nyvurdering af Hjortspringbådens funktion og muligheder. Den ovenfor påviste forskel mellem på den ene side bronzealderskibene med kølfinne agter og på den anden side den tidlige jernalders skibe med ens stævne med styreårer for og agter kan være begrundet i at jernalderfartøjerne i højere grad end bronzealderens skibe havde behov for at kunne slippe væk i en fart. Ved landsætning og sejlads på mindre floder kunne mandskabet vende sig om og padle i den modsatte retning. Dette skifte i skrogform afspejler en ændring af skibstypen fra en ’civil’ udgave til en form bestemt af krigsskibets behov – en opfattelse som Hjortspringfundet i sin helhed bekræfter som det ældste kendte store nordiske våbenofferfund.

Tilias sejladser viser, at et fartøj af denne type under gunstige vilkår ville kunne gennemføre langdistance sejladser på op imod 100 km på et døgn, hvilket har givet stor mobilitet og mulighed for overraskelsesangreb på relativt fjerne kyster i Østersøområdet. Dette kan i sig selv have fremmet dannelsen af politiske forsvarsalliancer i den ældre jernalder. Bronzealderens fartøjer har formentlig haft omtrent lige så gode egenskaber, hvilket har kunnet udnyttes ved rejser til større kultfestivaler, fx fra de centrale nordiske bopladser til helleristningsfelterne i Bohuslen, og til rejser mellem den skandinaviske halvø, Danmark og de store floder, der udmunder i Østersøen, uanset om vejret undervejs skulle ændre sig med vind og sø.

5.6 Ændringer i krigsførelse, skibsbygning, samfundsforhold og politik afspejlet i skibsikonografien
Skiftet i skibenes udformning faldt sammen med en række andre grundlæggende samfundsændringer omkring 500 f.Kr. i det nordvestlige Europa, Danmark og i Skandinaviens øvrige sydlige og centrale del. Agrarstrukturen ændredes med etablering af de første landsbyer; ikonografiens ophør indikerer et religionsskifte, statusmarkerende og kultiske genstande mistede deres store betydning, og det må antages, at en socialstruktur og økonomi baseret på kvægdrift og udveksling af bronze blev erstattet med en struktur baseret på ejerskab af land og kontrol med lokale ressourcer, herunder jern. I denne proces kan ændringen af skibene forstås som en forvandling fra bronzealderens fredelige fartøj i solkultens og udvekslingens tjeneste til jernaldersamfundets redskab for væbnet magtudøvelse med henblik på kontrol over landområder.

En anden ændring i krigsførelsen fremgår af helleristninger fra Tegneby-Litseby ved Tanum, hvor ryttere optræder med spyd og firkantede skjolde i kampscener. I et tilfælde vises hestene oven i tegningen af et skib. Omkring og efter 500 f.Kr. bragte helleristningerne dermed de tidligere kultiske elementer, skibet og hesten, ind i en ny verdslig, krigerisk sammenhæng.

6 Hjortspringbåden i skibsarkæologisk kontekst

af Ole Crumlin-Pedersen

I det afsluttende kapitel analyseres Hjortspringbåden som primærkilde og perspektiveres ved sammenligning med andre fund af fartøjer fra bronzealder og tidlig jernalder.

6.1 Hjortspringbådens kildeværdi
Rosenbergs rekonstruktion af fartøjet baserede sig på en grundig analyse af alle dets fundne dele, og den er blevet bekræftet ved gennemgangen af fundet i forbindelse med omkonserveringen og forberedelserne til bygning af kopien. Den af Johannessen optegnede skrogform har dog vist sig at være lidt for ret i bunden. Den lette og spændstige Hjortspringbåd er dermed et veldokumenteret arkæologisk primært vidnesbyrd om bådebyggeriets standard og principper i Østersøområdet omkring midten af 300-tallet f.Kr., hvor kun spørgsmålet om stævnforlængelsernes afslutning i enderne står åbent. Den således bestemte symmetriske længdeprofil genfindes, som det er beskrevet i kapitel 5.2, i de sene helleristninger, og varianter af fartøjstypen uden denne symmetri kan følges tilbage igennem hele bronzealderen i afbildninger på bronzer og helleristninger, hvorfor konstruktionsprincipperne også må formodes at være udtryk for en lang kontinuitet, der måske rækker helt tilbage til yngre stenalder.

6.2 Britiske bådfund fra bronzealderen
Bronzealderfartøjer, der kan måle sig med Hjortspringbåden i størrelse og detailrigdom, om end ikke i karakter, kendes fra de britiske øer med North Ferriby bådene og Doverbåden samt ’the Brigg raft’ (Brigg 2), hvortil kommer flere fund af båddele og to store stammebåde (tabel 6.1). Disse fund tegner tilsammen billedet af en ældre gruppe både fra perioden ca. 2000-1500 f.Kr., der primært består af kraftige formhuggede elementer samlet ved surringer med taks, og en yngre gruppe fra perioden ca. 1100-300 f.Kr., samlet ved syning med snore ført fra hul til hul, hvor båddelene i højere grad er bøjet i form. Med en enkelt undtagelse er alle båddelene i kraftige dimensioner af egetræ. Disse fartøjers sødygtighed har været diskuteret, bl.a. i forbindelse med den oprindelige tolkning af Brigg 2 som et fladbundet, kasseformet fartøj, senere omtolket som et rundbundet fartøj med svøbspanter indsat igennem klamper indvendig på bordene. Bestemmelsen af fartøjernes anvendelighed ved sejlads på åbent hav vanskeliggøres af usikkerheden om bådenes oprindelige form og sidehøjde, men for dem alle gælder, at de er udtryk for en veludviklet træteknologi med anvendelse af store kraftige elementer af egetræ.

6.3 Danske stenalderbåde
Fra dansk område kendes et større antal stammebåde fra stenalderen og nogle få fra bronzealderen. I 1990 kunne Charlie Christensen således publicere en oversigt over 50 stenalderbåde dateret mellem 4310 og 2270 f.Kr. (ukalibreret). I dette fundmateriale er 14 både dateret til ældre og 19 til yngre stenalder med henholdsvis lind og el som de dominerende træsorter. De mesolitiske både er fortrinsvis fundet ved den daværende kyst. De er udhugget til en tyndvægget skal med et separat skot til at lukke bådrummet agter. Syning er påvist i forbindelse med reparationer. Ved den mesolitiske Tybrind Vig plads er foruden de op til 10 m lange stammebåde fundet fint udførte padler med brede ornamenterede blade. De neolitiske både er gennemgående kraftigere i godstykkelsen, mindre, og i en enkelt er der bevaret uregelmæssige hulrækker langs begge overkanter. Alle stenalderbådene er rundbundede og tilhugget uden indre ribber eller faste skot. De neolitiske både er fra indlandets søer og kan derfor ikke tages som sikkert udtryk for de bådtyper, hvormed periodens fangstfolk besejlede de danske farvande og bl.a. fragtede flintdolke til Norge.

6.4 Nordiske bådfund fra bronzealder og ældre jernalder
Fra nordisk område er der kun ganske få bådfund dateret til bronzealderen. Det er stammebåde af eg fundet i ferskvandsområder, hvorfor de næppe har været havgående. De adskiller sig klart såvel fra stenalderens nordiske stammebåde som fra Hjortspringbåden, med hvilken de ikke har nogen fællestræk, idet de ligesom periodens centraleuropæiske stammebåde har en flad bund og indvendige tværribber udhugget af stammen. Fra førromersk jernalder kendes udover Hjortspringbåden selv kun en løsfundet tofte fra ca. 220 f.Kr. fra Hampnäs i Norrland, Sverige, af karakter som Hjortspringbådens tofter, dog fra en båd med groede spanter. Ellers kommer fundene først i ældre romersk jernalder (tabel 6.2) med udspændte stammebåde af eg fra Slusegård på Bornholm og Vaale og Leck i Schleswig. Plankebådene fra Nydam og Björke fra perioden ca. 250-400 e.Kr. er bygget af eg, lind, fyr og gran, samlet med jernklinknagler og i enkelte partier ved syning. Disse fund belyser ændringen i materialer og teknikker indenfor den ældre jernalders bådebyggeri fra syede lindetræsbåde fremdrevet ved padling til klinkede roskibe, primært i eg og fyr.

6.5 Sammenligning mellem britiske og nordiske bådfund
Tabel 6.3 viser en oversigt over de bedst bevarede af ovennævnte fartøjer med angivelse af deres beregnede skrogvægt i forhold til antallet af padlere og bådens længde (for Hjortspring uden horn). Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, men viser dog en klar tendens for de padlede både, hvor de britiske plankebyggede fartøjer har en beregnet vægt pr. m og pr. mand, der ligger mellem 124 kg og 239 kg. Dermed er de meget tungere end de nordiske, hvor de tilsvarende tal ligger mellem 21 kg og 38 kg.

Denne forskel afspejler en fundamental forskel i byggetraditionen, der må være begrundet i forskelle i såvel natur- som kulturbetingede vilkår. Her har tidevandsstrømningerne langs de britiske kyster, ligesom i hele sejlskibstiden, formentlig spillet en vigtig rolle som ’hjælpemotor’ ved sejlads langs kysten og i flodernes nedre løb, hvorved padlerne har kunnet aflastes væsentligt. De danske farvande uden tidevand og med behov for at afkorte mange sejladser ved at trække båden en kort strækning over land har derimod fremmet en tradition for letbyggede padlede både til kystsejlads. Nydambådene repræsenterer en næste fase, hvor fremdrivningen med årer forudsætter et kraftigere skrog med højere skrogvægt.

6.6 Fund fra Centraleuropa og Middelhavsområdet
De central- og vesteuropæiske bådfund fra bronzealderen har ingen træk tilfælles med Hjortspringbåden, og de fundne fartøjer fra Middelhavet er ligeledes af en helt anden konstruktion og stammer hovedsageligt fra egentlige fragtskibe. Enkelte træk ved Hjortspringbåden kan der dog spores paralleller til, når det ikonografiske materiale tages med, således brugen af spændtov fra for til agter i de egyptiske skibe, og dobbelte horn for og agter på en terracottamodel fra ca. 2200 f.Kr., fundet på Kreta. Skibene på vægmalerier fra 17. eller 16. århundrede f. Kr. på Thera i de græske Cyklader har den samme lethed og elegance, som Hjortspringbåden afspejler. Skrogform og alder er forskellig, men det sceneri, hvori skibene indgår som del af en fredelig processionssejlads med religiøs baggrund, kan have været med til at give inspiration til bronzealderens kultiske optog i Norden.

6.7 Skind eller træ?
Oprindelsen til Hjortspringbådens byggeprincip har været meget omdiskuteret udfra stikordene skind eller træ. Fra de britisk/irske farvande er der klare skriftlige vidnesbyrd om brugen af læderbetrukne både siden romertid med en fortsat tradition op til 1900-tallets irske curraghs, og de har formentlig i keltisk tid spillet en vigtig rolle til lokal sejlads på åbent hav, inden denne funktion i ældre romertid overgik til kraftigt byggede ’romano-keltiske’ træskibe, og siden til lettere klinkbyggede skibe efter angelsaksisk og nordisk tradition. For nogle ’kasseformede’ nordnorske helleristninger er en tolkning som skindbåde sandsynlig. For den store gruppe af sydskandinaviske helleristningsskibe er mulige tolkninger som skindbåde foreslået ud fra beregninger af de tekniske muligheder, som her i kapitel 3.8, men disse mangler støtte i det nordiske arkæologiske fundmateriale. Derimod støtter de spinkelt og elegant tildannede mesolitiske padler og stammebåde tanken om en tidlig selvstændig udvikling i Sydskandinavien af letbyggede træbåde. Af mangel på fund kan detaljerne i forløbet igennem neolitikum og bronzealder ikke følges nærmere, men impulser til udformning af stævnene kan meget vel være kommet fra det græske øhav og Balkan igennem flere omgange.

6.8 Den udspændte båd
Den udspændte stammebåds produktionsmåde har givet en velegnet tolkningsmodel for etableringen af den nordiske klinkbygningstekniks grundkoncept med skrogform og indre afstivning som kendt fra Nydamskibenes tid og fremefter. Diskussionen herom har primært drejet sig om de tekniske muligheder for udspænding af egetræ, men for friskfældet egetræ er dette ikke vanskeligt, og teknikken kendes over store dele af kloden for forskellige træsorter. For Hjortspringbåden antages det, at den ikke-bevarede midterste del af bundplanken har været udspændt, og lignende bundelementer har formentlig dannet udgangspunkt for bronzealderens og den yngre stenalders plankebåde. De fundne Tybrind-stammebådes spinkle skrogskal har ligeledes utvivlsomt krævet en vis udspænding for at opnå den fornødne stabilitet. Hjortspringbådens spændtov mellem stævnene kan have været et nødvendigt hjælpemiddel i byggeprocessen, inden spantrammerne er blevet monteret og har kunnet fastholde bordskallen og stævnene i deres ønskede udspændte form. Spændtovet har eventuelt tillige kunnet udnyttes til at udjævne belastningerne på skroget under sejlads i kraftig søgang.

6.9 Konklusion
Den her skitserede model for det nordiske bådebyggeris anvendelse af lette, forspændte trækonstruktioner i det lange tidsrum fra stenalder til jernalder er i samklang med de få kendte fund, men er dog overvejende hypotetisk, så længe de havgående nordiske skibe fra yngre stenalder og fra bronzealderen ikke er repræsenteret i fundmaterialet. Indtil videre må vi stille os tilfredse med, at vi i Hjortspringbåden har et enestående eksempel på en vigtig bådtype fra ældre jernalder med dybe rødder i den forudgående periode.

» "Hjortspring" kan bestilles i museets webbutik

» Publikationer fra Vikingeskibsmuseets forlag

Del eller tilføj bogmærke