Peter & Solvognen indsamler din brik til Danmarkshistorien

Peter & Solvognen gæster Vikingeskibsmuseet og det traditionsrige 'Træf Fjordens Træbåde' lørdag den 19. august for at indsamle og dele lokale erindringer.

Peter & Solvognen - foto: Tobias Fonsmark

Historier om Danmark er gået på jagt for at indsamle det særlige lokalhistoriske guld  - og den 19. august er turen kommet til Vikingeskibsmuseet i Roskilde, hvor Peter & Solvognen slår skodderne op til en dag med skibe, sejladser, lokale traditioner og den maritime kulturarv i fokus.

Levende kulturarv

Danmark har i mere end tusind år været en søfartsnation, og interessen for at bevare de gamle både er i høj grad båret af frivillige ildsjæle, der med masser af knofedt holder liv i denne særlige del af Danmarkshistorien. 

På Vikingeskibsmuseet er det derfor netop den maritime tilgang til historien, der er i fokus for Peter & Solvognens besøg. Programmet indeholder blandt andet interviews med skipper Carsten Hvid om vikingeskibet Havhingstens legendariske Dublintogt, og med Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen om den immaterielle kulturarv - den del af vores historie, der ikke bare kan lægges på magasin - det handler om, hvordan man eksempelvis bevarer gamle håndværk eller viden om, hvordan man gjorde ting 'i gamle dage'.
Der bliver også møder med nogle af de øvrige træbådsskippere fra de mange træbåde, der deltager i det store træbåds træf - de, der er med til at holde historien levende for os alle.

Fortæl din Danmarkshistorie

Men det er ikke bare eksperterne, der har historier at fortælle. Alle mennesker i Danmark gemmer på historier, der på hver deres måde, er en del af vores nationale historie. Så kig forbi og fortæl netop din lokale historie og vær med til at samle brikker i den fælles, store fortælling, vi kalder Danmarkshistorien. 

Dagens program for Peter og Solvognens deltagelse i 'Træf Fjordens Træbåde'

Kl. 10.00: Rejs gennem Danmarks historie med Virtual Reality
Kl. 11.00: Fortæl om din egen historie og del dine personlige erindringer i Solvognen
Kl. 12.00: Mød skipperne på Solvognsscenen – blandt andet Carsten Hvid, rebslager og traditionssejler
Kl. 14.00: Mød skipperne på Solvognsscenen – blandt andet Carsten Munkvad, der er en lokalhistorisk kapacitet udi fjordfiskeri og bådebrug  
Kl. 14.30: Hør Museums Direktør Tinna Damgård-Sørensen fortælle om Vikingeskibsmuseet arbejde med at bevare den immaterielle kulturarv - og få en forklaring på, hvad det egentlig er.

– og så kan børnene få det hele suppleret med en sej ’sømandstatovering’.

'Træf Fjordens Træbåde' og 'Festival Håndværk og vikinger' 18. - 20. august
Vikingeskibsmuseet afholder det traditionsrige 'Træf Fjordens Træbåde', hvor stolte skippere mødes i forbindelse med en fælles passion; de traditionelle, klinkbyggede træbåde fra Isefjord og Roskilde Fjord.
Bådene ankommer fra fredag eftermiddag, og sejler opvisningssejladser og kapsejladser lørdag den 19. august. Træffet slutter søndag kl. 10, hvor de mange både sætter sejl og drager hjem.
› Se hele programmet her: Træf fjordens Træbåde 18. - 20. august på Vikingeskibsmuseet

Festival Håndværk og vikinger 2017
 
Vikingeskibsmuseet inviterer til maritim festival ved Roskilde Fjord. Du kan opleve, prøve og få viden om vikingeskibe og - ikke mindst - om de maritime håndværk fra vikingetid til nutid.

Hvornår: Weekenden den 19. og 20. august 2017 kl. 10.00 - 17.00
Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Entré: Gratis entré for børn. 130,00 DKK for voksne.  

Sejlture kan tilkøbes for 100,00 DKK pr. gæst. Begrænsede pladser til børn, der minimum skal være 4 år.
› Klik her for at læse mere og se hele programmet for de mange aktiviteter ... 

Fakta om PETER & SOLVOGNEN
Historier om Danmark går på jagt efter det lokalhistoriske guld hele sommeren 2017.
Fra den 30. juni til den 2. september kører Peter & Solvognen rundt i Danmark for at kaste lys over det lokalhistoriske guld.
Fra by til by vil Solvognen sammen med lokale museer, biblioteker og arkiver gøre det muligt for borgerne at komme endnu tættere på den lokalhistorie, der omgiver dem – for historien er overalt. I hele landet.
Hver enkelt destination byder på et skræddersyet program fyldt med spændende historiske indslag lige fra foredrag og fiskeri til koncerter, modeshow og dagbogsskriveri.

Solvognen er dog i sig selv også en mulighed for at indtage natur eller byrum på en anderledes måde.

Når Solvognen slår klapperne ud med alt fra miniscene, erindringsautomat, langborde og kaffe på Madame Blå, kan man tage et hvil i en solstol, spille Solvognsbob, prøve en rejsegrammofon, en skrivemaskine, en kassettebåndoptager og meget andet.

Spot Solvognen i din by og læg vejen forbi til en garanteret hyggelig oplevelse med historie i centrum – for alle aldre.


Relaterede Nyheder:


Af: Ivan Jakobsen

14/08 - 2017