Påskeferie: Sandtegninger på Vikingeskibsmuseet

Fra den 8. - 17. april kan du være med til at forme en foranderlig sandtegning - uanset om du er barn eller voksen.

Kunstner og designer Helle Hove har i samarbejde med museet skabt en installation, der har fokus på det legende og undersøgende - hvor alt er tilladt og intet er ligegyldigt.
Installationen, der befinder sig i Vikingeskibshallen, vil være i stadig forandring, når museets gæster og Helle Hove tegner sammen

Kom i kontakt med den kunstneriske proces i workshoppen

Kunstneren inviterer børn og voksne til at skabe sandtegninger, der er inspireret af vikingernes rejser og ornamentik. “Jeg oplever, at vikingernes slyngornamenter udstråler en kraft og en fri skaberglæde, som jeg håber, at museets gæster vil mærke på egen krop, når vi sammen eksperimenterer med sandtegningerne”, fortæller Helle Hove.
Hun vil lade museets gæster komme i nærkontakt med den kunstneriske proces og selv få fingrene i sandet i de ni fade, der er kernen i installationen. 

Vikingeskibsmuseet fotograferer løbende processen og foreviger sandtegningerne som digitale billeder på Instagram. Museets gæster er også velkomne til selv at fotografere deres værker.

Omvisninger i Påskeferien 

Fra den 8. - 17. april er der daglige gratis omvisninger om vikingeskibene på engelsk kl. 15. Omvisningerne varer 30 min.
Kl. 11.30 eller 13.00 kan du tage med på en dansk familieomvisning, hvor der er sat fokus på vikingernes togter. Alle deltagerne inddrages i fortællingen om  vikingerne og bliver en del af historien om vikingernes togter og handelsrejser. 

Bådesamlingen søsættes

Besøger du Vikingeskibsmuseet den 8. april kan du udover de spændende påskeferie aktiviteter, se frem til søsætning af museets skibe. 
Der er altid meget at se på, når Vikingeskibsmuseets mange bådelaug ved fælles hjælp og rå muskelkraft søsætter vikingeskibene.  Museets gæster får mulighed for at nyde de mange velduftende nytjærede skibe blive rigget til og ballastet. 

Påskeferie på Vikingeskibsmuseet 2017

Program:

Lørdag d. 8. – mandag d. 17. april kl. 10-17.00:
Installationen og workshoppen er åben
Gratis familieomvisning kl. 11.30 & 13.00 (dansk) 
Gratis omvisning kl. 15.00 (engelsk)

Mandag d. 10. - fredag d. 14. april: kl. 11.00-12.30 og 14.30-16.00: 

Helle Hove er til stede og tegner sammen med museets gæster. 

Entre voksne 130 kr. 
Gratis entré under 18 år.


Relaterede Nyheder:


Af: Sabine Stubbe Østergaard

07/03 - 2017