Heldagskursus i at sejle vikingeskib

Så er det sidste chance for at deltage i dagskurset 'Lær at sejle vikingeskib'! Kurset foregår i vikingeskibet 'Helge Ask' og giver indsigt i den særlige råsejlsteknik.

Vil du prøve kræfter med at sejle vikingeskib? Vikingeskibsmuseets heldagskurser er den ægte vare, hvor du sejler ud på Roskilde Fjord og får indblik i vikingeskibenes helt særlige sejlegenskaber. Der kræves ikke forudgående kendskab til sejlads med vikingeskibe for at deltage i heldagskurset.

Et dagkursus i at sejle vikingeskib giver nye oplevelser for både den uerfarne sejler og den, der søger nye udfordringer og vinkler på sin sejlererfaring. 
Kurset giver deltagerne en hands-on introduktion til sejlads med råsejlet, som vikingeskibenes sejltype kaldes. Råsejlet adskiller sig væsentligt fra moderne rigtyper, og udfordrer ofte den viden, især sejlere med erfaring fra de moderne skibstyper har. I modsætning til bermuda- og gaffelsejl, er råsejlet eksempelvis placeret foran masten, og det kræver ofte en del tilvænning og giver den moderne sejler sjove 'aha-oplevelser'.
Vikingeskibets særlige konstruktion og materialer bliver også introduceret til deltagerne ligesom skibets tovværk - ofte i originale materialer, som hestehår og lindebast - præsenteres og forklares.
Hele kurset er baseret på praktiske øvelser på Roskilde Fjord. Inden afgang fra Museumshavnen modtager deltagerne en kort sikkerhedsinstruks og får udleveret redningsveste.

Helge Ask har plads til 16 kursister og der vil være 4 besætningsmedlem om bord.

Der medbringes madpakker til alle deltagere. Frokosten spises om bord.

Fakta:

Hvornår: Lørdag den 16. september  fra 10.00 - 16.00
Pris: 1100,00 DKK pr. deltager inkl. madpakke og vand

Kurserne starter kl. 10.00 og slutter cirka kl. 16.00.
Der kræves ikke forudgående kendskab til sejlads med vikingeskibe.
Vikingeskibsmuseet tager forbehold for aflysning ved for få tilmeldte eller dårligt vejr.

Tilmelding: Til Vikingeskibsmuseets booking, hverdage 10.00 til 15.00 på telefon +45 46 300 253 eller på email-adressen booking(at)vikingeskibsmuseet.dk.

Ved booking bedes du oplyse navn, adresse, telefonnummer samt e-mailadresse/mobilnummer.


Af: Rikke Johansen

24/08 - 2017