Sikkert forårstegn: Vikingeskibsmuseet søsætter bådsamlingen!

Den 8. april summer det af forår og aktiviteter på Vikingeskibsmuseet. Havhingsten skal i vandet og vi ryster vinteren af os.

Der er altid meget at se på, når Vikingeskibsmuseets mange bådelaug ved fælles hjælp og rå muskelkraft søsætter vikingeskibene og det giver museets gæster mulighed for at nyde de mange velduftende, nytjærede skibe, der bliver rigget til og ballastet.
Bådelaugsmedlemmerne begynder søsætningen kl 10.00 og det 30 meter lange krigsskib Havhingsten Fra Glendalough søsættes ca. kl. 13.00. 
Op til søsætningen lægger museets bådebyggere og skibenes bådelaug mange kræfter i at få alt klar til søsætningen. De mange frivillige skraber, maler og tjærer skibsskrog og rigning.

Søsætningen er kulminationen

Men den store gevinst ligger forude, når der igen kan sejles på fjorden. Og det er især sejladserne, der motiverer de frivillige til at bruge et par weekender eller tre på at gøre skibene klar. At sejle i et rekonstrueret vikingeskib eller en klassisk nordisk råsejlsbåd er en helt speciel oplevelse, som ligger langt fra hvad man som moderne lystsejler forbinder med sejlads. En oplevelse der er gået i blodet på rigtig mange frivillige, som hjælper med at gøre Vikingeskibsmuseets bådsamling til en meget synlig og aktiv del af museets tilbud til publikum.
Har du lyst til at være med i et af vores bådelaug?
» Læs mere om livet som bådelaugsmedlem her...

Påskeferie: Sandtegninger på Vikingeskibsmuseet 

Den 8. april er ikke bare søsætningsdag på Vikingeskibsmuseet, men også dagen, hvor vi skyder vores Påskeaktiviteter i gang. 
Kunster og designer Helle Hove udstiller fra den 8. til den 17. april en publikumsinddragende installation, der både sætter fokus på det legende og undersøgende – og på det midlertidige og omskiftelige.
Kærnen i installationen er ni fade, fyldt med sand med hver en blankpoleret, sort stenskive, som kontrast til det lyse sand.  Publikum tegner med fingrene eller med udskårne skinner i filt og pap, der trækkes gennem sandet, og danner mønstre og billeder på den sorte stenflade. 
Både børn og voksne kan lade sig inspirere af vikingernes slyngende ornamentik og skibenes linjer og sammen tegne foranderlige billeder sammen.


Relaterede Nyheder:


Af: Rikke Tørnsø Johansen

04/04 - 2017